Forældrene til nogle af de børn, der blev såret i knivangrebet i Southport i England, siger, at de har fået utilstrækkelig støtte på grund af den anonymitet, domstolene har givet dem. Treogtyve piger overlevede angrebet. BBC har talt med forældrene til fem af dem.

Blandt dem er en pige, der blev stukket 33 gange, og to søstre, der begge blev såret, da den ældste forsøgte at beskytte sin yngre søster.

Nogle forældre sagde, at deres døtre ikke havde fået støtte fra de lokale myndigheder, efter at embedsmænd fortalte dem, at de ikke vidste, hvem deres børn var.

Alle sagde, at de følte, at deres døtre blev glemt, da deres oplevelser var blevet slettet fra offentlighedens forståelse af overfaldet.

Mor til et af børnene sagde: »Der er 23 piger, der færdes rundt i denne by, og ingen har nogen anelse om, hvem de er«.

»Anonymitet er ikke usynlighed«, sagde faren til en anden af pigerne. »Vi håber, folk husker dem, for det er det mindste, de fortjener«.

Overfaldet fandt sted på et Taylor Swift-inspireret dans- og yogakurs for børn den 29. juli 2024.

Tre piger – Elsie Dot Stancombe (7), Bebe King (6) og Alice da Silva Aguiar (9) – blev dræbt i det, der blev beskrevet som det værste knivangreb i moderne britisk historie.

Gerningsmanden, Axel Rudakubana, blev anholdt og sigtet for blandt andet drab og drabsforsøg, hvilket han til sidst erkendte sig skyldig i.

Så snart retssagen startede, blev der afsagt en retskendelse, der berørte de fysisk skadede piger, efter en begæring fra anklagemyndigheden. Børnenes forældre ønsker ikke at bestride den.

De siger, at de støtter kendelsen som et middel til at beskytte døtrenes privatliv, mens de vokser op, men føler også, at den har gjort deres børn usynlige.

Forældrene siger, at de har valgt at tale med BBC, fordi de ønsker, at verden skal vide, hvad deres døtre gjorde for at overleve, og de ønsker, at detaljerne i børnenes historier skal blive hørt.

For at overholde retskendelsen er navnene på alle overlevende, der nævnes i denne artikel, ændret.

Daisy er pigen, der blev stukket 33 gange. Hendes mor og far fortalte os, at hun havde reddet sig selv og overlevet mod alle odds.

Deres datter, som var syv år gammel på det tidspunkt, var det sidste barn, der flygtede fra dansestudiet. Hun kom ud efter at være blevet stukket med kniv mere end et dusin gange.

Hun blev trukket ind igen af gerningsmanden, som fortsatte med at skade hende. Hun formåede derefter at flygte for anden gang, før hun kollapsede udenfor.

På det tidspunkt målte Daisys talje kun 27 cm. Den køkkenkniv, der blev brugt ved overfaldet, havde en klinge på 20 cm.

»Det var meget vigtigt for hende at vide, at heltegerningen begyndte med hende – da der ikke var andre til stede, og ingen kunne komme og hjælpe hende«, sagde hendes mor.

»De skader, der blev påført på så kort tid, er helt forfærdelige for et barn at overleve og skulle leve med«.

Bethany er pigen, der forsøgte at beskytte sin lille søster, Amber.

»De formåede at komme ud af den bygning,« sagde hendes far. »Jeg tror ikke, nok mennesker forstår eller ved det«.

Alle de overlevende børn lever med enorme udfordringer som følge af angrebet.

For søstrene er nætterne stadig særligt svære. De sover hver på sin side af en af forældrene.

»De får begge medicin for at kunne sove«, fortæller deres far. »Den yngste har mareridt og genoplever det hele tiden«.

Mor til en anden pige, Charlotte, fortalte os også om de psykologiske eftervirkninger af angrebet. Charlotte var blandt de første, der blev stukket med kniv, før hun løb væk og søgte tilflugt i en bil.

»Hendes uskyld er blevet taget fra hende«, sagde hendes mor.

»Hun er nu klar over ting, hun ikke burde være klar over. Hun kigger sig over skulderen«.

»Hun kan ikke gå tur med hunden uden at kigge sig tilbage og ønske, at hendes far er i nærheden for at beskytte hende«.

En anden pige, Bella, står over for livslange medicinske konsekvenser. Hun var 10 år gammel, da overfaldet fandt sted. Hendes milt måtte fjernes, hvilket gør hende sårbar over for infektioner.

»Selv en ondt i halsen kan føre til noget langt mere alvorligt,« sagde hendes mor. »Vi prøver stadig at finde ud af, hvordan det vil blive«.

Bella har også gennemgået en hudtransplantation. Hun skal bruge et kompressionsplagg 23 timer i døgnet og sover med en skinne.

»Det gør hende ret bevidst om, hvordan hun ser ud, fordi hun ser anderledes ud nu«, sagde hendes mor.

»Hun er ekstremt positiv – hun omfavner sine ar«.

Flere familier siger, at deres anonymitet gør, at andre bliver nervøse for at tale med dem om det, der skete, og har fået offentligheden og myndighederne til at antage, at pigerne er mere raske, end de er.

«Det har givet folk lov til at glemme dem lidt», sagde Daisys mor. »Det er lettere at glemme, at disse piger overlevede, fordi det er virkelig forfærdeligt at huske, hvad de har været igennem«.

Familierne fortalte BBC, hvor taknemmelige de var for de medicinske teams, der reddede deres børn. Mange af pigerne samler regelmæssigt penge ind til dem, selvom de ikke kan offentliggøre deres personlige grunde til at gøre det.

Forældrene siger dog, at den langsigtede støtte – især psykologisk hjælp og skoletilbud – har været inkonsekvent og svær at få adgang til.

For nylig konkluderede en offentlig undersøgelse, at svigt fra flere myndigheder – blandt andet at ansvaret blev skubbet frem og tilbage mellem dem – førte til, at klare muligheder for at forhindre overgrebet blev forpasset.

De familier, der talte med BBC, siger, at nogle af de samme offentlige instanser siden har svigtet dem, når det gælder langsigtet støtte til deres døtre.

Forældrene deler det samme håb – at deres døtre en dag selv skal kunne bestemme, om de vil afsløre deres identitet. Men inden da ønsker de, at deres mod bliver anerkendt.

»Vi vil have, at folk skal vide, hvor fantastisk vores datter er«, sagde Charlottes far. »Først og fremmest vil vi have, at hun skal vide – og i de kommende år se – at vi har fortalt verden, hvor fantastisk hun er, og hvor utroligt imponerede vi er over hende«.

Axel Rudakubana, der var 17 år, da han begik knivangrebet mod børn i Southport, er idømt 52 års fængsel og har tilstået de tre drab og ti drabsforsøg.

Efter at han blev anholdt, fortalte Rudakubana, at han var glad for, at børnene var døde.

Rudakubana havde materiale fra det islamistiske terror-netværk al-Qaida derhjemme samt stoffet ricin, som er blevet brugt af terrorister som biologisk våben.

Flere statslige aktører, herunder politiet, de sociale myndigheder og programmet Prevent, der arbejder for at forhindre radikalisering, svigtede før angrebet, mener udvalgsformand Adrian Fulford. Han siger, at ingen af dem tog den risiko, Rudakubana udgjorde, alvorligt.

»Dette svigt er helt afgørende for, hvorfor han var i stand til at gennemføre angrebet, trods så mange faresignaler om, at han var i stand til at udøve dødelig vold«, siger Fulford.

Rudakubana blev henvist til Prevent tre gange, første gang i 2019 efter at have medbragt en kniv i skolen og læst om skolemassakrer på internettet, men der blev ikke iværksat foranstaltninger. Hvis der var blevet grebet ind allerede dengang, er det meget usandsynligt, at angrebet ville have fundet sted, ifølge Fulford.

Han siger, at også Rudakubanas forældre må »tage en stor del af ansvaret« for ikke at have underrettet myndighederne om den fare, sønnen udgjorde.

Børnemorderen Axel Rudakubana har fremsat flere trusler mod britiske fængselsbetjente efter at have overhældt en af dem med kogende vand fra en kedel.

En kilde blev citeret for, at Rudakubana var den farligste fange i Storbritannien.

»Rudakubana er ren ondskab – og truslerne fortsætter trods hans tidligere angreb. De ansatte frygter en gentagelse, og han har intet at miste«, siger de til avisen The Sun.

“Trusler noteres i systemet, hvis en fange siger ting som »Jeg skal dræbe dig« eller »Jeg skal smadre dit ansigt«.

De registreres også, hvis en fange råber trusler eller ting som »Allahu akbar«.

»Der er taget noter om Rudakubana – og de peger alle i retning af, at han er den farligste fange i Storbritannien«.

Rudakubabana, der myrdede børn med ekstrem brutalitet, »er fuldstændig uden anger og så langt fra at være rehabiliteret, som man kan komme«.