Hvorfor fortsætter vestlige lande med at modtage indvandrere fra ikke-vestlige, især muslimske, lande, når fire årtiers erfaring har vist nedslående resultater? Trods stigende mistillid mellem befolkningsgrupper, voksende kriminalitet, terror, islamisering, undertrykkelse af kvinder og knægtelse af ytringsfriheden, fastholder det politiske establishment kursen.

Et sundt samfund ville korrigere sig selv efter tre-fire år. Når det ikke sker, må man søge et svar på forfaldet i selve det moderne samfunds værdigrundlag. Svaret på den tilsyneladende irrationelle politik ligger nemlig ikke i praktisk politik, men i en filosofisk doktrin. Den blev klarest formuleret af filosoffen Karl Popper i bogen ”Det åbne samfund og dets fjender”. Den bog har desværre fået alt for mange ukritiske læsere.

Undertrykkelsen af de stærke guder

At det politiske establishment sejler blindt mod isbjerget, mens det synger salmer om åbenhedens dyder, er ofte blevet påpeget. I en af mine første bogbidrag skrev jeg om ”Åbenhedsprofeterne”. Men den bedste kritik er fremsat af den amerikanske filosof R.R. Reno i bogen ”The Return of the Strong Gods”. Hans kritik af Popper er skånselsløs

For Popper var åbenhed ikke blot et middel til et bedre samfund – det var selve målet. At have grænser, fastholde kulturelle normer eller diskriminere mellem forskellige livssyn blev betragtet som fald tilbage til “det lukkede samfunds” barbari. Tro og fædrelandskærlighed var stærke guder. Hvis de ikke bliv fordrevet, ville historien igen ende med Hitler og Holocaust.

”Aldrig mere!” blev det åbne samfunds feltråb.

Men hvad hvis selve dette ideal indeholder en fatal fejl? Hvad hvis det åbne samfunds tolerance netop ødelægger de forudsætninger, som et i autentisk forstand frit samfund hviler på?

Renos kritik af Poppers liberalisme afslører en fundamental sandhed: samfund, der vil bevare deres frihed, må vide, hvornår de skal sige nej og lukke sig.

Åbenhedens selvdestruktive logik

Karl Poppers filosofi byggede på en enkel præmis: Alt skal kunne kritiseres, intet må være hævet over rational diskussion. Denne kritiske rationalisme skulle befri mennesket fra dogmer og autoriteter.

Men tankegangen rummer et grundlæggende paradoks: Når alle institutioner konstant sættes til debat, mister de deres legitimitet og evne til at binde samfundet sammen. Først undergraves institutionerne, så fragmenteres samfundet, til sidst kollapser civilisationen.

Tag kirken som eksempel. Når alle dogmer gøres til åbne spørgsmål, og når præster holder op med at tro – vi husker i Danmark endnu Thorkil Grosbøll – så har kirkerne i åbenhedens navn relativeret deres grundlæggende læresætninger. Tomme kirker bliver følgen. Siden massiv medlemsflugt. En kirke uden faste overbevisninger bliver meningsløs.

Det samme gælder skolen. Når pensum og kanon afskaffes som “undertrykkende konstruktioner,” og når alle perspektiver erklæres lige gyldige, efterlades eleverne uden fælles vidensfundament. Resultatet er ikke større frihed, men forvirring og tilfældighed.

Hvordan skal unge mennesker finde vej i verden, når samfundet ikke længere tør sige, hvad der er værd at vide?

Selv forældreautoriteten undergraves af åbenhedens logik. Når børns ”rettigheder” sættes over forældrenes opdragelsesansvar, og når enhver grænse kan anklages for at være undertrykkende, forsvinder den struktur, som børn har brug for, hvis de skal udvikle sig til ansvarlige voksne.

Demokratiets skjulte fundament

Poppers store fejltagelse var at tro, at demokrati blot er en debatform – et værdineutralt system, hvor rationelle argumenter konkurrerer, og det bedste argument vinder.

Men som Reno demonstrerer, hviler demokrati på dybereliggende forudsætninger, der ikke selv kan begrundes rationelt.

Danmarks tillidssamfund fungerer ikke primært på grund af gode argumenter, men fordi danskere deler uudtalte kulturelle normer. Igen blev jeg denne sommer slået af, hvor mange landmænd, der stiller deres afgrøder til salg ved boder i vejkanten. Når en bilist drejer ind og ærligt betaler for varerne, og når bonden har tillid til, at varerne ikke bliver stjålet, bygger det på århundreders fælles civilisationserfaring.

Denne tillid kan ikke skabes gennem rational diskussion – den må nedarves og plejes gennem tradition.

Familien udgør civilisationens grundcelle, ikke fordi man kan bevise dens overlegenhed i debat, men fordi den gennem århundreder har vist sig som det mest effektive grundlag for opdragelse og omsorg. Når alle familieformer erklæres lige gyldige – fra kernefamilie til polyamorøse konstellationer – undergraves ikke blot familiens stabilitet, men hele samfundets sociale sammenhængskraft.

Nationen repræsenterer det fællesskab af skæbne og ansvar, som demokrati forudsætter. Uden en følelse af, at “vi er i samme båd,” bliver politik til en kamp mellem interessegrupper frem for et forsøg på at fremme det fælles bedste. Derfor kan man ikke bygge et demokrati på kosmopolitiske principper. Det kræver derimod en følelse af hjemhørighed og gensidig forpligtelse.

Demokrati, tillid, familie og hjemland kræver en høj grad af lukkethed.

Når alt bliver relativt

Poppers åbne samfund fører uundgåeligt til værdirelativisme. Når alle sandheder skal kunne anfægtes, og alle perspektiver skal respekteres, forsvinder muligheden for at sige, at nogle ting simpelthen er bedre end andre.

Her viser sig åbenhedens fatale paradoks: Ubegrænset tolerance skaber total intolerance.

Se på indvandringsdebatten. Når alle kulturer erklæres lige værdifulde, bliver det umuligt at stille krav om integration. Hvorfor skulle indvandrere tilpasse sig danske normer, hvis deres egne traditioner er lige så gyldige?

Resultatet er ikke harmonisk mangfoldighed, men parallelle samfund og kulturel fragmentering.

Museernes “afkolonisering” illustrerer samme logik. Når vestlig kultur reduceres til blot én fortælling blandt mange – og ofte den mindst troværdige – mister samfundet sin kulturelle selvforståelse. Unge danskere lærer at skamme sig over deres arv frem for at bygge videre på den.

Det konservative alternativ

Renos kritik af Poppers ideal om det åbne samfund peger på behovet for en anden tilgang. En tilgang, der anerkender traditionens visdom frem for at afsløre den som forkastelig fordom. Konservative forstår, at samfund ikke kan bygges på rene ideer, men må vokse organisk ud af historisk erfaring.

Autoritet og hierarki er ikke undertrykkelsens redskaber, men civilisationens rygrad. En skolelærer har autoritet, ikke fordi hun undertrykker eleverne, men fordi hun repræsenterer generationer af akkumuleret viden.

Konservative værdsætter tradition, fordi den er en destillation af, hvad der virker og holder. At ville starte forfra med blank tavle er ikke progressivt, men barbarisk. Det ville betyde at kassere årtusinders erfaring til fordel for dagens indfald af tilfældige mennesker her og nu.

Frihedens sande forudsætninger

Renos budskab til konservative er både advarende og opmuntrende. Advarslen lyder, at det åbne samfunds logik er langt mere destruktiv, end mange har indset. Den æder sig ind i civilisationens grundpiller og efterlader samfund, der kun er frie på papiret.

Det åbne samfunds modsætning er ikke det lukkede samfunds tyranni, men det rodfæstede samfunds visdom. Et samfund, der kender sin historie og værner om sine traditioner er ikke mindre frit. Det er mere frit, fordi det har bevaret de institutioner og normer, der gør reel frihed mulig.

Poppers fejl var at tro, at åbenhed var målet. Men åbenhed er kun et middel. Det åbne samfund må lære at lukke sig for det, der ødelægger det. Ellers ender det med at åbne sig ihjel. Takket være Popper ved vi nu, at vejen til tyranni er brolagt med åbenhedens bedste intentioner.

Af Kasper Støvring