Politikerne er optaget af at sikre sig genvalg ved at behage vælgerne, mens statsmænd bekymrer sig om landets fremtid.

I Danmark kan vi i morgen vælge mellem et utal af partier, som fedter for forskellige vælgersegmenter. Enhedslisten og De Radikale har længe bejlet til de islamiske ghettoer. De andre partier er misunderlige og prøver at tale imamerne efter munden, så godt de kan. Ingen skal tro, at de ikke agter og ærer Allah.

Alle partier er optaget af at behage de 400.000 muhamedanere, hvoraf 77 pct. går ind for sharia – islamisk lov.

Samtidig fejrer Trump- og jødehadet nye triumfer i store dele af den vestlige verden.

I London har maskerede mænd netop sat ild til nogle jødiskejede ambulancer som en slags kulmination af to og et halv års talrige antisemitiske og pro-Hamas demonstrationer, og regeringen har intet gjort for at dæmme op for denne modbydelige ekstremisme. Ligesom skiftende regeringer ikke har rørt en finger for at komme årtiers muslimske voldtægtsbander til livs, selv om man antager, at ti tusinder af engelske piger ned til 12-årsalderen er blevet ”groomet” og misbrugt. Samtidig foranstalter en mængde muslimer under anførsel af Londons muslimske borgmester Sadik Khan en dominansdemonstration, som de kalder bøn, på den ikoniske Trafalgar Square midt i London. Premierminister Keir Starmer blev i Underhuset spurgt, om han bifaldt sådanne udslag af antibritisk ekstremisme, og han havde ikke andet svar, end at han betragtede en sådan manifestation som helt normal og et glædeligt bevis på Storbritanniens rummelighed.

I Frankrig er antisemitismen er blevet ugens tilbud. Den venstreekstremistiske præsidentkandidat Jean-Luc Melélenchon, der antages at have en reel chance for at blive landets næste præsident, hetzer mod jøderne og Israel og udtrykker sympati for islamiske ekstremister.

USA’s demokratiske parti er stort set overtaget af Israel-hadere og islam-apologeter, og skulle partiet vinde midtvejsvalget til Senatet og Repræsentanternes Hus i November, bliver det formentlig enden på det nære forhold mellem USA og Israel, ligesom man må formode, at partiet vil gøre alt for at genåbne grænsen for illegale indvandrere.

Midt i Europas bedrøvelige situation, finder verden pludselig ud af, at mullaherne i Teheran råder over ballistiske missiler med en rækkevidde på 4.000 kilometer. Det er uvist, hvor mange de har, men de havde i hvert fald to, hvormed de prøvede at ramme den britisk-amerikanske base på Diego Garcia. Men hvis de islamiske galninge stadig har sådanne missiler på lager, vil de kunne ramme London, Paris, Berlin og Rom foruden København og Oslo. Det vides også, at det iranske styre har eksperimenteret med interkontinentale missiler, der vil kunne ramme den amerikanske østkyst.

Mens de indre og ydre trusler mod Europa hober sig op, fortsætter de førende europæiske medier deres årelange kampagne mod Donald Trump, som de simpelthen hader. Alle hans udtalelser og handlinger bliver hudflettet og stillet i det værst tænkelige lys.

Når historien om disse år engang skal skrives, vil præsident Trump imidlertid fremstå som en statsmand på linje med Winston Churchill.

Det, der først og fremmest karakteriserer en statsmand til forskel fra en politiker er, at han tænker langsigtet og koncentrerer sig om at afværge en fremtid, som få ønsker sig.

En statsmand er også parat til at kæmpe for sine mål, uanset hvad det kan koste her og nu. Trumps offensiv mod de iranske mullaher og de påfølgende oliepris-stigninger kan meget vel medføre, at demokraterne vinder midtvejsvalget i november. Det har Trump utvivlsomt indset, men han har også forstået, at et missilstruttende og kernevåbenbevæbnet islamisk styre i Iran udgør en dødelig trussel mod Vesten – herunder det Europa, der hader og foragter ham.

Det er langt fra givet, at Trump når alle sine mål. Det gjorde Winston Churchill heller ikke, men han nåede det vigtigste, nemlig at besejre den onde nazistiske ideologi.

Hvad der end sker med USA’s 47. præsident, vil vore efterkommere påskønne, at de europæiske hovedstæder stadig ligger der.