Præsident Trumps fredsplan for Ukraine er en bitter pille at sluge for det ukrainske folk, der så modigt og med store omkostninger har forsvaret deres land i næsten fire år mod de russiske invasionsstyrker. Planen er også en total ydmygelse for EU, som ikke er blevet konsulteret, men er blevet fuldstændig udelukket fra processen. Hverken amerikanerne eller russerne gider at tale med europæerne, som betragtes som en flok skræmte, kvækkende ænder, der løber rundt blandt sig selv.

Trumps budskab til europæerne er klart: “Dette er jeres krig, i jeres baghave. I tre år har I holdt møder og konferencer med hinanden uden at gøre noget for at stoppe krigen. I har finansieret Ruslands krig ved at købe mere energi fra Rusland, end I har givet i bistand til Ukraine. I har vendt ryggen til både Putin og Ukraine, og sidstnævnte har kun modtaget halvhjertet militær bistand fra jer. I har ikke spillet jer selv ud af spillet, fordi I aldrig har været på banen.”

Trumps fredsplan er i det væsentlige et kapitulationsdokument med et lag glasur til den tabende side. Krim, Luhansk og Donetsk vil blive en del af det russiske imperium, men Kherson og Zaporizhzhia vil også blive de facto russiske provinser. Ukrainske styrker vil trække sig tilbage fra Donetsk-provinsen, som vil blive anerkendt som en del af Rusland. Den ukrainske hær vil blive reduceret til 600.000 mand. Ukraine vil opgive sin kandidatur til NATO, som vil acceptere ikke at stationere tropper i Ukraine. Til gengæld vil Rusland og USA garantere Ukraines suverænitet, og Rusland vil afstå fra fremtidig militær aggression.

Ukraine kan blive optaget i EU, og der vil blive oprettet en udviklingsfond finansieret af Verdensbanken, indefrosne russiske aktiver og USA til genopbygning af Ukraines infrastruktur og økonomi. Fonden, der ledes af USA, vil også investere i vækstindustrier, naturgas og byfornyelse. Rusland vil blive genindsat i det globale økonomiske samfund og vil etablere et samarbejde med USA om udvikling af energi, naturressourcer, kunstig intelligens og udvinding af sjældne metaller og mineraler i Arktis og andre områder. Rusland vil blive genindsat i G8 og genvinde adgang til sine indefrosne midler i Europa. Endelig vil de stridende parter modtage fuld amnesti for alle handlinger begået under konflikten, hvilket i praksis betyder, at Rusland ikke kan holdes ansvarlig for de omfattende krigsforbrydelser, det har begået siden invasionen i 2022.

Denne fredsplan fra helvede sætter den ukrainske regering i et håbløst dilemma. Hvis de accepterer den, vil hundredtusinder af unge mænd have mistet livet forgæves i kampen for deres hjemland, og Zelensky kan forvente et folkeligt oprør og tab af regeringsmagten. Hvis regeringen afviser den, vil den bevare befolkningens støtte, men miste våbenleverancer og økonomisk støtte fra USA samt efterretnings- og satellitdata, der har gjort det muligt for den ukrainske hær at ramme strategiske mål dybt inde i Rusland. Et reelt valg mellem en klippe og et hårdt sted for en regering under pres, der allerede er belastet af en grim korruptionssag, der involverer flere ministre.

Det endelige ansvar for Ukraines sammenbrud fra en suveræn stat til et russisk “protektorat” ligger dog ikke hos USA, men hos Europa. Siden Ruslands ulovlige annektering af Krim og de østlige provinser i 2014 har EU ikke gjort noget for at skræmme russerne væk igen. I 2015 underskrev både Tyskland og Frankrig en våbenhvileaftale med Rusland og Ukraine, der garanterede en afslutning på yderligere militære konfrontationer mellem de stridende parter. Tidligere, på CSCE-konferencen i 1994, garanterede Rusland og USA Ukraines suverænitet og uafhængighed til gengæld for, at Ukraine opgav sit arsenal af atomvåben, som blev overført til Rusland. Hvad var disse løfter og garantier værd i 2022, da Rusland invaderede? Lige så lidt som Trumps og Putins nye løfter om at garantere Ukraines nye grænser efter fredsaftalen. USA vil aldrig gå i krig for Ukraine. Putin ved dette, og uanset eventuelle aftaler forbereder han sig på en fuldstændig annektering af Ukraine til Den Russiske Føderation.

Det siges, at for russerne er enhver aftale, der indgås, kun begyndelsen på nye forhandlinger. Det vil også være tilfældet denne gang. EU har hjulpet Ukraine med militært udstyr og penge, men i et beskedent omfang, der ikke vil provokere russerne til at stoppe eksporten af gas, olie og kul til Europa. Fra krigens første dag har EU’s ledere bag kulisserne forsøgt at overtale Zelensky til at acceptere tabet af Ukraines østlige provinser til gengæld for EU-medlemskab kombineret med et økonomisk hjælpeprogram. De europæiske NATO-lande kunne have forsynet Ukraine med moderne våben, der ville have afskrækket russerne fra at invadere i 2022. Vi kunne have forsynet Ukraine med Rafale- og Griben-kampfly, Leopard-kampvogne og langtrækkende Storm Shadow- og Taurus-missiler i rigelige mængder. De fik kun lidt af alt dette, og nu ser vi resultatet.

Præsident Trump er kendt for at provokere med umulige løsninger for at tvinge folk i den retning, han virkelig ønsker. Vi så dette i Gaza, hvor han foreslog at omdanne Gaza til et ferieparadis med strandhoteller, golfklubber og forlystelsesparker. Forslaget skabte forfærdelse og vrede i hele Mellemøsten. Det var også hensigten med provokationen, for pludselig meddelte de arabiske lande, at de ville deltage i en koalition for at lede det fremtidige Gaza. Præcis som Trump ønskede.