I en tid hvor alt skal optimeres, forbedres og revolutioneres, stiller præst og forfatter Torben Bramming et provokerende spørgsmål: Er vores tro på fremskridtet blevet til en ny religion?

I min samtale med Bramming argumenterer han for, at fremskridtstanken har overtaget kristendommens plads som samfundets grundfortælling. Men hvor kristendommen lærer ydmyghed over for menneskelige begrænsninger, lover fremskridtsmyten noget langt mere forførende: at vi selv kan innovere os fri af skyld, lidelse og død.

Politibetjenten Elvir Abaz er blevet dømt for systematisk forræderi mod det danske samfund. Det er symptomet på en sygdom – islamiske infiltrering – der æder sig ind i Danmarks kerneinstitutioner.

I to år, fra 2020 til 2022, misbrugte Elvir Abaz sin stilling til at føre en privat krig mod islamkritikere. Han fotograferede fortrolige politioplysninger med sin private telefon. Han delte hemmeligheder om beskyttede personer som Sara Omar (der forsøgte at begå selvmord efter pres fra islamister og deres klakører). Han lavede falske anmeldelser mod borgere, han var politisk uenig med. Han jagtede Naser Khader gennem politiets systemer og lækkede følsomme informationer om den tidligere konservative politiker.

Politikerne repræsenterer overhovedet ikke de europæiske befolkninger. Det havde du nok på fornemmelsen, men nu er det massivt dokumenteret i ny forskning. I den tyske politolog Laurenz Guenthers banebrydende undersøgelse “Political Representation Gaps and Populism”  dokumenteres den afgrundsdybe kløft mellem parlamentarikere og vælgere i europæiske demokratier på kulturelle spørgsmål. Resultatet er en udhuling af demokratisk legitimitet.

I den vestlige opinion er Ukraine blevet til frihedens frontlinje, Putin til ondskaben selv, og krigen til en episk kamp mellem demokrati og autokrati. Men under denne moralske retorik ligger der et dybere spørgsmål: Kunne denne krig have været undgået? For selvom Ruslands invasion var ulovlig og brutal, var den ikke uforudsigelig. I årevis havde realister advaret om, at NATO-udvidelsen mod øst ville fremprovokere en russisk reaktion. Jeg samtaler med politologen Frederik Christensen om det tragiske i politiken.

En af den tragiske realismes grundlæggende indsigter er, at fravær af orden ofte er værre end uretfærdighed, fordi orden er forudsætningen for alle andre goder, herunder frihed og retfærdighed. Denne erkendelse er ubehagelig for dem, der foretrækker simple moralske fortællinger, men den er nødvendig for at forstå verdens kompleksitet.

Tyskland har allerede indrømmet, at landet ikke har kapacitet til at sende tropper til Ukraine. Storbritannien, der gerne udtaler sig bombastisk om sit engagement, kan ifølge tænketanken RUSI ikke engang udruste en fungerende panserdivision på tre brigader. Her træder det europæiske hykleri i karakter. Der har været meget heppekor og megen regimeskifte-fanatisme hos europæiske politikere og medier. Retorikken kræver, at Rusland ikke må belønnes for sin aggression, men europæerne har ingen militær strategi for sejr.

Ørsteds kollaps og det danske skatteyderfinansierede kapitalindskud på 30 milliarder kroner til selskabet illustrerer med brutal tydelighed de fundamentale problemer i den grønne energisektor. Det, der skulle være fremtidens energiløsning, har vist sig at være en økonomisk og teknisk blindgyde.

At Ørsted må tigge som en ruineret hasardspiller er ikke blot en virksomhedskrise. Det er afslutningen på illusionen om, at vindmøller og solceller kan bære Europas energiforsyning. Vindmøllerne er ikke blot grimme, nu står de også som stumme monumenter over politisk idealisme. Ørsteds kollaps er symptomatisk for en større europæisk energikatastrofe, der udspiller sig i disse år.

Når nogen påberåber sig at stå “på den rigtige side af historien”, er det ikke bare et poetisk billede. Det er et magtgreb. For hvis man er på den rigtige side af historien, er man per definition moralsk uangribelig. Progressiv politik føres derfor ofte som en moralsk domsafsigelse. Når den ene utopi bryder sammen, opfinder venstrefløjen hurtigt en ny. Socialismen skulle skabe det nye menneske gennem økonomisk lighed. Da den utopi fejlede, blev multikulturalismen den nye frelse.

Denne episode af Kulturkritik Podcasts handler om en af de store politiske omrokeringer, der stille og roligt har forandret det politiske landskab. Jeg taler med forfatter, musiker og foredragsholder Uffe Jonas om et fænomen, der efterlader mange venstreorienterede politisk hjemløse, herunder Uffe Jonas selv: Nemlig det fænomen, at den klassiske samfundskritik er vandret fra venstrefløjen til højrefløjen.