Verdens omvæltning går så hurtigt, at det er svært at skaffe sig et begreb om den. Det gør ikke opgaven lettere, at de etablerede medier heller ikke aner, hvad der foregår, eller lyver, fordrejer og skjuler, hvis de dunkelt opfatter, at noget nyt er kommet til.

I 1919 udgav den amerikanske journalist og kommunist, John Reed, sin skelsættende bog, ”Ten days that shook the world” (Ti dage der rystede verden) – en hagiografisk beskrivelse af det statskup, som i oktober 1917 bragte de revolutionære bolsjeviker til magten i det, der få år senere blev kaldt Sovjetunionen. Reed lagde ikke skjul på sin begejstring, og selveste Vladimir Lenin forsynede bogen med et forord. Hvad man end måtte mene om bogens historiske udlægning, bliver den af mange – bl.a. af den amerikanske Ruslandskender George Kennan – berømmet som et litterært mesterværk.

Siden Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus den 20. januar i år, har vi oplevet noget, der med rette kunne beskrives som ”Ti måneder der rystede verden”, og måske vil der en dag komme en bog, som formår at beskrive og kondensere de til tider forvirrende tildragelser.

Hvis man vil forstå Donald Trumps og hans administrations ageren på verdensscenen, må man tage udgangspunkt i verden, som Trump ser den – i stedet for at pådutte ham en verden, som man kunne ønske sig.

Trump er forretningsmand og realist. Fra forretningslivet ved han, at skal noget lykkes, må det indebære, at der er fordele til alle. En forretningsmand, der ikke tænker på andet end at snyde og stikke pengene i lommen, får en kort karriere, hvis det han sælger ikke falder i aftagernes smag. Man må møde kunderne, hvor de er, og ikke, hvor man mener, de burde være.

Denne indstilling indebærer storpolitisk, at Trump har opgivet USA’s tidligere moraliseren på verdensscenen. Man må tage landene og regimerne, som de er, i stedet at prøve at opdrage dem til at blive aflæggere af den amerikanske selvforståelse. Hvis de ikke er demokratier, hvis de ser stort på menneskerettighederne eller ligestillingen, er der ikke meget, USA kan eller skal gøre ved det. Hvis et land direkte skader amerikanske interesser, er der derimod grund til at gribe ind med de midler, som USA har til rådighed. Sådan som Trump-administrationen har gjort over for NATO.

I den sammenhæng gjorde USA det klart, at hvis europæerne ikke ville betale deres rimelige del af alliancens omkostninger, skulle de ikke regne med amerikansk hjælp. Det fik hurtigt europæerne til at skifte kurs og øge deres forsvarsbevillinger betragteligt.

På samme måde med Trumps indstilling til den truede ytringsfrihed i Europa. Som vicepræsident JD Vance gjorde klart i forbindelse med en berømt/berygtet tale i München i februar: Hvis de europæiske regeringer bliver ved med at indskrænke råderummet for frie ytringer, må de jo gøre, som de har forstand til, men så vil USA ikke have megen frihed at forsvare i vores verdensdel. Og når autokraterne i EU vil straffe amerikanske techvirksomheder med drakoniske bøder, med mindre de indretter sig efter den ideologi, hvormed stormægtighederne i Bruxelles vil kontrollere, hvad borgerne må sige og tænke, kan USA blive nødt til at svare igen.

Den fredsaftale, som Trump har fået på plads i Mellemøsten (om den nu holder eller ej), er netop tilvejebragt ud fra præsidentens pragmatiske tilgang til verden. Det kan godt være, at mange af de regimer, der har skrevet under, er modbydelige ud fra en vestlig betragtning – og ofte hader hinanden som pesten – men de har alle interesser at varetage. Derfor er USA’s opgave ikke at forbedre regimerne, men at forstå, hvilke fordele, de kan få af at slutte fred i stedet for at fortsætte med udsigtsløse krige. I den sammenhæng har Trump formået at appellere til regimernes økonomiske interesser: Hør her, siger han, der er gode penge i fred, mens krig er den rene tilsætning.

Trumps realpolitik har skaffet ham bitre fjender blandt konservative ideologer, som fortsat mener, at det er USA’s pligt at sikre frihed, demokrati og fri konkurrence i vrangvillige lande. Det har amerikanerne prøvet i det ene land efter det andet, og resultatet har ikke været andet end formålsløs blodsudgydelse og milliarder og atter milliarder af spild. Man kan blot tænke på krigene i Irak og Afghanistan.

”Ti måneder der rystede verden” har forhåbentligt også fået europæerne til at indstille sig på en ny verdensorden.