Her til morgen har præsident Trump givet det iranske præstestyre en grum advarsel: Hvis mullaherne og deres støtter i Revolutionsgarden ikke indgår en våbenhvile, vil ”en hel civilisation dø i aften” – nærmere bestemt kl. 18 amerikansk østkysttid.

Civilisation er så meget sagt. Barbari ville være en mere passende betegnelse for det iranske styre.

Det er uklart, hvad Trump mener med våbenhvile, og hvilke betingelser Irans blodtørstige herskere skal opfylde for ikke at gå til grunde. Præsidenten gør det imidlertid tydeligt, hvad han agter at gøre, hvis mullaherne ikke giver sig. I så fald vil han bombe så meget, at Iran aldrig kommer på fode igen. ”Jeg ønsker ikke, at det sker”, tilføjer han, ”men det vil det sandsynligvis.”

Trump antyder, at han allerede har opnået et regimeskifte og nu står over for ”smartere og mindre radikaliserede” forhandlingspartnere, så måske kan der ske noget ”vidunderligt”, siger han, men tilføjer: ”Hvem ved?”

Og hvad ved vi andre? Kan vi være sikre på, at Trump overhovedet forhandler med nogen, eller om han blot prøver at sætte en skræk i livet på de tilbageværende galninge i Teheran, som utvivlsomt gør hvad de kan for at afsløre, hvem der forhandler med den ”store satan”? USA synes at være mester i afledningsmanøvrer og misdirektion, som vi så under den netop overståede redning af en nedskudt pilot dybt inde i Iran.

Trump ved givetvis, at blodhundene vil skrive under på hvad som helst for at undgå, at han lader hammeren falde. Når de så tror, at de har haft held til atter engang at tage USA ved næsen, vil de ufortøvet genoptage deres kernevåbenprogram, missilproduktion og støtte til deres udenlandske terrorgrupper.

At få de islamiske galninge til at holde en aftale er ligeså udsigtsløst som en bestræbelse på at få hajer til at spise grøntsager. Blodsudgydelse af ”vantro” er deres livsindhold. Hver morgen står de op og tænker på, hvad de i dag kan gøre for at påtvinge resten af verden deres perverse ideologi.

Tillader man blot en bid af præstestyret at overleve i forbindelse med en ”aftale”, opnår man blot en udsættelse af Irans aggression. Det er som med en cancertumor. Hvis kirurgen ikke får det hele fjernet, vokser canceren igen.

Det iranske bøddelstyre kan henvise til en teologisk retfærdiggørelse af deres løgne: For et gudsstyre er af aftale ikke andet end en taktisk pause.

De kan i den forbindelse henvise til Muhameds Hudaybiyyah-traktat fra 628 e.Kr., som indebar, at ”profeten” lovede at indstille sine angreb på Quraysh-stammen i Mekka i ti år. Han brød den, så snart han havde opbygget tilstrækkelig styrke til at genoptage sin offensiv. Og da Muhamed ifølge islam er det perfekte menneske og Allahs repræsentant på Jorden, har man Gud i ryggen, hvis man aftaler noget og bryder det dagen efter.

Lederen af det palæstinensiske selvstyre, Yasser Arafat, henviste til Hudaybiyyah-aftalen under en tale i Sydafrika i 1992, da han gjorde det klart, at de såkaldte Oslo-aftaler blot var en ”hudna” – en taktiske bestemt indstilling af fjendtlighederne, indtil hans palæstinensiske krigere blev stærke nok til at genoptage krigen mod Israel.