Leonardo da Vinci Annunciation (1472)

* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: 

Herren talte på ny til Akaz: »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.« Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.« Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« Es 7,10-14

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: 

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. 1 Joh 1,1-3

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

Mariæ bebudelse 

Der er i dag omtrent ni måneder til jul; det er den dag, vi kalder Marias bebudelsesdag. Den dag, da en engel fra Gud trådte ind i den unge jomfru, Marias hus i Nazareth, og hilste hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” Og Maria blev forfærdet over ordene og spurgte sig selv, hvad det dog skulle betyde. 

”Som lyn indtræder Gabriel med et: hilsæl, som skrækker, skønt det fryder” – sådan gendigter Grundtvig Gabriels hilsen. Maria blev med andre ord både bange og glad. Sådan er det nemlig, når mennesker møder det guddommelige. Når Bibelen fortæller om, at Gud henvender sig til mennesker, enten det er ved at tale direkte til dem, eller det er gennem en engel, så reagerer de med frygt. I mødet med det guddommelige bliver man på én gang grebet af frygt og fascination. Skræk og fryd. For den naturlige reaktion, når man ser et sendebud fra den mægtige Herre, der ved alt og kender én til bunds, er frygt. Og når englen siger: ”Frygt ikke”, så siger han det ikke, fordi der generelt ikke er grund til at frygte Gud, men for at fortælle Maria, at det budskab, han bringer fra Gud, er et godt budskab: Hun har fundet nåde for Gud. 

Kristne mennesker blev før i tiden kaldt ”gudfrygtige”. Et mærkeligt ord, synes mange i dag, for vi har gennem de seneste generationer ikke talt ret meget om at frygte Gud. Vi har haft en tendens til at fortælle hinanden, at Gud er ligesom en stor blød krammebamse, som der ikke er nogen grund til at frygte. Eller at Gud er abdiceret, at han blev svag og skrøbelig, da han døde på korset, og at han nu ikke længere har nogen magt i verden og derfor heller ikke bør frygtes. Vi synes, frygt er af det onde, og bryder os ikke om følelsen. Men det er fordi, vi har glemt, at frygt kun er en dårlig følelse, når den vil hindre os i at gøre det gode og rette. Frygt kan også være det, der tværtimod driver os til netop at gøre det gode og rette. Sådan er det, når det er Gud, vi frygter. Vi frygter ikke Gud, fordi han er ond, men fordi han er retfærdig. Vi frygter Guds retfærdige dom over vores feje og onde gerninger. 

Gudsfrygt er nødvendig for at skabe et samfund, som består af ordentlige mennesker. Det er klart, at der selvfølgelig også er ordentlige ateister, ligesom der også findes ordentlige mennesker i selv de værste kulturer. Men man kan ikke bygge et godt samfund på en flok mennesker, der tilfældigvis træffes at være ordentlige. Man er nødt til at bygge på en universel moralsk lov, som er givet af en universel Gud, og denne Gud er også den, der dømmer alle mennesker efter denne lov. 

I fortællingen om Moses hører vi om jordemødrene Shifra og Pua, som nægtede at kaste de små hebræiske drengebørn i Nilen, ”fordi de frygtede Gud”. Ikke fordi de elskede Gud, eller fordi de ikke kunne bære at gøre børnene ondt, nej: ”fordi de frygtede Gud”. Shifras og Puas gudsfrygt frelste de små drenge fra døden. 

Hvis det er Gud, der dømmer vores gerninger og sindelag, så vil man naturligvis frygte ham – på samme måde, som man også frygter en menneskelig dommer i en retssal. Og omvendt: Hvis Gud ikke dømmer os, så er der heller ingen grund til at frygte ham. Så kan vi gøre som vi vil; så gælder Guds lov ikke, og heller ikke det dobbelte kærlighedsbud, som hele loven som bekendt hviler på. 

Der er et andet vigtigt aspekt af gudsfrygten, som jeg også gerne vil tale om. Hvem er det typisk, vi frygter? Vi frygter typisk folk, der har mere magt og myndighed, end vi selv har. Jo mere mægtig, man er, des mere frygtet er man også. Men den mægtigste af alle, er Gud. Derfor er der én måde, man kan blive fuldstændig frygtløs over for alle verdens mægtigste mænd – og det er ved at frygte Gud. Shifra og Pua frygtede Gud, og derfor gjorde de Guds bud og frelste de de hebræiske babyer. De andre jordemødre frygtede Farao, og derfor gjorde de Faraos bud og druknede de små drenge. 

Det var jordemødrenes frygt for Gud, der befriede dem for deres frygt for den egyptiske hersker. Gudsfrygt er en frisættende følelse, som sætter os fri fra den snærende frygt, som vi ellers kan have for onde, magtfulde mennesker. Det er vi nødt til at begynde at tale om igen. 

Det er ikke kun det gamle testamente, der vil lære os at frygte Gud i stedet for mennesker. Jesus siger det samme: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” (Mt.10.28)

Men vi har i lang tid gemt gudsfrygten væk og i stedet fokuseret ensidigt på kærligheden til Gud. Det er naturligvis også ganske nødvendigt at tale om kærlighed, når vi taler om Gud, for vi hører jo i Johannes’ første brev, at ”Gud er kærlighed” og i 1. Korinterbrev, at kærligheden er det største af alt. Men denne tale om kærlighed må ikke få os til at glemme, hvem Gud er. Gud er ikke en skrøbelig ting, der har brug for vores bekymrede omsorg og skærmende arme. Selvom han i dag undfanges i livmoderen og til jul fødes som et lille menneskebarn, så tag ikke fejl af ham, for dette barn er himmelkongen, som har al magt på jorden og i himlen. Dette barn, som Maria undfanger i dag, ”skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” Dette barn er Gud. Og det forstår Maria; det viser hun, idet hun svarer englen: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.” Dette er i sandhed en gudfrygtig kvindes ord. 

Holder vi os Guds væsen for øje, så forstår vi, hvordan vi må frygte og elske ham på én gang. Det forklares godt i CS Lewis’ børnebøger om fantasilandet Narnia, hvor Jesus kendes som en stor løve, der hedder Aslan. I den første bog får vi forklaret, hvem Aslan er, gennem denne dialog mellem en indbygger i Narnia og fire børn, der er kommet til landet fra England via en magisk passage:

“Aslan er en løve – løven, den store Løve.”  

“Åh”, sagde Susan, “Jeg troede, han var et menneske. Er han nu helt ufarlig? Jeg vil nok være ret bange for at træffe en løve.”

“Ufarlig? Hvem sagde, han var ufarlig? Selvfølgelig er han ikke ufarlig. Men han er god. Han er Kongen, skal jeg sige dig.”

Gud er ikke ufarlig, men han er god. Derfor skal vi frygte og elske Gud, vores himmelske konge. Og når vi gør det, så finder vi, at vi kan slippe al vores jordiske frygt og bekymring og trygt sige som Maria: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. Amen.