Den tyske filosof Jürgen Habermas døde i lørdags i en alder af 96 år. I mere end tres år var han Vestens mest vedholdende forsvarer af fornuftens politiske projekt. Habermas overlevede med bemærkelsesværdig intellektuel standhaftighed sammenbruddet af den verden, han havde viet sit liv til at begrunde.

Det var en verden, hvor politiske konflikter løses gennem argumenter, der kan begrundes over for alle, og hvor borgernes loyalitet retter sig mod principper snarere end mod folk og jord.

Det var et venstreliberalt projekt, der fra begyndelsen var dømt til at slå fejl, men som blev opretholdt af de tusindvis af elever og følgere, den begavede og meget produktive filosof fik på universiteter, i medier og det politiske system.

Habermas’ centrale begreb var kommunikativ rationalitet: forestillingen om, at legitim politisk orden kun opstår, når den hviler på konsensus nået gennem åben og herredømmefri samtale. Offentligheden var for ham ikke et slagsmål om magt, men en udfoldelse af borgerlig fornuft. Demokrati som procedure.

Forfatningen som kunstigt fædreland

Det filosofiske projekt fik sin mest konkrete form i begrebet forfatningspatriotisme.

Tyskland skulle efter nazismen ikke samles om folk, kultur eller historisk kontinuitet, for alt dette var kompromitteret af barbariet. ”Aldrig mere!”

I stedet skulle det politiske tilhørsforhold bindes til grundloven, til menneskerettighederne, til de demokratiske procedurer. Nationen som skæbnefællesskab skulle afløses af statsborgeren som rettighedsbærer.

Det var ikke blot en pragmatisk løsning på et tysk problem. Det var for Habermas en filosofisk nødvendighed. Enhver forankring af det politiske fællesskab i præ-politiske størrelser – blod, kultur, religion – var et tilbagefald til mytisk tænkning.

Det postnationale håb rakte videre: Europa, altså EU, skulle institutionalisere fornuften, nationalstaten gradvist afvikles til fordel for en kosmopolitisk retsorden. Verdensborgeren skulle afløse landsmanden.

Habermas var forelsket i EU – den postnationale konstellation, som han kaldte det – og i abstrakte procedurer, også selv om han som gammel tænker blev klogere, som det kom til udtryk i hans samtale med kardinal Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt XVI.

Verden lod sig ikke overbevise

Det, Habermas troede var overvundet, kom tilbage – ikke som atavisme, men som en virkelighed, der nægtede at forsvinde.

Brexit var ikke en fejltagelse begået af uoplyste. Det var en befolkning, der insisterede på, at tilhørsforhold til et konkret folk og et konkret sted vejede tungere end adgang til et indre marked.

Migrationskrisen i 2015 splittede ikke EU, fordi procedurerne svigtede, men fordi der bag procedurerne ikke fandtes noget fælles “vi”, der kunne bære byrden.

Krigen i Ukraine minder enhver om, at storpolitik stadig handler om territorium, magt og overlevelse, ikke om rationel konsensus.

Sociale medier bringer uorden ind i den styrede offentlighed, hvorfor stater og EU gerne vil censurere dem.

Schengen-systemets gradvise erosion er måske det mest præcise billede: her mødte proceduren virkeligheden, og proceduren bøjede af.

Det tabte fællesskab

Ingen formulerede den konservative modstand mod Habermas med større litterær kraft end Botho Strauss og folkene omkring ham i det såkaldte nye højre. Anklagen mod Habermas’ generation var ikke politisk i snæver forstand. Den var eksistentiel: et folk, der ikke længere tør knytte sig til sine egne traditioner, sin egen myte og sin egen historiske kontinuitet, er ikke frigjort. Det er hjemløst.

Strauss og det nye højre – tænkere som Karlheinz Weißmann og Heimo Schwilk – vendte forfatningspatriotismen på hovedet.

En grundlov kan ikke bære det emotionelle og eksistentielle indhold, et politisk fællesskab har brug for. Regler og procedurer skaber ikke tilhørsforhold. Kulturnationen derimod – forstået som et folk, der deler historisk hukommelse, sprog, religiøs arv og nedarvede sæder – er det egentlige substrat for politisk liv.

Det er ikke noget, man rationelt tilslutter sig. Det er noget, man er formet af.

Strauss’ essay ”Tiltagende bukkesang” fra 1993 fremkaldte et ramaskrig i det tyske kulturliv, der illustrerede Strauss’ pointe: at tanker om tilhørsforhold og tradition var gjort til tabu i den offentlighed, Habermas forestillede sig som fri og åben.

Parasittens dilemma

Den konservative grundanklage er i fortættet form følgende: forfatningspatriotismen er parasitær.

Den lever af den præ-politiske loyalitet, den hævder at have erstattet. En grundlov fungerer ikke i kulturelt tomrum. Den forudsætter borgere, der allerede deler noget – en vilje til at overholde spillereglerne, en fælles fornemmelse for, hvad retfærdighed kræver, en binding til de institutioner, der skal beskytte rettighederne.

Den abstrakte ret er ikke selvbærende.

Man elsker ikke menneskeheden in abstracto. Man elsker sit sprog, sin by, sine forfædre. Og det er fra dette konkrete kærlighedsforhold, den politiske dyd vokser. Ikke fra en procedure.

Den kritik rammer Habermas’ projekt i dets kerne. Når den nationale og kulturelle identitet erklæres forældet, forsvinder identitetsbehovet ikke. Det finder nye udtryk og ofte mere eksplosive.

Respekt uden illusion

Habermas fortjener respekt. Hans filosofiske flid var ægte, hans engagement urokkelig, hans personlige anstændighed hævet over tvivl.

Men verden lod sig ikke overbevise.

Den styres ikke af samtale, men af magt, tilhørsforhold og historie, altså netop de størrelser, Habermas troede, fornuften kunne overvinde. Hans verden forsvandt ikke med hans død. Den forsvandt i løbet af de år, han levede videre i dens ruiner.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter