Når USA er i krig, som nu i Iran, plejer man at sige, at politikken stopper ved vandkanten. Det betyder, at man bør holde sig fra ævl og kævl og i det mindste give præsidenten en chance for at lykkes med sin udenrigspolitik, selv om man før krigen opponerede mod den eller måske tilmed afskyede USA’s ”commander in chief”.

Før Japan den 6. december 1941 gennem angrebet på Perl Harbor tvang USA til at føre krig, stod de amerikanske isolationister og krigsmodstandere så stærkt i den offentlige mening, at præsident Franklin Roosevelt ikke turde kaste sig ud i åben krig mod de tyske nazister og de japanske imperialister, selv om det utvivlsomt var, hvad han helst ville.

Det japanske overfald på USA’s flådebase på Hawaii fik næsten enhver krigsmodstand til at forstumme.

Præsident Trumans beslutning om at indsætte amerikanske tropper til forsvaret af Sydkorea i 1950 var ikke populær, men få indenlandske krigsmodstandere fandt på at underminere indsatsen endsige tage Nordkoreas – og dermed Stalins og Mao Zedongs – parti.

Den gamle forståelse om nødvendigheden af at stå sammen, når hundredtusinder af amerikanske soldater kæmpede og døde, led et afgørende knæk i forbindelse med USA’s militære indblanding i Vietnam-krigen 1962-1973. Krigen var så upopulær, at millioner af amerikanere demonstrerede i protest mod den amerikanske regerings politik. Hundredtusinder erklærede oven i købet, at de støttede de nordvietnamesiske kommunisters – og dermed Sovjetunionens og det kommunistiske Kinas – angreb på Sydvietnams provestlige regering.

Med USA’s og Israels offensiv mod det iranske præstestyre oplever vi en kulmination af indre splittelse. En alliance mellem de etablerede medier og store dele af det demokratiske parti har, fra USA og Israel slog til den 28. februar, gjort alt for at underminere indsatsen. Demokratiske politikere og eksperter hævder, at der ikke er grundlag for Trump’s og Netahyahus’s beslutning om at møde Teherans bøller med magt. Man må nemlig forstå, siger talsmændene for den proiranske alliance, at mullaherne ikke var på vej til at skaffe sig kernevåben, som via langtrækkende missiler ville kunne ramme Rom, Berlin, London, New York og København.

Ganske vist har hver eneste amerikanske præsident gennem årtier forsikret, at de islamiske galninge ikke ville få lov til at anskaffe sig kernevåben – og det har de selvfølgelig gjort, fordi de vidste, at Teherans shia-muslimske ”scumbags” (for at citere Donald Trump) gjorde alt for at få fingre i våben, der kunne udslette den civiliserede verden. Nogle af de skiftende amerikanske administrationer har måske tilmed sat sig ind i islams ideologi og derfor vidst, at i det øjeblik, ayatollaherne fik fingre i kernevåben, ville de bruge dem. For, som den tidligere Jerusalem Post-kommentator og nuværende internationale rådgiver for Benjamin Netahyahu, Caroline Glick, uden omsvøb forklarer, er det iranske regime styret af hellig blodtørst og intet andet. Man kan ikke forhandle med dem og ikke stole på noget, de lover.

Amerikanske præsidenter har forsøgt sig med forskellige metoder for at formilde og civilisere Allahs mænd: Sanktioner, aftaler, diplomati og – som i Barack Hussein Obamas tilfælde – milliarder af dollars, som muhamedanerne i Teheran har brugt til at finansiere deres kernevåbenprogram, missiludbygning og interne undertrykkelsesapparat.

Arvtagerne til 47 års fejlslagen appeasement af menneskeæderne i Teheran prøver i disse dage at redde et regime, der konkurrerer med Kina og Nordkorea om topplaceringen som verdens ondeste.

Om det så skyldes antisemitisme, had til Vesten eller blot had til Donald Trump.

Under alle omstændigheder er det had hele vejen rundt – og et perverst ønske om at byde Satan velkommen.