I denne samtale med filosoffen og økonomen Rune Selsing diskuterer jeg liberalismens krise og overgangen til en postliberal tidsalder.

Vi undersøger de grundlæggende problemer ved liberalismen, herunder dens fokus på individet frem for fællesskabet, og hvordan dette ifølge den postliberale filosofi har ført til sociale og kulturelle dilemmaer. Vi diskuterer også postliberalismens karakteristika, herunder vigtigheden af fællesskab og institutioner, samt hvordan disse kan bidrage til et mere sammenhængende samfund.

I det mest sekulære århundrede vender Vestens mænd tilbage til kristendommen. Ikke af nostalgi, men af nødvendighed. Kulturrelativismen har berøvet mange deres kulturfundament. Kristendommen tilbyder det modsatte: objektive sandheder, der ikke afhænger af tidens mode eller personlige ønsker. For mænd trætte af selv at skulle opfinde livets mening bliver troen en befrielse fra byrden ved hele tiden at skulle skabe sig selv. Den kristne mand får en mission: som tjener for dem, han elsker

I min nye podcast taler jeg med professor i filosofi Bent Meier Sørensen om det sakrale, oprør, moral og ritualer.

Vi undersøger, hvordan det sakrale – forestillingen om det hellige, det ophøjede og ukrænkelige – er blevet svækket i moderne tid, og hvordan det påvirker vores relationer, værdier og samfund. Samtalen berører også betydningen af ritualer i vores liv, og hvordan de kan hjælpe os med at genoprette forbindelsen til det sakrale.

Vi søger ikke mindst at besvare spørgsmålet ”hvad vi vil dø for?” Det ultimative spørgsmål i en samtale om det ultimative.

Samme uge som den venstreradikale forfatter Harald Toksværd belønnes med en toårig, lønnet plads på Danmarks Radios prestigefyldte talenthold, vågner en familie med fire børn på Fyn op til ødelagte bildæk, graffitimaling på deres hjem og partisansøm på deres vej. Årsag: De lægger hus til en højreorienteret folkefest. Kort efter sker det samme for en anden højreorienteret aktivist. Som det er sket før i form af både overfald og hærværk.

Big Beautiful Bill cementerer Trumps populisme som Amerikas styrende doktrin og lægger fundamentet for de mere end tre år, der er tilbage af hans embede, er vurderingen. Denne koncentrerede periode fyldt med succeser for Trump er bemærkelsesværdig i sin bredde og timing. Fra Iran til Højesteret, fra handelskrige, udlændingepolitik til lovgivning – Trump har leveret på de områder, der sikrede hans genvalg. For hans tilhængere bliver det, som Continetti konstaterer, ”ikke bedre end dette”.

Dette er “gazaficeringen” af vestlig politik – komplekse konflikter bliver til manikæiske kampe mellem undertrykkere og undertrykte, hvor Vesten altid er den skyldige part. Danske unge viser deres internationale engagement ved at råbe på jødernes udryddelse. Og unge liberale politikere forsvarer  hadet. Man lærer de nye befolkningsgrupper, at det land, de kommer til, grundlæggende er ondt, og at dets oprindelige befolkning fortjener deres egen undergang. Det er opskriften på borgerkrig.

Liberalismen lovede at befri individet fra traditionens lænker, men endte med at bytte familiefaderen ud med bureaukraten og landsbypræsten med socialrådgiveren. Jo mere individet blev befriet fra traditionelle strukturer som familie, kirke og lokalsamfund, desto mere kom det til at stå alene over for markedets og statens magt.

Resultatet blev ikke større frihed, men større afhængighed.

Hvor tidligere kulturer var bygget på forbud og grænser – “du må ikke” – bygger den moderne vestlige kultur på tilladelse og frisættelse. Den er bedre til at undskylde end til at forklare, hvad der ikke må gøres.

Denne omvending begyndte med Freud, der vendte Vestens værdier og forståelse af skyld på hovedet. Hvor den kristne tradition havde lært, at dårlig samvittighed kom af at undertrykke sin højere moral, hævdede Freud, at skyld derimod var resultatet af at undertrykke sine lavere drifter.

Først efter flere måneder kom sandheden endelig frem. Den gruppe 15-16-årige drenge, der havde lokket homoseksuelle mænd i fælde gennem en falsk dating-app for derefter at mishandle dem brutalt, var af anden etnisk herkomst end dansk. Hvorfor tog det flere måneder at presse denne elementære sandhed ud af systemet? Fordi politiet, pressen og politikerne holder etnicitet skjult, når den ikke passer ind i det foretrukne narrativ.

Venstreorienterede kæmper for global retfærdighed, multikulturalisme og social lighed. Men de kan ikke engang gøre sig selv lykkelige. Eller sagt mere polemisk: Konservative lever for at være glade; venstreorienterede er glade for at lide. Vi vidste det jo godt, men nu bliver det slået fast endnu en gang: en omfattende amerikansk undersøgelse, som burde give anledning til eftertanke om, hvilket verdenssyn der egentlig giver mest mening. Dataene hamrer sandheden ind i hovedet på en verden, der lever i benægtelse. Blandt de 60.000 adspurgte amerikanere rapporterer 51 procent af konservative “fremragende” mental sundhed, mens kun 20 procent af venstreorienterede gør det samme.