Venstrefløjen dominerer alle aspekter af kulturlivet. Kunsten, medierne,  kirken, højskolen og folkeskolen. Sådan har det været i årtier.

Men sådan behøver det ikke at være. Og sådan bør det ikke være. Så hvordan erobrer højrefløjen kulturlivet?

Hvem ejer opmærksomheden?

Kulturelle bevægelser sejrer ikke, fordi de har ret. De sejrer, fordi de besætter det, den amerikanske sociolog Randall Collins i artikler og bøger som The Sociology of Philosophies  kalder opmærksomhedsfeltet: den begrænsede mængde kulturel og intellektuel opmærksomhed, et samfund råder over på et givet tidspunkt. Feltet er ikke uendeligt. Der er kun plads til et begrænset antal positioner, og de, der sidder på dem, kontrollerer også adgangen til dem.

Collins arbejder på tre niveauer.

Øverst finder man de politiske og økonomiske strukturer, der former kulturlivets infrastruktur. I midten ligger selve institutionerne som universiteter, fonde, forlag, redaktioner, kirker, højskoler, skoler. Nederst konkurrerer intellektuelle indbyrdes om opmærksomhed.

Det afgørende er, at forandring ikke sker nedefra ved at gode idéer arbejder sig op. Den sker ovenfra, når infrastrukturen skifter hænder.

Hertil kommer Collins’ begreb om emotionel energi.

Når intellektuelle netværk mødes, bekræfter og styrker de hinanden. Der opstår en fælles selvtillid, en fælles smag og en fælles fornemmelse for, hvad der tæller som kvalitet, seriøsitet og relevans.

Denne energi er ikke blot en følelse, men en varig disposition, der driver produktivitet og selvtillid. De stærkeste netværk er dem, der mødes hyppigst og mest intenst: i tidsskrifter, på uddannelsesinstitutioner, i bestyrelser, juryer og bedømmelsesudvalg.

Venstrefløjen har haft en rigtig god forståelse af disse ritualer. Fra kulturradikalismens tidsskrifter i mellemkrigstiden over halvfjerdsernes marxistiske universitetsmiljøer til nutidens woke-dominerede kunstinstitutioner har venstrefløjen opbygget tætte netværk med høj emotionel energi.

Kriterierne for god kunst, seriøs litteratur og legitim kritik er ikke opstået i et tomrum, men som produkter af disse netværks indforståethed.

Den højreorienterede, der ønsker at udgive en bog, udstillet et maleri, etablere et medie eller revidere gældende læseplaner møder et miljø, der allerede har besluttet, hvad der er bagstræberisk, dumt, uoplyst, udannet, ekstremistisk og æstetisk umodent. Resultatet ser man i udgrænsningen af højreorienterede personer og ideer.

Til de mest åbenlyse eksempler inden for kunsten hører billedkunstnere som danske Thomas Kluge og norske Odd Nerdrum. 

Hvad der skal til

Men Collins giver også grund til optimisme.

Hans lov om små tal siger, at et opmærksomhedsfelt aldrig varigt domineres af én position. Et felt uden reel opposition mister intellektuel energi og stagnerer. Modpositionen opstår altid af strukturel nødvendighed. Monopolet bærer kimen til sin egen opløsning.

Spørgsmålet er, hvad højreorienterede, borgerlige, konservative – hvilken betegnelse man nu end synes er bedst – skal gøre ved det. Følger vi Collins, sker forandring primært på institutionsniveauet. Det er ikke nok at vinde avisdebatten. Kulturkampen vindes i institutionerne.

Det kræver for det første ritualer.

Venstrefløjen har vundet ved at mødes og styrke hinanden. Konservative skal opbygge tilsvarende netværk med høj emotionel energi. Medier som Document og Kontrast, men også sommerskoler, tidsskrifter med intellektuel tyngde, forlag med en klar profil. En intellektuel som Roger Scruton byggede institutioner og netværk, der oplærte en hel generation.

Det kræver for det andet, at fejden omfavnes frem for undgås.

Collins påpeger, at rivaler tiltrækker hinanden som magneter. Opposition skaber nemlig emotionel energi. Den aktuelle fejde omkring ny, højreorienteret poesi og Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl er et eksempel.

Den fejde er en ressource. Kontroverser skaber nemlig opmærksomhed og energi, og den, der evner at omsætte konflikter til produktivt arbejde, vinder på den lange bane.

Det kræver for det tredje genopbygning af lærer/elev-kæden.

Collins’ data viser, at store tænkere næsten altid har haft fremragende lærere og tætte netværk. Konservative intellektuelle skal aktivt være mentorer for næste generation og skabe de vertikale netværk, der viderefører en tradition.

Det kræver for det fjerde kvalitet.

Den stærke position i opmærksomhedsfeltet er den, der skaber noget af høj kunstnerisk og intellektuel kvalitet.

Kulturkampen begynder nu

Kulturradikalismen kæmpede sig til magten fra 1920erne og frem. Det tog årtier og krævede tålmodighed og bevidst institutionsbyggeri generation efter generation.

Men selv det monopol vil ikke holde i længden. Højreorienterede og konservative skal være klar til at udfylde den plads, der åbner sig, og gøre det med netværk, ritualer, institutioner og værker af kvalitet. Kulturkampen er ikke tabt. Den er først ved at begynde.

Af Kasper Støvring