På sociale medier fejrede venstreorienterede miljøer Kirks død som en sejr. Fællesskabet skabt gennem et fælles fjendebillede kulminerer i kollektiv sadisme ved synet af drabet på fjenden.
Det drejer sig ikke blot om, at erklærede antifascister bruger fascistiske metoder. Nej, realiteten er endnu mere pervers: Antifascismens mest fascistiske træk er forvandlingen af politisk mord til folkefest.

Min gæst er den konservative politiker Roya Moore, der i mange år har arbejdet tæt på indvandrermiljøet. Hun er en kompromisløs frihedskæmper, der har betalt en personlig pris for at bekæmpe social kontrol, islamisme og bandekriminalitet. Med rødder i Iran har Moore en stor viden om, hvorfor sharia og muslimske normer fastholder indvandrere, særligt kvinder, i parallelkulturer, og hvordan islamistiske netværk har kunnet infiltrere kerneinstitutioner som politiet. Moore peger på manglende vilje til at gennemføre tiltag som hjemsendelser og stille krav til indvandrere.

Billederne fra London viste noget, som det liberale establishment havde håbet var forsvundet for evigt: et folk der rejste sig i fællesskab. De gik for deres børns fremtid. De gik for deres kulturs beståen. De gik for deres nations ret til at være sig selv. Det, vi var vidne til, var et folkeligt svar på civilisationens dybeste krise siden Anden Verdenskrig. Det åbne samfunds lækkende skib er ved at synke.

Iryna Zarutskas død symboliserer ikke blot den progressive politiks blindgyder i USA. Vi genkender det også i Europa. Her får udviste udlændinge lov til at gå frit rundt, og vi åbner grænserne for udlændinge, selv om de fylder markant i fængslerne.

Ethvert fornuftigt retssystem ville have beskyttet samfundet mod seriekriminelle som Brown. I stedet fik han skatteyderbetalt behandling, løfte på løfte om forbedring, og chance efter chance. Prisen blev betalt af en uskyldig kvinde.

Ti år efter Merkels katastrofale beslutning står Europa ved et opbrud. Radikale ting er ved at ske. Vi kan fortsætte med at administrere nedgangen og håbe på det bedste. Eller vi kan bane vejen for det kommende opbrud og lede det ind i konstruktive former. Remitter – de pengeoverførsler, som migranter sender hjem til deres familier – udgør ofte en væsentlig del af deres oprindelseslandes økonomi. Ved at forbyde disse overførsler til lande, der nægter at tage imod deres egne udsendte borgere, kan Danmark skabe et effektivt pres for samarbejde om hjemsendelser

At være højreorienteret, skrev skrev den tyske digter Botho Strauss i et profetisk essay i 1993, er “at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren”, og “som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv.” Det er “en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

I en tid hvor alt skal optimeres, forbedres og revolutioneres, stiller præst og forfatter Torben Bramming et provokerende spørgsmål: Er vores tro på fremskridtet blevet til en ny religion?

I min samtale med Bramming argumenterer han for, at fremskridtstanken har overtaget kristendommens plads som samfundets grundfortælling. Men hvor kristendommen lærer ydmyghed over for menneskelige begrænsninger, lover fremskridtsmyten noget langt mere forførende: at vi selv kan innovere os fri af skyld, lidelse og død.

Politibetjenten Elvir Abaz er blevet dømt for systematisk forræderi mod det danske samfund. Det er symptomet på en sygdom – islamiske infiltrering – der æder sig ind i Danmarks kerneinstitutioner.

I to år, fra 2020 til 2022, misbrugte Elvir Abaz sin stilling til at føre en privat krig mod islamkritikere. Han fotograferede fortrolige politioplysninger med sin private telefon. Han delte hemmeligheder om beskyttede personer som Sara Omar (der forsøgte at begå selvmord efter pres fra islamister og deres klakører). Han lavede falske anmeldelser mod borgere, han var politisk uenig med. Han jagtede Naser Khader gennem politiets systemer og lækkede følsomme informationer om den tidligere konservative politiker.

Politikerne repræsenterer overhovedet ikke de europæiske befolkninger. Det havde du nok på fornemmelsen, men nu er det massivt dokumenteret i ny forskning. I den tyske politolog Laurenz Guenthers banebrydende undersøgelse “Political Representation Gaps and Populism”  dokumenteres den afgrundsdybe kløft mellem parlamentarikere og vælgere i europæiske demokratier på kulturelle spørgsmål. Resultatet er en udhuling af demokratisk legitimitet.

I den vestlige opinion er Ukraine blevet til frihedens frontlinje, Putin til ondskaben selv, og krigen til en episk kamp mellem demokrati og autokrati. Men under denne moralske retorik ligger der et dybere spørgsmål: Kunne denne krig have været undgået? For selvom Ruslands invasion var ulovlig og brutal, var den ikke uforudsigelig. I årevis havde realister advaret om, at NATO-udvidelsen mod øst ville fremprovokere en russisk reaktion. Jeg samtaler med politologen Frederik Christensen om det tragiske i politiken.