Trumps metode er brutal i sin enkelhed: Alle får noget, hvis de arbejder med aftalerne. Ingen får noget, hvis de ikke gør. Når Amerikas fjender ved, at USA står hundrede procent bag sine allierede, bliver de mere forsigtige. Og når Amerikas allierede ved, at støtten er urokkelig, bliver de mere selvsikre i deres militære operationer.

Hvorfor skulle konservative adlyde regler, som modstanderne ignorerer? “At have fjender er et sikkert tegn på, at man gør noget rigtigt. Lad være med at blive modløs af at blive hånet, brandet som ‘deplorable’ eller behandlet som problembørn.” Jo flere fællesskaber, stabile familier, kirker og lokalsamfund, jo flere stemmer til konservative. Konservative skal derfor ikke bare vinde valg. De skal erobre institutionerne. Det tager lang tid, men det er nødvendigt.

Det er farligt at gøre det rigtige. Det er risikabelt at gribe ind. Måske er det bedre at se den anden vej.

Det er en katastrofe for et civiliseret samfund.

Under Mette Frederiksens ledelse er antallet af indvandrere fra MENAPT-landene steget med 84 procent. Samtidig oplever danskere, at trygheden i det offentlige rum svinder. At kvinder ikke kan gå hjem fra byen uden at blive forulempet. At de, der forsøger at hjælpe, risikerer deres liv. At forældre må køre deres børn, så de undgår gaderne og S-togsstationerne.

Vores kollektive forestilling er, at vi kan ramme russisk territorium uden konsekvenser. At asymmetrien kun går én vej. Men denne antagelse er meget risikabel.

Når det første missil rammer en NATO-facilitet – når chokket sætter ind og vores kommandosystemer bryder sammen – hvad gør vi så? Risikoen er, at vi i desperationen griber til endnu mere destruktive våben. Og pludselig befinder vi os i den atomare skygge.

Henrik Dahl skrev forleden på Facebook: “Jeg har været i en slags nedtrykt tilstand… jeg har en ubehagelig følelse af, at tingene er ved at skride, som ikke vil slippe taget i mig.”

Hvad får en erfaren politiker til at føle, at fundamentet skrider under os i Vesten?

Vi taler om de varselstegn, mange af os ser i Vesten:

Amerikanerne har forstået, hvad de danske universitetsledelser tilsyneladende ikke kan begribe: At støtten til højere uddannelse hviler på en implicit kontrakt om, at institutionerne faktisk uddanner kompetente fagfolk. Ikke aktivister med akademiske titler. Hele 64 procent ønsker “akademisk stringens” tilbage: Sandheden skal prioriteres over ideologien, merit over identitet, faglig kvalitet over politisk korrekthed.

Forleden var jeg til reception for det konservative magasin Modstrømmen. Det er et glimrende magasin med gode artikler og dygtige skribenter, redigeret af den flittige Mitchel Oliver.

Særligt opløftende denne aften var det at se alle de unge mennesker, der var samlet om denne ”bevægelse”, som bagmændene kalder Modstrømmen. Der var tilmeldt 75, og det skal nok passe. Vel op mod 100 unge mennesker, mænd som kvinder, der diskuterede politik med en intensitet og intelligens, som ville få enhver halvgammel bandit som mig selv til at gå i selvsving. Optimistiske, engagerede unge, der talte om fremtiden med håb snarere end fortvivlelse.

Det kristne verdenssyn har altid skelnet mellem hjertets tilstand og statens opgave. Korset selv er beviset: tilgivelse og dom i balance. En nation, der kun tilgiver uden at straffe, bliver lovløs. En nation, der kun straffer uden at tilgive, bliver grusom. Amerikanske borgere behøver ikke en præsident, der kan omfavne alle. De behøver en, der kan skærme dem mod dem, der vil dem ondt.

Danmark er et af de europæiske lande, der går forrest i konflikten med Rusland, men er et af de svageste led i kæden. Det er rigtig dårlig småstatspolitik under en stormagtsrivalisering, når man ikke har de andre NATO-lande 100 procent bag sig. Den, der lever skjult, lever bedst. Nu fokuserer Rusland i stedet skarpt på lille Danmark.

Hvor er den offentlige debat om risikoen ved denne kurs? Hvor er diskussionen om, hvorvidt Danmark har den nødvendige rygdækning fra sine allierede til at indtage en så eksponeret frontløberrolle?

Jeg taler med romanforfatteren Birgithe Kosovic de dybe splittelser i det danske samfund, forårsaget af især muslimsk indvandring og kulturelle forskelle.

Kosovic introducerer begreberne ‘frivillig apartheid’ og ‘stater i staten’, som beskriver, hvordan forskellige grupper lever adskilt og med egne normer. Fjendskab og identitet spiller en central rolle i samfundets dynamik, og det kan føre til voldelige konflikter.