Det er tungt at skulle indrømme det – især for en, der som mig er samtidshistoriker. Men sandheden er, at vi kun har tågede forestillinger om, hvad der går for sig bag overfladen, der hvor de egentlige beslutninger bliver taget, og de afgørende handler bliver indgået.

Hvem vidste f.eks., at Trump førte forhandlinger med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, om fremtiden i Arktis bag om ryggen på Danmark, der formelt har suveræniteten over Grønland? Pludselig træder de frem i Davos og fortæller, at de har indgået en rammeaftale, som den danske regering tydeligvis ikke har vidst meget om. Nu forhandler Trump direkte med det grønlandske hjemmestyre, og lytter man til amerikanske analyser, bliver Danmark knapt nævnt. Trump har fået det, som han ville, for at forhandle med repræsentanter for 50.000 inuitter er som at stjæle slik fra småbørn, og der er ikke meget, som Danmark eller Europa kan gøre. Trump udtaler i Davos, at han bliver glad, hvis europæerne retter sig efter ham, men hvis de ikke gør, vil det ikke blive glemt. (Ikke præcist med disse ord, men meningen er ikke til at misforstå.)

Hvem vidste, at den amerikanske regering længe inden Venezuelas diktator, Niclas Maduro, blev pågrebet og sendt til et fængsel i New York, havde forhandlet med venezuelanere, der var villige til at hoppe af og forråde deres elskede stærke mand? Men som den velorienterede amerikanske sikkerhedsanalytiker, general Jack Keane, kan berette, er det sådan, det er foregået. Det kan måske forklare en del af årsagen til, at en lille flok fra det amerikanske Delta Force med lethed kunne trænge ind i Maduros fæstning, der var forsvaret af cubanske sikkerhedsstyrker. Det viser sig også, at Venezuelas nye regering har vist sig villig til at samarbejde med Washington. Hvilket ikke kan overraske, da de ved, hvad Trump kan finde på, og det amerikanske militær kan udrette.

Trump lader forstå, at han ser frem til et regimeskifte i Cuba, inden året er omme, og ifølge Keane har der i nogen tid været kontakter mellem USA og cubanske oppositionelle og tidligere regimetilhængere, der er parate til at sætte pengene på en ny hest.

Sådan kan det meget vel gå, efter at øens kommunistiske regime ikke længere kan regne med billig olie fra Venezuela.

Den ”regelbaserede verdensorden”, som USA prøvede at indføre efter 1945, der i realiteten har tilladt diverse diktatorer at behandle deres egen befolkning og resten af verden efter forgodtbefindende, er lykkeligvis brudt sammen.

Årtiers præk om den hvide mands skyld for alverdens ulykker er afløst af den hårde realitet, at verden domineres af et fåtal stormagter, der ikke tager sig af jammer fra idealister, som tror, at de kan udrette noget med moralske belæringer.

Vi kan glæde os over, at verdens ledende stormagt fortsat er USA.