De netop afholdte britiske lokalvalg bekræfter atter en tendens, der han været tydelig i det meste af den vestlige verden: Hvor muslimer vinder indpas, bliver islam den akse, hvorom stadig mere politik drejer sig. Ikke nødvendigvis på den måde, at alle partier bliver muhamedanske, men sådan, at de nødvendigvis må forholde sig til islam og tilrettelægge deres politik derefter.

Årsagen er den indlysende, at den voksende muslimske stemmeblok er den mest standhaftige og den mindst påvirkelige af argumenter eller tildragelser. Landets udvikling kan få socialdemokrater, liberale eller konservative til at ændre deres stemmeafgivning, fordi de i nogen grad lader sig lede af personlige interesser. Muslimer, derimod, stemmer i flok. Ikke ud fra, hvad der tjener dem personligt, men hvad det tjener islam, og hvis der ikke findes deciderede islamiske partier, kaster de deres kærlighed på dem, der er parate til at yde islam de største tjenester, så som at begrænse ytringsfriheden, forbyde kritik af islam og åbne grænserne for muslimsk masseindvandring.

For de ikke-islamiske partier er det naturligvis en risikabel strategi, for hvad de kan håbe at vinde blandt profetens tilhængere, risikerer de at sætte til hos den hjemmehørende befolkning. Det er nogenlunde, hvad der er sket for det tidligere så magtfulde Labour, som led katastrofale tab ved valget. Ved at lade grænsen stå åben for massetilstrømning af unge mænd i den kampdygtige alder håbede premierminister Keir Starmer tydeligvis at kunne tiltrække muslimske stemmer, samtidig med, at han fastholdt engelske. Det gav alvorligt bagslag, fordi indvandringen er blevet et hovedtema ved valgene.

De fleste briter vil ganske enkelt ikke forære landet til profeten og har kvitteret ved at give det indvandringskritiske Reform et kanonvalg. Partiet er gået fra 2 repræsentanter i de lokale forsamlinger til 1.420, mens Labour har tabt næsten lige så mange.

Morsomt nok har Labours islamkurs heller ikke formået at holde på dets muslimske vælgere, som i stort tal er gået over til De Grønne, der tidligere var et miljø- og klimaparti, men som nu søger grønnere græsgange ved at præsentere sig som et islamo-socialistisk parti, der ikke længere snakker om verdens kommende overophedning. Det har givet bonus, og partiet kan notere sig betydelig fremgang.

De Konservative, som i årevis bestyrede masseindvandringen, fik ingen tak, men led ligesom Labour smertelige tab. Her er måske en lære, som også danske, såkaldt borgerlige partier kan drage: De får ingen politisk gevinst ved at fedte og bane vej for islam. Snak nok så meget om ”menneskerettigheder” og afstandstagen fra ”det yderste højre” (som er lig med nationalsindede), det giver ingen gevinst i stemmeboksen, men letter vejen for Enhedslisten og De Radikale, hvis kærlighed til islam ophedes dag for dag.

Så er det ligegyldigt, at De Grønnes leder, Zach Polanski, er en landsbytosse, der har løjet om sin påstået berømmelige karriere, og som påstår, at han gennem hypnose kan få kvinders bryster til at vokse.

Landenes skæbne afgøres ikke længere af politik i gammeldags forstand.