Når et politisk parti bekender sig til en mere eller mindre ”moderat” venstrekurs, går der ikke længe, før moderationen er afløst af stadig større doser af ekstremisme i form af rendyrket socialisme, kommunisme, anarkisme og i visse tilfælde den ufortyndede nihilisme. Det sidste er stadiet for dem, hvis projekt simpelthen er at omstyrte den bestående orden uden at fremlægge nogen plan for, hvad der skal erstatte den. En anden radikaliseringsmulighed er at forbinde venstreekstremisme med islam. Fænomenet er tydeligst i USA, hvis demokratiske parti for længst har forladt den moderate socialdemokratiske kurs, som bl.a. John Kennedy og Bill Clinton stod for. Det demokratiske parti lå nok til venstre for midten, men var stadig patriotisk og kastede sig ikke ud i radikale eksperimenter.

Der kommet nye marxistiske boller på den demokratiske suppe. Men vi taler ikke kun om USA. Et lignende fænomen gør sig gældende i Europa. Se blot på UK’s Labour og Grønne, De Grønne har stort set forladt deres gamle ”klima”-politik for at gå over til at agitere for Hamas i Gaza. Labour, der er truet af De Grønne, ved ikke, hvad ben, de skal stå på, og Labour-regeringen prøver febrilsk af værge sig mod dens eget flertal i Underhuset, som kræver en mere radikal venstrekurs, end den som premierminister Keir Starmer hidtil har fulgt.

Den venstreorienterede Labour-regering er således i store vanskeligheder, som de nylige lokalvalg har demonstreret, men svaret fra en stor del af partiets Underhus-medlemmer er, at regeringen ikke er venstreorienteret nok.

De Grønne har fornemmet, hvor der er vælgere at høste, og er begyndt at lefle for Englands voksende islamiske stemmeblok. Resultatet har været, at partiet har fået valgt en række ekstremistiske muslimer til de lokale forsamlinger – bl.a. en yngre mand, hvis eneste programpunkt var, at han hadede Israel og støttede Hamas.

Vi ser det samme fænomen i Danmark i skikkelse af Det Radikale Venstre, der engang gik for at være et centrum-parti, men som nu har fået muslimsk næstformand. Så ved vi, hvad der er på programmet.

Det er slut med USA’s gamle demokratiske parti. Begyndende med Barack Obamas præsidentperiode (2009-2017) tog en politisk revolution gradvis form. Obama gjorde ingen hemmelighed af, at hans plan var en radikal omvæltning af selve det amerikanske system, og på den front gjorde han gode fremskridt – især i form af den ”weaponization” af de føderale institutioner, som hans tilhængere gennemførte.

”Weaponization” er et uoversætteligt ord, men meningen er, at man bruger noget som et våben, ”weapon”, mod sine politiske modstandere. Blandt Obama-administrationens yndlingsvåben var at pudse skattevæsenet på såkaldt ”højreorienterede”, dvs. borgere og organisationer, der ikke rettede ind efter præsidentens samfundsomstyrtende plan.

Det blev mere udtalt under Joe Bidens præsidentperiode (2017-2021). Som det på det seneste er kommet frem, anede den sindsforvirrede præsident formentlig ikke, hvad der foregik, men det gjorde hans nærmeste rådgivere og medlemmer af hans kabinet, og de benyttede lejligheden til at skrue op for Obamas gamle ”weaponization” af de føderale institutioner mod deres republikanske modstandere og ganske særligt deres suveræne hadeobjekt, Donald J. Trump. Samtidig åbnede de den amerikanske grænse for fri indvandring af enhver, der ønskede at opholde sig i USA, og et sted omkring 12 millioner fra alverdens lande benyttede sig af muligheden. Demokraternes hensigt var tydeligvis at hyre demokratiske stemmer ved valgene. Samtidig medførte den illegale masseindvandring, at demokratisk-ledede stater gennem et øget folketal kunne få tildelt flere pladser i Repræsentanternes Hus.

Demokraterne er derfor rasende over, at Trump på ingen tid lukkede grænsen, og deres udskridning mod venstre er fortsat. Stadig flere af deres kandidater ved valgene bekender sig som rene socialister eller kommunister, og stadig flere af dem gør det klart, at deres hjerte banker – ikke for USA – men for islamiske projekter rundt om i verden. I Repræsentanternes Hus er der allerede en gruppe, som ikke har andet på programmet end at eliminere Israel, og efter midtvejsvalget i november, kommer der flere.

Victor Davis Hanson – en af de iagttagere, som jeg respekterer – betegnede for et par dage siden USA’s demokratiske parti som ”socialistisk-islamisk”. En passende karakteristik.

Hvordan kan det gå til, når et flertal af amerikanerne hverken vil have socialisme eller islam?

Svaret er, at det demokratiske parti for et par årtier siden valgte en stadigt mere venstreorienteret strategi. Det har vist sig at være en farlig kurs, for når man bliver venstreorienteret, vil der altid være nogen, der er mere venstreorienterede, og når de mere venstreorienterede tager magten, bliver de udfordret af endnu mere venstreorienterede – og så fremdeles.

Vi så fænomenet i forbindelse med den franske revolution i 1789, den russiske i 1917 og Hitlers ”Machtergreifung” i 1933.

Revolutionen æder sine egne børn i skikkelse af dem, der ikke er tilstrækkeligt ekstreme.

Problemet er, at den også æder os andre.