Vi står over for det mærkelige fænomen, at mens vi så massive vestlige demonstrationer til støtte for Hamas i Gaza, krav om verdensomspændende intifada og Israels undergang (”fra floden til havet”), har der været musestille, mens det iranske præstestyre ved hjælp af importerede arabiske lejetropper den seneste måned har myrdet talløse ubevæbnede civile. Ikke et pip på de amerikanske universiteter, hvor studenterne himlede op om Israels påståede grusomheder, ingen gadeoptog i solidaritet med det iranske folk, som siden 1979 har måtte leve under de fanatiske mullahers svøbe.

Den ”regelbaserede verdensorden”, som USA prøvede at indføre efter 1945, der i realiteten har tilladt diverse diktatorer at behandle deres egen befolkning og resten af verden efter forgodtbefindende, er lykkeligvis brudt sammen.

Årtiers præk om den hvide mands skyld for alverdens ulykker er afløst af den hårde realitet, at verden domineres af et fåtal stormagter, der ikke tager sig af jammer fra idealister, som tror, at de kan udrette noget med moralske belæringer.

Trump har netop holdt tale for WEF i Davos og meddelt, at han ikke agter at tage Grønland med militær magt. Men så har han andre metoder. Grønland vil han under alle omstændigheder have. Dermed har han sat den europæiske højrefløj i en umulig position. De højreorienterede går ind for den nationale suverænitet og afviser globalistiske forsøg på at underminere nationerne. Så spørgsmålet bliver, hvorfor Trump vil demontere det danske rigsfællesskab.

Man behøver tre ting, for at en demokratisk republik skal kunne fungere, skriver juraprofessor Glenn Harlan Reynolds i New York Post (19.1.)
For det første skal valgene betragtes som ærlige. For det andet skal kandidaterne og deres tilhængere bøje sig for valgresultaterne. Og for det tredje skal valgenes vindere ikke opføre sig på en måde, der efterlader taberne i en situation, hvor det bliver et spørgsmål om liv og død eller fængsel.

Mens Donald Trump bliver ved med at udslynge krigeriske budskaber om alt, hvad han agter at gøre for at få en ende på det iranske præstestyres hærgen, bliver mullahernes sikkerhedsstyrker ved med at nedslagte regimemodstandere.
The Sunday Times kan i dag referere rapporter, ifølge hvilke det iranske regime har dræbt mindst 16.500 og såret over 330.000 andre. De fleste af ofrene meddeles at være under 30.

Venstrefløjens passivitet stillet over for Den Islamiske Republiks utilslørede massemord gør det pludselig klart, hvad der egentlig har motiveret den socialistiske-kommunistiske-islamiske alliance, nemlig et fælles had til Vesten. Man skulle tro, at kommunister og shariatilhængere var modpoler. Forkert! De trækker på samme hammel, så længe det drejer sig om at bringe den vestlige civilisation – den som de iranske frihedskæmpere bekender sig til – til fald.

I dette øjeblik ryster de fleste vestlige regeringer, medier og ”eksperter”, for de må vide, at den dag de iranske mullaher og deres styre bliver fordrevet, vil Vestens islamapologeter få svært ved at forklare, hvorfor de har banet vej for Muhamed, mens de iranske masser har smidt ham ud. Enten må det islam-industrielle kompleks sige, at det iranske flertal tager fejl, eller de må besvare spørgsmålet, hvorfor de har fremmet en sag, som iranerne har rejst sig imod.

I international politik findes kun magt, og det synes Donald Trump at have erkendt. Han har også indset, at vestlig dominans over Grønland ikke garanteres af alliancer eller internationale aftaler, og at det i virkeligheden kun er USA, der kan holde Vestens russiske og kinesiske modstandere ude. Den dag, Stars and Stripes vajer over Nuuk – som sikkert vil få navneforandring – kommer Trump til at fejre en vestlig alliance i fuld opløsning. Mon han har tænkt over det?

Hvis det lykkes venezuelanerne at befri sig for det kommunistiske bøddelerregime, som Nicolas Maduro har stået i spidsen for, og hvis Irans antiislamiske oprørere får held til komme af med det korrupte og brutale mullashstyre, vil venstrefløjen – også den vestlige – have lidt et nederlag, som den får svært ved at komme sig over.

Hvis nogen skulle have været i tvivl, står det nu klart, at den såkaldte internationale lov er en fiktion. Hele den orden, som den vestlige verden under ledelse af USA efter 1945 prøvede at realisere, er for længst brudt sammen, og som den eminente historiker, Niall Ferguson, påpeger, er vi tilbage i det internationale system, der herskede i det 19. århundrede. Det var dengang, da den vestlige verden var domineret af suveræne stater.