Jeg hørte i går en fascinerende udsendelse på en amerikansk radiostation, der næsten fik mig til at indse, at alt, hvad jeg havde troet om de seneste hundrede års historie var forkert. Alt forholdt sig omvendt. Israel har ikke været under angreb fra arabiske naboer siden 1948. Det er tvært imod de satans jøder, der ikke har kunnet unde araberne en fredelig stund. Og sådan har de jødiske labaner i øvrigt opført sig, siden oldefar satte træskoene.

Hvis jeg troede, at hundredtusinder af iranere har været på gaden for at demonstrere mod det teokratiske regime, var jeg galt afmarcheret, for det modsatte er sket: Millioner af hengivne iranere er troppet op for at bevidne deres støtte til mullaherne.

Hvis jeg troede, at Allahs mænd arbejdede på at skaffe sig kernevåben, tog jeg fejl. Mullahernes berigelse af uran var udelukkende for civile formål. Og hvis Donald Trump afviser det, er årsagen, at han er imperialist, der udelukkende er opsat på at stjæle Irans olie.

Jeg kunne i øvrigt forstå, at Putin er frihedskæmper mod Vestens ondskab, men at han heldigvis er på vej til at bemægtige sig hele Ukraine.

Situationen minder om 1960’erne og 1970’erne, da vi havde et fænomen, der blev kaldt den revisionistiske historieskrivning, og som jeg dengang også var tilhænger af.

Fastansatte historikere producerede tykke bind, der skulle bevise, at årsagen til den kolde krig var kapitalismen og den amerikanske regerings rænker. Stalin var i virkeligheden en fredens mand, rimelig og moderat til forskel fra de amerikanske ekstremister. Han var også demokrat, hvilket blev bevist af, at staterne i den sovjetiske indflydelsessfære kaldte sig folkedemokratier.

Naturligvis udsprang denne verdensforklaring af et vestligt selvhad. Vi hader os selv, og følgelig må vi støtte dem, der vil os til livs.

Samme logik i dag. Vestlige feminister, LBTQ+fortalere og venstreradikale har intet problem med at fordømme Trump, der bekæmper Teherans terrorister, selvom de ville blive hængt i en kran, hvis de agiterede for deres mærkesager i Teheran. Deres had til Vesten overtrumfer enhver nøgtern iagttagelse og ethvert ønske om at sætte sig ind i noget.

Vestens tilbagevendende selvforagt er så indgroet, at intet vil kunne overbevise dens dyrkere. Den dag iranerne fejrer deres befrielse fra 1400 års islamisk okkupation, vil den vestlige venstrefløj stadig hylde Allahs mænd som forfulgte idealister.

Ser man på Vestens historie gennem mange hundrede år, vil man finde rigeligt med materiale til selvbebrejdelse. Men forskellen på vores civilisation og de fleste andre er, at vi gennem mange hundrede år har fordømt vore synder og vedstået vore forbrydelser.

Islams talsmænd kunne aldrig drømme om at gøre noget lignende, da alt, hvad de har gjort, er beordret af deres gud.