Torsdagens engelske lokalvalg indvarsler en total politisk omvæltning og et sammenbrud af det topartisystem, der stort set har været enerådende siden 1920’erne. Enten vandt De Konservative valgene, eller også gjorde Labour, og som følge af det særlige engelske valgsystem – first past the post – kunne de som regel sidde på komfortable flertal i Parlamentet. De tider lader til at være forbi, hvis det nye parti, Reform UK, forstår at spille sine kort rigtigt.

Af de 1.641 pladser i de lokale forsamlinger, der var på valg, vandt Reform 677, mens De Konservative indkasserede et tab på 676 og endte med 317. Helt galt gik det for premierminister Keir Starmers Labour, der måtte tage til takke med 99 pladser – et tab på 186. Reform vandt altså betydeligt flere pladser end de to tidligere dominerende partiet tilsammen.

Seks borgmesterposter var på valg, og af dem vandt Reform de to.

For at gøre Labour ydmygelse komplet, lykkedes det partiet at tabe suppleringsvalget til Underhuset i valgkredsen Runcorn and Helsby til Reform, hvis flertal kun var på seks stemmer, men som Reforms leder, Nigel Farage, bemærkede: En sejr er en sejr. Labour har således formøblet et flertal på 14.696 stemmer ved kredsens parlamentsvalg for ti måneder siden. Det er noget i retning af verdensrekord i vælgerskrump på ingen tid. Det må være en ringe trøst, at Kemi Badenochs Konservative heller ikke har noget at prale af.

For at gnide salt i såret, udtaler Nigel Farage, at Reform nu har erstattet Det Konservative Parti som regeringens vigtigste opposition.

Lige nu kan Reform ganske vist kun mønstre fem parlamentsmedlemmer, men hvis tendensen fra lokalvalgene holder sig til næste parlamentsvalg, som senest skal holdes i august 2029, står Reform til et solidt flertal og Nigel Farage til at blive Storbritanniens næste premierminister. Imidlertid er Keir Starmers regering så historisk upopulær – for ikke at sige forhadt – at den står i fare for at bryde sammen længe inden 2029.

Reform kan karakteriseres som nationalistisk, indvandringskritisk og værdikonservativt foruden at være tilhænger af ytringsfriheden – en platform, der har vist sig at kunne tiltrække såvel tidligere konservative som traditionelle Labour-vælgere.

Med de mange stemmer følger et ansvar for ikke at dumme sig eller give køb på den politik, der har bragt Reform til sejr. Faren er naturligvis, at jo nærmere man kommer det næste parlamentsvalg, des større bliver fristelsen til at blive pæn og stueren og dermed lige så anløben som de gamle partier.

Fra Danmark husker vi, hvordan det gik med Dansk Folkeparti, efter at det havde fået 21 pct. af stemmerne ved folketingsvalget i 2015. Det lykkedes på rekordtid at sætte det hele over styr ved at svigte partiets vigtigste programpunkt, nemlig indvandrings- og islammodstanden.

Hvad der kommer let, går let.