Iryna Zarutskas død symboliserer ikke blot den progressive politiks blindgyder i USA. Vi genkender det også i Europa. Her får udviste udlændinge lov til at gå frit rundt, og vi åbner grænserne for udlændinge, selv om de fylder markant i fængslerne.

Ethvert fornuftigt retssystem ville have beskyttet samfundet mod seriekriminelle som Brown. I stedet fik han skatteyderbetalt behandling, løfte på løfte om forbedring, og chance efter chance. Prisen blev betalt af en uskyldig kvinde.

Ti år efter Merkels katastrofale beslutning står Europa ved et opbrud. Radikale ting er ved at ske. Vi kan fortsætte med at administrere nedgangen og håbe på det bedste. Eller vi kan bane vejen for det kommende opbrud og lede det ind i konstruktive former. Remitter – de pengeoverførsler, som migranter sender hjem til deres familier – udgør ofte en væsentlig del af deres oprindelseslandes økonomi. Ved at forbyde disse overførsler til lande, der nægter at tage imod deres egne udsendte borgere, kan Danmark skabe et effektivt pres for samarbejde om hjemsendelser

At være højreorienteret, skrev skrev den tyske digter Botho Strauss i et profetisk essay i 1993, er “at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren”, og “som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv.” Det er “en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

I en tid hvor alt skal optimeres, forbedres og revolutioneres, stiller præst og forfatter Torben Bramming et provokerende spørgsmål: Er vores tro på fremskridtet blevet til en ny religion?

I min samtale med Bramming argumenterer han for, at fremskridtstanken har overtaget kristendommens plads som samfundets grundfortælling. Men hvor kristendommen lærer ydmyghed over for menneskelige begrænsninger, lover fremskridtsmyten noget langt mere forførende: at vi selv kan innovere os fri af skyld, lidelse og død.

Politibetjenten Elvir Abaz er blevet dømt for systematisk forræderi mod det danske samfund. Det er symptomet på en sygdom – islamiske infiltrering – der æder sig ind i Danmarks kerneinstitutioner.

I to år, fra 2020 til 2022, misbrugte Elvir Abaz sin stilling til at føre en privat krig mod islamkritikere. Han fotograferede fortrolige politioplysninger med sin private telefon. Han delte hemmeligheder om beskyttede personer som Sara Omar (der forsøgte at begå selvmord efter pres fra islamister og deres klakører). Han lavede falske anmeldelser mod borgere, han var politisk uenig med. Han jagtede Naser Khader gennem politiets systemer og lækkede følsomme informationer om den tidligere konservative politiker.

Politikerne repræsenterer overhovedet ikke de europæiske befolkninger. Det havde du nok på fornemmelsen, men nu er det massivt dokumenteret i ny forskning. I den tyske politolog Laurenz Guenthers banebrydende undersøgelse “Political Representation Gaps and Populism”  dokumenteres den afgrundsdybe kløft mellem parlamentarikere og vælgere i europæiske demokratier på kulturelle spørgsmål. Resultatet er en udhuling af demokratisk legitimitet.

I den vestlige opinion er Ukraine blevet til frihedens frontlinje, Putin til ondskaben selv, og krigen til en episk kamp mellem demokrati og autokrati. Men under denne moralske retorik ligger der et dybere spørgsmål: Kunne denne krig have været undgået? For selvom Ruslands invasion var ulovlig og brutal, var den ikke uforudsigelig. I årevis havde realister advaret om, at NATO-udvidelsen mod øst ville fremprovokere en russisk reaktion. Jeg samtaler med politologen Frederik Christensen om det tragiske i politiken.

En af den tragiske realismes grundlæggende indsigter er, at fravær af orden ofte er værre end uretfærdighed, fordi orden er forudsætningen for alle andre goder, herunder frihed og retfærdighed. Denne erkendelse er ubehagelig for dem, der foretrækker simple moralske fortællinger, men den er nødvendig for at forstå verdens kompleksitet.

Tyskland har allerede indrømmet, at landet ikke har kapacitet til at sende tropper til Ukraine. Storbritannien, der gerne udtaler sig bombastisk om sit engagement, kan ifølge tænketanken RUSI ikke engang udruste en fungerende panserdivision på tre brigader. Her træder det europæiske hykleri i karakter. Der har været meget heppekor og megen regimeskifte-fanatisme hos europæiske politikere og medier. Retorikken kræver, at Rusland ikke må belønnes for sin aggression, men europæerne har ingen militær strategi for sejr.

Ørsteds kollaps og det danske skatteyderfinansierede kapitalindskud på 30 milliarder kroner til selskabet illustrerer med brutal tydelighed de fundamentale problemer i den grønne energisektor. Det, der skulle være fremtidens energiløsning, har vist sig at være en økonomisk og teknisk blindgyde.