Billedet af de tyve resterende gidsler, der blev udleveret i mandags, siger alt: De fortæller, hvem og hvad Israel er: Der er smilende ansigter, smukke mænd, og når man ved, hvorfor de blev taget, indser man Hamas’ ondskab: De ville pine og plage dem og holde dem som gidsler uden at tage hensyn til deres tilstand. De sendte endda et billede af et gidsel, der blev tvunget til at grave sin egen grav.

Gidslet lignede en Muselmann, dem, der var i koncentrationslejre og bare var hud og knogler.

Israelere og jøder over hele verden behøvede ikke at vide mere: De så bestialiteten den 7. oktober og genkendte den. Det var et ekko af invasionen af Sovjetunionen i 1941, hvor Einsatzgruppen udryddede hele samfund med ufattelig brutalitet. Senere tog udryddelseslejrene over med det formål at udrydde alle i industriel skala.

Da kritikerne af Israels krig valgte ordet “folkedrab” som en fællesbetegnelse, viste de, hvem de var. De ville bruge den jødiske historie som et våben mod dem. Det gør enormt ondt på jøderne. På en måde er de forsvarsløse over for en sådan anklage. Men det har ikke generet journalister, eksperter og politikere i Vesten: De har følt kniven glide ind og næsten nydt det.

Vores egen regering har stået i spidsen.

Nu er også dagligvarehandlen gået med og har gjort alle Rema- og Norgesgruppens kunder til deltagere i en boykotkampagne, som ikke er til at skelne fra den, der fandt sted i 1930’erne. Den norske elite har vækket et dyr, som har slumret i årtier, og som vi troede var blevet  dødelig såret den 8. maj 1945. Den totale boykot af Israel er at træde på de ofre, der blev bragt for at befri Norge og Europa fra nazismen. Det er at sætte historien i bakgear.

Alt, hvad vi byggede på efter 1945, er bragt i fare.

Det er her, Trump kommer ind og redder os fra os selv.

Udenrigsminister Barth Eide har formået at blive persona non grata i Israel. Statsminister Støre får en ny chance. Han er blevet inviteret til mødet i Sharm el-Sheikh.

Men jeg hører den tidligere specialudsending for FN, Tor Wennesland, tale om, hvor svært det bliver. Aftenpostens Christina Pletten skal både anerkende Trumps præstation og trække ham ned i mudderet: Han har brugt sine evner til at sætte sig selv i centrum og tage styringen. Det er trods alt ikke de rigtige diplomater, der har opnået dette, dem, der har arbejdet med Mellemøsten i årtier, men – i Aftenpostens øjne – amatøren Trump. Manden, som ødelægger USA på hjemmebane.

Hvordan dette hænger sammen – triumf i udlandet og kaos hjemme – kan Pletten ikke få til at give mening.

Det giver heller ikke mening, men det illustrerer noget, som redaktionen har været optaget af i lang tid: Hvordan skal norske medier – og danske og svenske – kunne falde til ro efter ti års Trump-had?

Trump-hadet minder om antisemitisme.

Nu er luften ved at gå ud af ballonen. Det så vi under fodboldkampen på Ullevål lørdag aften. Nu var der kun ekstremister tilbage.

Forsøg på at malke mere sympati ud af palæstinensernes lidelser kan give bagslag. Folk kan ikke klare mere af Gaza, og det er de norske medier, der har slidt dem op ved konstant at hamre løs på deres empati.

Hvad kommer der til at ske i Mellemøsten?

Trump taler et sprog, som araberne forstår: De mener det alvorligt. De har for længst afskrevet Hamas. De er dødbringende for ethvert normalt samfund og vil blive behandlet derefter.

Nøglen var halshugningen af Irans atomprojekt og Israels eliminering af den iranske ledelse. Israel havde i Libanon vist, at de kunne nå Hizbollahs ledere, uanset hvor de befandt sig. Irans ledere var også skydeskiver.

Det betød, at sunni-lederne var sluppet af med deres vigtigste trussel, et mål de delte med Israel. De norske medier ønskede ikke at fremhæve dette, for så ville de opgive et af deres vigtigste kort, som de brugte til at lægge pres på Israel. Obama var arkitekten bag denne strategi, som skulle gøre Iran til en regional supermagt.

Disse drømme ligger i ruiner.

Hamas spillede Irans store spil: At udmanøvrere Israel. Det var derfor, der blev taget 230 gidsler. De skulle lamme Israel, fordi Hamas vidste, at israelerne sætter liv højere end død.

Det var Biden, der gjorde den 7. oktober mulig ved at frigive store indefrosne midler til Iran og tillade Iran at eksportere olie.

Israelerne har lært af deres fjender. Da helikopteren med Irans præsident og udenrigsminister styrtede ned på vej hjem fra Aserbajdsjan, var mistanken om, at Mossad stod bag, nok. Israels fjender på Vestens redaktioner kan ikke tilgive israelerne, at de er blevet dygtigere end deres fjender.

Iran udfordrede Israel på hjemmebane. Slutspillet vil være, at regimet falder, hvilket det sandsynligvis gør.

Hamas repræsenterer en type islamisk nihilisme, som truer verdens eksistens. De deler den med doktrinen fra Teherans tolvimamlære. De er villige til at lade verden gå under, så længe de vinder.

Derfor handlede denne krig om noget fundamentalt: Liv mod død.

Billederne af gidslerne, der vender hjem, og ansigterne, der følger dem på tv, siger det hele: Det var livet, der vandt.