Engang var der noget, som man kaldte Oplysningstiden – en tid, da de intellektuelle gjorde op med gamle vaneforestillinger, overtro, antirationalisme, idylliske forestillinger om samfundets naturlige orden og klassedeling. Det hed ud med kristendommen, kongen, adelen og præsteskabet. Derefter kunne det kun gå fremad. Oplysningen varslede lys over land, og det har vi troet på lige siden, Voltaire i 1763 formulerede de oplystes slagord: ”Écrasons l’infâme” (lad os knuse den infame) hvormed han mente kristendommen, præsteskabet og den religiøse obskurantisme.

Mamdani forestiller sig, at han kan finansiere gratis transport, gratis børnepleje, billige boliger og kommunale dagligvarebutikker ved at hæve skatterne på ”de rige”, som især lever i ”hvide” bydele. Hvad den charmerende bolsjevik glemte at fortælle under valgkampen, var, at en borgmester ikke kan hæve skatterne uden en vedtagelse i staten New Yorks hovedstad, Albany, hvor guvernør Kathy Hochul regerer.

Hvis nogen tror, at Mamdani vil besinde sig, nu da han kan sætte sig til rette i borgmesterstolen, kan de tro om.
Blandt hans vigtigste støtter er Linda Sarsour, som er af palæstinensisk afstamning og har medvirket til at styre New Yorks muslimske vælgere i Mamdanis retning, og nu forfalder regningen i form af krav om ubetinget støtte til hendes antisemitiske, anti-israelske og anti-amerikanske ideologi. Ifølge Sarsour er USA en folkemords- og slavestat, der ikke har ret til at eksistere.

En opgørelse efter borgmestervalget i New York City viser, at ikke mindre end 84 pct af de kvindelige vælgere mellem 18 og 28 stemte på den islamiske kommunist Zohran Mamdani. Det er næppe nogen overdrivelse at hævde, at han sidder på kvindelige stemmer, og det er han tydeligvis helt bevidst om, idet han udelukkende har udpeget kvinder til det team, der skal forberede hans indsættelse den 1. januar.

Man må spørge, om Zohran Mamdanis kommunisme er tænkt som et middel til at fremme New Yorks islamisering, eller om islam skal hjælpe med hans kommunisme. Svaret er nok, at de to ideologier lever i et symbiotisk forhold og suger næring af hinanden. Vi ser det jo også i Europa, hvor venstrefløjen til enhver tid vil støtte islams udbredelse, mens islams forkæmpere hævder, at deres hjerter banker for alle mulige kommunistiske ønskemål.

Blandt de konklusioner, man kan drage af gårsdagens lokalvalg i USA, er, at de politiske modsætninger er blevet så skarpe, at man skal mange årtier tilbage for at finde noget lignende. Det vil sige: Der er egentlig ikke tale om politiske modsætninger i klassisk forstand, man snarere om en stadigt tydeligere opdeling efter stammetilhørsforhold. Sådan er det i ethvert demokrati på vej mod undergangen. Man afgiver sin stemme som konsekvens af at tilhøre et bestemt befolkningssegment eller ideologisk eller kulturel gruppe – ikke fordi man nødvendigvis tror, at det ene eller andet parti er bedst til at varetage sine øvrige interesser.

Vi lever i hadets tid, hvor alt drejer sig at komme hadeobjekter til livs. Økonomiske interesser spiller fra nu af kun en underordnet rolle, når folk går til valg. Sandheden er også ligegyldig. I stedet for politik har vi nu menneskejagt.

Den konstant grinende Mamdani er bl.a. kendt for at have støttet en global intifada, dvs. eliminering af Israel og udryddelse af jøderne. Og det siger han i New York City, der er hjem for den største jødiske befolkning uden for Israel.

Man skulle tro, at en sådan holdning ville få byens millionstærke jødiske befolkning til at vende ham ryggen, men faktisk viser det sig, at betydelige dele af byens jøder erklærer, at de vil stemme på ham. Hvem har brug for antisemitter, når jøderne hader sig selv?

Jeg blev her til morgen ringet op af en mand i begyndelsen af 30’erne, som havde noget vigtigt på hjerte. Det kommer jeg til. Men først fortalte han, at han ligesom næsten alle andre i sin generation mente, at jeg var rundt på gulvet med mine forudsigelser om effekterne af den muslimske masseindvandring, påfølgende islamisering og truende samfundskollaps. Nu indså han, at jeg havde haft ret hele vejen

USA’s demokratiske parti, der nyder opbakning af alle de danske medier og 90 pct. af befolkningen, fremstår i stigende grad som en ondskabsfuld formation, der ikke har andet på programmet end at bevare magten – uanset om omkostningen bliver landets undergang.