Selv borgerlige mennesker forsvarer nu et EU, der intet har med konservatisme eller klassisk liberalisme at gøre. Det er svært at acceptere, at de lader sig skræmme af amerikanerne til at give køb på klassisk europæisk kultur. Det er nok, at Enhedslistens Pelle Dragsted og islamogauchisterne gør det.

Vi har ikke tid til at lyve for os selv længere. Hvis vi ikke erkender krisen korrekt, kan vi ikke overvinde den.

Vi har set Trump bevise, at det uforståelige kan vise sig rationelt. NATO-presset virkede, selvom alle kaldte det vanvid. Mellemøsten-tilgangen gav resultater, selvom kritikerne advarede.

Måske er Grønlandsudspillet forhandlingstaktik snarere end seriøs politik. Måske rummer den sorte boks en plan, vi endnu ikke har gennemskuet.

Vi ved det ikke. Men risikoen er tydelig.

“One Battle After Another” præsenterer sig som antiautoritær, antiracistisk og solidarisk. Bob er den faldne helt, der genopstår i kampen mod den onde Colonel Lockjaw spillet af Sean Penn som en karikeret fascist. Filmen lover os revolutionær retfærdighed, Antifa-motiveret befrielse af de undertrykte, modstand mod det totalitære Amerika. Og det totalitære er regeringens kamp mod illegal indvandring.

Vi er ét hundrede procent afhængige af USA. Det indsnævrer vores råderum radikalt. Diplomatiet skal levere sikkerhed til USA uden at opgive suverænitet for Danmark. Det er en knivspids at balancere på. Men alternativet – intet diplomati – er at falde ned på begge sider. Som Alexander Gray, Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd, direkte har formuleret det: ”Jeg har ingen tillid til at et uafhængigt Grønland vil kunne modstå et pres fra Rusland og Kina og overholde aftalen.” USA vil så vidt muligt have juridisk og politisk kontrol. Ikke bare rettigheder, der kan trækkes tilbage.

Grønlandskrisen rummer tre konflikter, der forstærker hinanden. USA vil have kontrol. Grønland vil have selvstændighed. Og Danmark vil have stormagtstatus uden at betale prisen. Noget er ved at briste. Og Danmark risikerer at blive sorteper.

At nogle af Vestens mest prominente intellektuelle, der i årtier har formet vores sekulære verdensopfattelse, vender sig mod Gud, er et uhyre interessant og velgørende fænomen. En af dem er Elon Musk, en anden Peter Thiel, en tredje Paul Kingsnorth. Jordan Peterson – den canadiske psykolog der i årevis undveg at besvare, om han troede på Gud – har nu skrevet bogen We Who Wrestle with God.  I et nyligt interview erklærer Peterson: “God is hyper-real. God is the reality upon which all reality depends.”

Befolkninger i hele Vesten ønsker mindre indvandring. Alligevel konkluderer langt de fleste akademiske studier, at indvandring har neutrale eller positive effekter på velfærd og social sammenhængskraft. Hvordan kan det være?

Forskerne forklarer kløften med deres overlegne viden.

Almindelige mennesker har en anden forklaring: Forskerne er ideologisk farvede og finder, hvad de gerne vil finde.

Hvide mænd forskelsbehandles ikke kun i USA. I Danmark begynder det allerede i gymnasiet. Tal fra CEPOS dokumenterer en markant forskel i karaktergivningen. Danske piger samt drenge og piger med anden etnisk baggrund diskrimineres positivt i forhold til danske drenge. En hel generation af hvide mænd – fra grundskole til universitetet – fik at vide, at verden ikke ville dem. Og præcis sådan gik det.

Næsten fire år inde i Ukrainekrigen må vi konstatere, at stort set alle Vestens centrale eksperter, politikere og kommentatorer har taget fejl. Vi aner endnu ikke, hvor den krig ender, men indtil videre har deres fejlvurderinger fået alvorlige konsekvenser både for Ukraine og for Vesten. Spørgsmålet er nu, om de europæiske eliter magter at lære af deres fejl. Eller vil de fortsætte med at anlægge et liberalt syn på en verden, der fungerer efter helt andre principper?

Christian Tafdrups mesterlige gyser Speak no Evil fra 2022 er en perle i dansk filmhistorie. En regulær nyklassiker.

Jeg fik lejlighed til at gense filmen for nylig og blev bekræftet i, at det er den måske mest nådesløst kritiske fremstilling af det, man kunne kalde det humanistiske eller progressive menneske til dato i dansk film. Ondskaben findes ikke, den må ikke findes og slet ikke udpeges og udsiges. På den måde får filmens titel sin dobbeltbundne betydning.

Aristoteles lærte, at vrede over det rette, på det rette tidspunkt og i den rette grad ikke er synd. Det er dyd.