Det kunne næsten ikke være mere perfekt: På USA’s uafhængighedsdag fredag den fjerde juli kl 17:46 Washington lokaltid kunne præsident Donald J. Trump underskrive det lovkompleks, som han selv har givet navnet ”The One Big Beautiful Bill” (OBBB). Han havde lagt vægt på, at denne lovgivning, der utvivlsomt kommer til at definere hele hans anden præsidentperiode, kunne ligge klar på denne dag, og det lykkedes ham efter meget snævre sejre i Senatet og Repræsentanternes Hus, og efter at han med held havde afværget angreb fra repræsentanter for sit eget republikanske parti.

Nu tales der om borgerkrig, og gid det var så vel. Krig får vi, men det bliver en ensidig affære, for skikkelige englændere, danskere, tyskere, franskmænd osv. er ubevæbnede og forsvarsløse og kan ikke gøre andet end at bøje sig for Muhameds krigere i håbet om, at deres liv vil blive skånet. Fra staten er der ingen hjælp at vente, for den er for længst gået over på profetens side. Det samme er stort set alle politikere, og såvel socialdemokratiske som ”borgerlige” regeringer har fremmet masseimporten af muslimer, der ikke vil have andet med Danmark at gøre end at hæve sociale ydelser og forberede deres magtovertagelse.

Danmark og de fleste andre vesteuropæiske lande kan ikke længere kaldes demokratiske, hvis vi med demokrati forstår et styre, hvor borgerne kan vælge deres repræsentanter i forventning om, at de kan og vil implementere den politik, de gik til valg på. Vi står i en situation, hvor det er ligegyldigt, om man stemmer til valgene, for det får ingen betydning. Det er i denne antidemokratiske, europæiske syge, vi skal finde det Trump-had, der er opdyrket siden 2015.

Analyser af primærvalget tyder på, at Mamdani især har hentet sine vælgere blandt velsituerede hvide, der har så få problemer, at de har overskud til at kaste sig ud i ideologiske eksperimenter baseret på følelser. At det før eller siden vil gå ud over dem selv, med mindre de flygter, falder dem ikke ind.

Men Trumps største sejr er formentlig den amerikanske højesterets forbud mod, at venstreradikale distriktsdommere kan udstede landsomfattende ”injunctions” mod implementeringen af den politik, som han blev valgt på. Efter at have tabt valget har det stadigt mere ekstremistiske demokratiske parti ikke haft noget andet redskab til at sabotere Trumps politik end dommere, der var villige til at negligere forfatningens bestemmelser om magtens tredeling og opkaste sig til ”kejsere”. Dommerne vil givetvis prøve at omgå

Foreløbigt kan vi konstatere, at mediernes trommeild af hadehistorier om Trump ikke har holdt stik. Det er ikke kommet til en verdenskrig, og USA har ikke engageret sig i atter en evighedskrig, som dem landets letsindige præsidenter førte i Irak og Afghanistan. Aktiemarkederne er ikke brudt sammen, inflationen er ikke løbet løbsk, og oliepriserne er ikke eksploderet.

Efter Trumps indtog i Det Hvide Hus den 20. januar er der vendt op og ned på amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den siddende præsident har i handling vist, at han ikke bluffer. Når han siger, at mullaherne ikke må få atomvåben, mener han det – som Irans ”øverste leder”, Ali Khamenei, og hans medsammensvorne til deres sorg må erkende.

Den iranske udenrigsminister har været i Geneve. Det gik som forventet. Det hele var et europæisk forsøg på at bilde EU’s befolkninger ind, at Unionen og dens ledende magter har nogen storpolitisk betydning, men det endte som sædvanligt med en offentlig ydmygelse. Ingen gider høre på europæiske ledere, uanset hvor meget de puster sig op.

Hvis Allahs mænd bliver siddende, vil de foranstalte massemord og massehenrettelser af enhver, der er kommet dem på tværs, eller som de opfatter som en trussel – som de har gjort, hver gang iranerne har rejst sig til modstand mod regimet.

Og det vil de ikke høre et ondt ord for i Information eller Danmarks Radio.

Donald Trump har gjort det klart, at han under ingen omstændigheder ønsker, at amerikanske soldater bliver direkte indblandet på slagmarken. Det har USA meget dårlige erfaringer med fra talrige krige siden 1950. Trump har heller ingen plan om at medvirke til et regimeskifte i Iran. Han ved, hvad han har, men ikke hvad han risikerer at få ved at eliminere landets ledelse.