Trump-regeringen udvider sit rejseforbud til over 30 ikke-vestlige lande. Beslutningen falder i kølvandet på en afghansk indvandrer, der blev anklaget for at have skudt to medlemmer af Nationalgarden.

Der er rigtig god grund til at begrænse indvandringen fra de lande, der altid har forårsaget massive problemer i form af vold, mord, voldtægter, svindel og terror.

Men imens amerikanerne handler, tøver europæerne. Mens Amerika lukker grænsen, forhandler Bruxelles om kvoteordninger for indvandring og straffer Ungarn for at afvise EU’s påbud. Vesteuropas politiske elite mangler den beslutsomhed, som både deres vælgere og virkeligheden fordrer.

Den amerikanske realisme

Trump-regeringens tiltag er omfattende: Stop for asylbehandling, midlertidig lukning for visumansøgninger og drastisk forkortede arbejdstilladelser for visse grupper. Omkring halvdelen af amerikanerne støtter regeringens politik, selv når den eksplicit lover “den største massedeportation i historien”.

Det er ikke første gang, Amerika lukker døren. Historikeren Christopher Caldwell har påpeget, at USA tidligere gennemførte to længerevarende restriktionsperioder. Johnson-Reed-loven fra 1924 standsede den indvandringsbølge, der havde bragt 35 millioner europæere til landet. Først efter 1965 åbnede portene igen. Denne gang strømmede 75 millioner ind, primært fra ikke-vestlige lande.

Caldwells pointe er, at assimilation kræver pauser. Uden perioder, hvor tilstrømningen stopper, kan tidligere indvandrere ikke blive amerikanere. De forbliver isolerede enklaver. Johnson-Reed gav landet fire årtier til at forene sig. Det skabte den nationale samhørighed, der bar landet gennem Anden Verdenskrig.

Europas eliteproblem

Ifølge Weekendavisens nye undersøgelse om remigration, vil syv ud af ti danskere udvise udlændinge allerede ved første dom efter straffeloven. Også for mindre forseelser. Seks ud af ti er parate til at gøre det, selv når det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Næsten halvdelen vil hjemsende indvandrere på offentlig forsørgelse. Opbakningen strækker sig på tværs af det politiske spektrum. Selv blandt socialdemokratiske vælgere støtter halvdelen udvisning af offentligt forsørgede.

I Tyskland mener 81 procent, at der har været for megen indvandring det seneste årti. I hele Vesteuropa er billedet det samme:

Vælgerne kræver handling; politikerne leverer tøven.

Konsekvenserne af den fatale tøven

Selv nogle få liberale, som økonomen Tyler Cowen, har indset dilemmaet ved denne fatale tøven:

Jo venligere vi er mod dem, vi lukker ind, og jo mere vi hjælper dem til et bedre liv, desto grusommere må vi være mod dem, vi afviser. Og jo længere vi venter, desto mere ubehagelige bliver de nødvendige metoder.

Cowen påpeger, at liberale eliter tvinges til stadigt mere illiberale midler, når indvandringspresset vokser. Alternativet til at handle i tide er ikke det bekvemme status quo. Det er at give magten til langt mere radikale kræfter, der er illiberale på mange andre områder end bare indvandring.

Så selv om man ikke kan lide Trump og Dansk Folkeparti, gør man klogt i at følge deres udlændingepolitik.

Fire årtiers integrationspolitik har nemlig fejlet i Danmark som i Vesteuropa. Intet land har fundet løsningen. Det er en radikal erkendelse, der må føre til radikale løsninger.

Det afgørende vendepunkt

Når Venstre nu opgiver sin fastholdelse af statsborgerkonventionen, signalerer det mere end en taktisk justering. Det åbenbarer, at den politiske tyngdekraft har forskubbet sig. Spørgsmålet er ikke længere, om Danmark skal stramme radikalt. Spørgsmålet er, hvornår politikerne tør handle på deres vælgeres krav.

For vælgerne vil ikke længere finde sig i politikernes tøven. De kræver handling.

Washington har forstået budskabet. Trump-regeringens nye sikkerhedsstrategi advarer direkte mod Europas “civilisatoriske udslettelse” og peger på den europæiske elite som ansvarlig. Og den amerikanske regering sætter handling bag ordene med en konsekvent indvandrings- og remigrationspolitik.