Som forberedelse til den internationale Holocaust-mindedag i denne uge, og for at markere 81-årsdagen for befrielsen af ​​Auschwitz-Birkenau-udryddelseslejren, offentliggjorde Claims Conference (Claims Conference) en opdateret rapport, der skitserer status for den jødiske Holocaust-overlevende befolkning på verdensplan. Ifølge dataene er der i øjeblikket cirka 196.600 Holocaust-overlevende i mere end 90 lande, hvoraf cirka 50% bor i Israel.

Næsten alle genlevende Holocaust-overlevere – omkring 97 % – var selv børn under Anden Verdenskrig; de blev født fra 1928 og fremefter. Størstedelen af ​​de overlevende er kvinder, faktisk omkring 62 %, sammenlignet med kun 38 % mænd. Gennemsnitsalderen for Holocaust-overlevere er i øjeblikket 87 år, med en aldersgruppe fra 79 til over 100 år. Lidt over 1 % af de overlevende er 100 år eller ældre, og omkring 30 % er 90 år eller ældre.

International Holocaust-mindedag

Den Internationale Holocaust-mindedag, der markeres årligt den 27. januar (dagen for befrielsen af ​​dødslejren Auschwitz-Birkenau), blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2005, og var oprindeligt beregnet til at motivere et universelt slogan om “aldrig igen”. Forsamlingen valgte datoen den 27. januar, fordi det var på denne dag i 1945, at den Røde Hær erobrede Auschwitz, den lejr, der aller mest symboliserer det forsøg på total udryddelse af det jødiske folk.

Dagen blev enstemmigt indstiftet af FN, efter at flere lande, herunder Tyskland og Storbritannien, allerede havde markeret den. Formålet med dagen var at mindes de seks millioner jøder og andre minoritetsgrupper, der blev myrdet under Holocaust. Resolutionen fastslog, at “Holocaust, hvor en tredjedel af det jødiske folk blev udryddet, skal for evigt tjene som en advarsel til alle verdens folk om farerne ved unødvendigt had, racisme og fordomme.”

Resolutionen opfordrer endvidere, alle FN’s medlemsstater til, at udvikle læseplaner baseret på Holocausts erfaringer for at påvirke fremtidige generationer og dermed forhindre forbrydelser af denne art i fremtiden. Den fastslår også, at FN afviser ethvert forsøg på helt eller delvist at benægte, at Holocaust virkelig fandt sted, og fordømmer enhver manifestation af intolerance, racisme og vold mod grupper baseret på etniske eller religiøse motiver.

Israels uafhængighedserklæring

Efter Holocaust stod det hurtigt klart, at hverken FN som sådan, eller alle medlemsstater, levede op til resolutionens indhold. Jøderne var stadig ikke ønskede i Europa. Nogle blev myrdet af pøbelhobe, da de kom ud af koncentrationslejrene, som det skete i Polen og andre steder.  I andre lande, såsom Norge, blev jøders huse og ejendomme tvangssolgt for at generere indkomst til staten.

Staten Israel, som er uløseligt forbundet med jødernes eksistens, blev det eneste sted, hvor en jøde kunne være i sikkerhed. I 1948 blev Israels uafhængighed erklæret. For Israel er et gammelt folk og et gammelt land. Besættelse og fordrivelse har tortureret folket, men efter zionisternes målrettede arbejde med at genetablere landet, og efter historiens såkaldte luner, blev det aftalt at give jøderne en forholdsmæssigt lille del af det oprindelige Israel. Men selv der blev de ikke ladt i fred.

Vi markerer derfor ikke kun 81-årsdagen for Holocaust, denne kulsorte periode i menneskets historie. Vi markerer også forfølgelsen af ​​jøderne fra Holocaust til i dag, udført på baggrund af en kynisk og falsk påstand om en besættelse, der aldrig fandt sted, fordi der aldrig var en stat “Palæstina” der, beboet af det ikke-eksisterende folk “palæstinensere”, opfundet af KGB. Denne forfølgelse er en fortsættelse af århundreders pogromer og forfølgelse af jøder, med 7.Oktobermassakren som et af de største forsøg på udryddelse siden Holocaust. Brutaliteten i kampen mod Israel er uden sidestykke i historien.

FN’s kamp mod Israel

Indtil 7.Oktobermassakren troede vi, at Holocaust ville forblive det sidste forsøg på udryddelse af jøderne. Vi troede, at oprettelsen af ​​FN og internationale domstole, efterfulgt af Israels uafhængighedserklæring, ville sætte en stopper for den evige forfølgelse af det jødiske folk, og at de endelig kunne leve i fred i en lille del af deres oprindelige hjemland, med grænser mulige at forsvare.

Gennem årene er FN blevet noget helt andet end det oprindeligt var. FN’s antisemitisme nåede sit højdepunkt i 1975, da zionismen, som er et synonym for “israelisme” (Zion = Israel), den nationale befrielsesbevægelse for et folk, der genvandt værdighed i deres gamle hjemland, blev erklæret for racisme. Det skete i resolution 3379, som blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 10. november 1975: “Bestemmer, at zionisme er en form for racisme og racediskrimination”med 72 stemmer for og 35 imod, med 32 undladelser.

FN og de internationale domstole, der blev etableret som redskaber mod nazistisk ideologi, er i dag på den forkerte side. De fordrejer bevidst definitionen af ​​folkedrab for at give staten Israel og det jødiske folk skylden for det. Billederne fra 7. oktober afspejler Holocausts grusomheder og understreger, at antisemitisme stadig eksisterer, og næres fra de højeste niveauer, at den vokser sig stærkere og antager nye groteske former. 7.Oktobermassakren har endnu engang vist os, at antisemitisme og barbari igen er blevet almindelige blandt mange.

Kampen mod racisme åbnede døren for antisemitisme

FN åbnede døren for antisemitisme for alvor allerede i 1960’erne, da FN’s Generalforsamling i 1963 erklærede “afskaffelsen af ​​alle former for racediskrimination”. Her opstod problemet, at den udbredte antisemitisme i den muslimske verden kunne blive påvirket af denne definition. FN’s Menneskerettighedskomité (som blev til FN’s Menneskerettighedsråd i 2006) accepterede Ruslands krav om at inkludere en klausul, der også fordømte zionisme og nazisme, hvilket i sidste ende lykkedes. Traktaten blev endeligt vedtaget i december 1965 og underskrevet i marts 1966.

Samtidig opfandt KGB det “palæstinensiske folk”, myten om en “palæstinensisk stat”, der aldrig har eksisteret i historien, og hjalp med at etablere PLO, så de arabiske stater kunne udføre “ikke-statslig terror” mod Israel, hvilket ikke er dækket af international lov, da denne omhandler forholdet mellem stater. Israels suveræne sejre mod de arabiske lande, ved hjælp af russiske våben, satte Rusland i et meget dårligt lys. Deres nederlag i både 1967 og 1973 blev et ømt punkt, som Rusland aldrig har været i stand til at slippe af med. Resultatet af dette var resolution 3151 i FN’s Generalforsamling, som forbandt zionisme med racisme og apartheid.

Resolution 3379 fra 1975 og dens antisemitiske frugter

I 1975 lykkedes det Rusland og den muslimske blok, at gennemtvinge *Zionisme = Racisme*-resolutionen, som er baseret på tekst fra PLO’s charter (artikel 22), og som KGB var med til at formulere:

“Zionisme er en politisk bevægelse, der er organisk forbundet med verdens-imperialisme og fjendtlig over for alle befrielses- og progressive bevægelser i verden. Den er en racistisk, fanatisk bevægelse i sin natur, aggressiv og ekspansionistisk – bosætterlignende i sine mål og fascistisk i sine midler …”

Med denne resolution åbnede FN de facto dørene for PLO, som senere fik observatørstatus i FN. Her har FN formelt budt en blodig terrororganisation velkommen, og formelt erklæret jøder og jødedom som menneskehedens fjender.

Forsøget på at smide Israel ud af FN for at give plads til PLO, blev endeligt forpurret af USA, men det stoppede ikke den sovjetisk-arabiske plan om at udelukke Israel fra verdenssamfundet. Antisemitisme-resolution 3379 blev vedtaget den 10. november 1975:

“Med henvisning til resolutionen … (erklærer vi), at zionisme er en form for racisme og racediskrimination.”

Kort efter blev der gjort adskillige forsøg på at omstøde resolutionen, men uden held. Desuden ratificerede forskellige FN-institutioner og -konferencer den, gentagne gange i de følgende år. Denne resolution gjorde staten Israel til et nationalt hadobjekt, og var starten på den islamistisk-radikale-antisemitiske bevægelse i forskellige akademiske fora i Vesten, herunder USA.

Det tog 16 år (16. december 1991) at få resolutionen omstødt, men skaden var sket. Det var først ved afslutningen af ​​den kolde krig og Sovjetunionens fald, at det israelsk-amerikanske samarbejde under præsident George H.W. Bushs regime førte til, at FN’s generalforsamling ophævede resolutionen.

Dagens tsunami af eksplosiv antisemitisme efter massakren i oktober 2023, voksede ikke ud af den blå luft. Den er blandt andet et direkte resultat af FN’s ligegyldighed over for islamisterne og deres radikale og sovjetiske venner.

De, der i dag udtrykker sorg over de myrdede jøder under Holocaust, skal først og fremmest gøre op med dem, der er ansvarlige for nutidens antisemitisme – som kan føre til et nyt Holocaust den dag, islamisterne og deres radikale, politisk korrekte venner får deres vilje. Vi må ikke sove.

Israels statsminister, Benjamin Netanyahu, taler til den andre internasjonale konferansen om bekjempelse av antisemittisme, 27.01.2026, Jerusalem, Israel.

Kjøp Primo Levis «Hvis dette er et menneske» fra Document Forlag!

Kjøp Jean Amérys bok!