Filmen ”One Battle After Another” er en af de dyreste og mest populære film for tiden. Den har kostet omkring 150 millioner dollars og har indtjent endnu mere. Den er rost af anmelderne og har længe været den mest sete film på HBO.

Så den må vi se nærmere på. Underholdningsindustrien er jo ikke uskyldig, men tværtimod en kilde til påvirkning af mennesker, ofte subliminalt, altså en form for propaganda, der går under bevidsthedens tærskel.

Så jeg fandt den på HBO og så af disse grunde frem til at se den, men også fordi jeg anerkender Paul Thomas Anderson som en meget dygtig instruktør.

Men jeg blev stærkt skuffet. Ikke kun fordi filmen er makværk, men fordi den er en uhyre banal hyldest til den venstreorienterede revolutionsromantik. En film, hvor man kan føle sig oprørsk uden at risikere noget som helst.

Filmen foregiver at være en advarsel mod fascisme og undertrykkelse. Den hylder Bob – spillet af DiCaprio – der sammen med sin radikale kampgruppe French 75 sprænger bygninger, skyder uskyldige, hylder vold og befrier illegale migranter fra detentionscentre. Det jubler de konforme anmeldere selvfølgelig over.  9 Golden Globe-nomineringer. “Årets vigtigste film”, lyder det.

Men bag den progressive facade gemmer sig noget helt andet, hvis man ser ordentligt efter.

Overfladens banale ideologi

“One Battle After Another” præsenterer sig som antiautoritær, antiracistisk og solidarisk. Bob er den faldne helt, der genopstår i kampen mod den onde Colonel Lockjaw spillet af Sean Penn som en karikeret fascist. Filmen lover os revolutionær retfærdighed, Antifa-motiveret befrielse af de undertrykte, modstand mod det totalitære Amerika. Og det totalitære er regeringens kamp mod illegal indvandring.

Det er en fortælling, der appellerer dybt, for det er David mod Goliat i moderne forklædning. Den rene sjæl mod systemets korruption. Og når man har set filmen, kan man føle sig som en del af modstanden. For en biografbillet eller abonnement på HBO har man købt sig til radikal identitet.

Men en film betyder ofte det stik modsatte af det, den foregiver. Det gælder også her. Lad os se nærmere på tre ideologiske selvmodsigelser i ”One Battle After Another”:

Selvmodsigelse 1: Vold mod vold

Filmens revolutionære skyder uskyldige, sprænger bomber og hylder vold. De er filmens helte. Ofrene for revolutionen forsvinder derimod i filmens baggrund, fordi deres liv er irrelevante.

Her afslører filmen sit kolde ideologiske hjerte. Ofrene for de progressive revolutionære får ingen navne, ingen historier. De er blot funktionelle statister i revolutionens hellige drama. Deres liv tæller ikke, fordi de ikke passer ind i narrativet om godt mod ondt.

Det er sjovt nok præcis den logik, filmen påstår at bekæmpe: At visse menneskeliv er værdiløse. I filmens univers tæller politifolk og repræsentanter for staten og voldsmonopolet ikke moralsk. Det gælder kun for en bestemt type ofre, nemlig de illegale indvandrere og deres befriere.

Selvmodsigelse 2: Anti-fascisme som fascisme

Én side af konflikten portrætteres som fuldstændigt ond, uden forsonende kvaliteter.  Alle myndigheder er onde, hvide, racistiske mænd. Colonel Lockjaw er så karikeret ond, at man bliver i tvivl, om Paul Thomas Anderson tager pis på beskueren.

Filmen vil gerne være antifascistisk kulturkritik, men reproducerer fascismens grundstruktur: Den totale dæmonisering af fjenden som ontologisk ond. Ingen nuancer. Ingen nåde. Ingen mulighed for samtale. I en tid, hvor Amerika er mere splittet end nogensinde, laver Anderson en film, der gør samtale umulig.

Filmen advarer mod totalitarisme ved at være totalitær. Den bekæmper sort-hvid-tænkning med sort-hvid-tænkning. Behandlingen af modstandere som undermennesker er i filmens logik en særlig selvretfærdig udtryk for det progressive livssyn.

Selvmodsigelse 3: Den hvide frelser

Bag den progressive facade gemmer sig en gammelkendt figur: Den hvide mand, der skal redde de undertrykte minoriteter. Filmen glorificerer illegal immigration, sort revolution og de hvide mennesker, der hjælper dem. Men den rummer overhovedet ingen udforskning af problemerne med illegal indvandring. Minoriteterne bliver objekter for hvid selvrealisering, statister i Bobs helterejse.

Det er “white man’s burden” i woke-forklædning. Kolonialismens paternalisme genfødt som progressiv solidaritet. Filmen bekræfter præcis den magtstruktur, den påstår at nedbryde.

Den ideologiske funktion

Paul Thomas Anderson kunne have lavet en film om revolutionens pris (Bobs kone og mor til deres datter bliver stikker og må forråde familien), om revolutionens fortrop som sølle, sjæleligt forarmede mennesker, og om en far (Bob selv), der først træder i moralsk karakter, da han forsøger at redde sin egen datter.

Der er ansatser til dette, men det lykkes ikke. I stedet får vi et makværk af en film og et ideologisk postulat.

Man kan ikke bekæmpe had med had. Heller ikke for 175 millioner dollars. Og man kan ikke opbygge en velfungerende nation ved at udpege sine modstandere for undermennesker, uanset hvor mange Golden Globes det giver.

Af Kasper Støvring