I disse dage ændrer den ganske verden så hurtigt og uforudsigeligt, at det er svært at danne sig begreb om det. Men der er i hvert fald én foreløbig hovedkonklusion, man kan drage: Hvis det lykkes venezuelanerne at befri sig for det kommunistiske bøddelerregime, som Nicolas Maduro har stået i spidsen for, og hvis Irans antiislamiske oprørere får held til komme af med det korrupte og brutale mullashstyre, vil venstrefløjen – også den vestlige – have lidt et nederlag, som den får svært ved at komme sig over.

Skulle de to diktaturer falde, vil det nemlig rive mange af deres allierede og klienter med sig. Det gælder præstestyrets fremskudte kampformationer så som Hezbollah, Hamas, Islamisk Jihad og Yemens Houthier. USA og Israel vil have vundet sig en værdifuld allieret i skikkelse af et sekulært og demokratisk Iran og et iransk folk, der bedre end nogen ved, hvad det vil sige at være under Allahs jernhæl. Hvis Maduros medsammensvorne i Venezuela bliver smidt på porten, vil USA have vundet sig atter en allieret, der tilmed sidder på verdens største olieforekomster. Men der bliver andre konsekvenser, idet et vestligtorienteret Venezuela givetvis også vil vindvarsle enden på de kommunistiske regimer i Nicaragua, Bolivia og på Cuba. Således har Cuba været helt afhængigt af venezuelansk olie, men skal nok ikke regne med megen velvilje fra et nyt Caracas.

For de vestlige ”demokratiske socialister” og kommunister må det være smerteligt at konstatere, at Kina har vist sig ude af stand til at komme sine venezuelanske og iranske allierede til undsætning. Det medfører naturligvis, at andre af verdens diktatorer får nervøse trækninger i bevidstheden om, at de brovtende kinesiske kommunister ikke er meget bevendt i en snæver vending. Atter vil det vise sig, at kommunismen er en blindgyde, der ikke har andet end undertrykkelse at tilbyde.

Måske slipper vi for flere larmende optog af vestlige antikapitalister og antisemitter med palæstinensiske flag og beduinpåklædning, der kræver død over den store og den lille satan i skikkelse af USA og Israel. Ikke fordi de vilde demonstranter har ændret opfattelse, men fordi det bliver sværere for dem at få de vestlige befolkninger med på den ide, at islam, socialismen, kommunismen og det åbne jødehad er vejen til Shangri La. Hertil kommer, at de milliarder, som det iranske mullahstyre har delt ud til de velorganiserede vestlige gadekæmpere med ét slag vil fordufte.

Vi vil måske tilmed opleve, at der bliver svindende afsætning på de vestlige universiteters prædikener om Vestens racisme, kvindehad, slaveri, imperialisme og uforlignelige ondskab. De mest opvakte vil nok spørge, hvad Vesten skal erstattes af, når hverken socialismen, kommunismen eller islam er noget at samle på.

Det kan også tænkes, at de antiamerikanske, antiisraelske og generelt antivestlige medier, som vi bl.a. døjer med i Danmark, vil opleve et svigtende kundeunderlag. Statsbetalte medier som DR vil fortsat kunne vælte sig i skatteydernes penge, men det betyder ikke, at nogen nødvendigvis vil høre på deres propaganda.