For fire år siden invaderede Rusland Ukraine. I tiden op til og inde i krigen dominerede én fortælling debatten: Dette var demokratiernes kamp mod autokratierne, og Vesten ville vinde den.  Realisterne, der advarede mod den liberale optimisme, blev kaldt defaitister og Putin-apologeter.

Fire år senere er det tid til en intellektuel afregning. Hvorfor? Fordi den bedste måde at forklare og forudsige krigen fornuftigvis bør vejlede os i kommende udenrigspolitiske kriser.

Realismen fik ret – punkt for punkt

I 2022 og 2023 argumenterede jeg i en række artikler for, at det realistiske paradigme var den mest troværdige linse at forstå krigen gennem. Lad mig prøve at gøre status.

Handel sikrer ikke langt fra freden. “Wandel durch Handel” – forestillingen om, at økonomisk integration gradvist ville gøre Rusland fredeligt og liberalt – brød fuldstændigt sammen. Rusland besluttede at gå i krig, selv om det kostede.

Sanktionerne har heller ikke knækket den russiske krigsindsats. Rusland har tilpasset sin økonomi. Det er, hvad realister forventede af en stat, der sætter sikkerhed over velstand.

Internationale institutioner kun har den magt, stormagterne tillader dem. FN har været magtesløs. Ingen international retsorden har kunnet standse krigen. I realismens sprog: Uden magt ingen ret.

Realismen forudså lang tid før krigen, at NATO-udvidelsen ville blive opfattet som en eksistentiel trussel. Sikkerhedsdilemmaet — at én stats sikkerhedsforanstaltninger opfattes som en trussel af en anden — forklarer krigens udbrud. Rusland har jo været invaderet to gange i det tyvende århundrede og regner NATO for sin hovedfjende. Ukraine har da også i praksis accepteret, at fuldt NATO-medlemskab er urealistisk på kort sigt.

Rusland ville ikke kunne besætte hele Ukraine, og Ukraine ville ikke kunne drive russerne helt ud. Den forudsigelse, der i 2022 blev hånet som defaitisme, har vist sig at være en præcis beskrivelse af krigens faktiske forløb. Fronten har i høj grad ligget fast siden 2022. Parterne burde have søgt en forhandlet løsning fra begyndelsen.

Vesten ville balancere mod truslen uden selv at gå i krig. Våben, efterretninger og økonomi – ja. Soldater på jorden – nej. Det er realistisk offshore balancing: andre landes unge mænd fører landkrigen, mens Vesten begrænser egne risici. NATO har styrket sin østflanke og optaget Finland og Sverige, men indoptager ikke Ukraine. Det er magtbalancepolitik med indlagte forbehold.

Størstedelen af verden ville følge egne interesser frem for en vestlig moralsk fortælling. Realisme anser moral som overvurderet. Stater, der repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning, har fastholdt neutralitet eller de facto samarbejde med Rusland. Indien, Kina og store dele det globale syd har ikke købt fortællingen om demokratiernes eksistentielle kamp. Den multipolære verden er ikke en trussel mod en liberal orden; den er dens afløser.

Nationalisme ville imidlertid gøre det nærmest umuligt at besætte hele Ukraine. Den vel nok mest berømte realist, John Mearsheimer, kaldte det at sluge et hulepindsvin. Jeg brugte selv metaforen om at træde ned i et kviksand, hvis Rusland forsøgte at besætte hele Ukraine.

En forhandlet løsning med territoriale kompromiser nærmer sig. Der tales om aftaler, hvor Ukraine de facto accepterer tabt territorium mod sikkerhedsgarantier og opgiver NATO-medlemskab. Det er omtrent det, realisterne anbefalede i krigens første måneder og som dengang blev afvist som forræderi mod Ukraine. Prisen for at afvise det har været enorm. Selvfølgelig kan Rusland smides helt ud. Men det er ikke særligt sandsynligt med Putin ved magten. For Rusland har atomvåben.

Verden bevæger sig mod en multipolær orden. Historien er ikke slut. Den liberale verdensorden er døende. Det skrev jeg om allerede i 2018 i bogen “Gensyn med fremtiden”. Vi er kastet tilbage i stormagtsrivalisering, og det internationale system er og forbliver – som realismen siger – anarkisk.

Jeg tog dog også selv fejl på et afgørende punkt: Jeg troede ikke, Rusland ville dumme sig og kaste sig ud i en større krig med Ukraine. Det anser jeg dog stadig som en dumhed fra russisk side.

Den tragiske regning

Tragisk realisme er ikke pessimisme og ikke kynisme. Det er ansvarsetik: evnen til at afveje kolliderende goder mod hinanden, til at holde flere hensyn i hovedet på én gang – ukrainsk frihed og fred, atomrisiko, alliancepolitik, stormagtsdynamik og Europas langsigtede sikkerhed.

At tænke tragisk er svært. Men det er statsmandens og analytikerens egentlige opgave.

Af Kasper Støvring