En sådan begivenhed er det, som amerikanerne kalder ”Operation Epic Fury” og israelerne ”Operation Roaring Lion” – USA’s og Israels fælles angreb på det iranske mullahstyre, der i 47 år har lovet død og ødelæggelse over enhver, der ikke bøjede sig Allahs vilje, og som ifølge præsident Trump de seneste dage har myrdet 32.000 af sine egne borgere. Når regimet er villig til at gøre det mod sine egne, bør man ikke nære sig idylliske forestillingen om, hvad Teheran kan finde på at gøre ved resten af verden – især hvis det får kernevåben.

Præsident Trump har gang på gang gjort det klart, at han ikke ville tillade Teherans islamiske galninge at erhverve sig kernevåben, og allerede sidste år fulgte han op med ”Operation Midnight Hammer” rettet mod Irans nukleare installationer. Det har imidlertid ikke fået præstestyret til at indstille sine bestræbelser på at skaffe sig atomvåben.

Teheran bliver ved med at påstå, at dets atomprogram tjener fredelige formål, men hvis det var tilfældet, ville styret ikke blive ved med at berige uran til en grad, der ikke tjener noget fredeligt formål. Kilder i den amerikanske administration siger til medierne, at de under torsdagens afsluttede forhandlinger i Geneve tilbød Teheran at levere nukleart brændstof, mod at de indstillede deres kernevåbenprogram, men at det blev afvist.

Derefter var det blot et spørgsmål om tid, hvem der slog først.

Ifølge presseforlydender vurderede Trump, at det ville koste flere amerikanske liv, hvis Iran slog først mod USA’s ca. 30 baser i Mellemøsten, og at det var bedre selv at gennemføre et afværgeslag.

Mullaherne troede åbenbart, at de sad med alle trumferne, og det er nu op til USA og Israel at bevise, at de tog fejl.

Imidlertid afgøres den iranske krig ikke af Tomahawk-missiler eller 200 israelske fly. De kan fjerne den ”øverste leder”, Ali Khamenei og hans fyrretyve røvere, men hvad sker der så?

Man gør godt i at bemærke, at iranernes flertal måske nok hader de langskæggedes kannibalistiske regime, men at en del af befolkningen elsker det. Som de efter det amerikansk-israelske angreb har bevidnet ved massive demonstrationer, hvor de har lovet at tage hævn og følge den ”øverste leders” ordrer.

Iran er ikke som Sovjetunionen, Venezuela eller Kina. Hvis diktaturet falder i den slags lande, er der ingen hengivne masser til at begræde det.

Iran er – eller har været – et teokrati – et system, hvor millioner af indbyggerne tror, at deres indtog i paradis beror på, at de efterlever Allahs befalinger om at dræbe og slavebinde enhver, der ikke bøjer sig for hans vilje.

Det bliver derfor en meget svær opgave at omdanne Iran til et moderne og sekulært land, hvor religion bliver et privat anliggende og ikke statens formål.

Man må gå ud fra, at Trump og Netanyahu har overvejet, hvordan de vil forhindre, at nye religiøse ekstremister tager fat, nu da de gamle sidder i den syvende himmel og dyrker sex med jomfruer dagen og natten lang.

De fleste iranere glæder sig uden tvivl til en fremtid befriet for teokratisk diktatur, men hvad gør de ved de fanatikere, som fortsat elsker det?