Christen Købke Selvportræt http://commons.wikimedia.org/wiki/

Omkring et bål i Indonesiens regnskov opdagede den britiske forfatter Paul Kingsnorth noget pinligt: Han kunne ikke bidrage, da deltagerne skulle synge traditionelle sange fra deres hjemlande. Hverken han eller de andre englændere kendte en eneste folkemelodi fra deres eget land. De måtte ty til Bob Dylan.

Dette tomrum, dette fravær af kulturel identitet, fortæller Kingsnorth om i en artikel på Unherd. Fortællingen danner også grundlag for hans seneste bog “Against the Machine”. Kingsnorth er et fascinerende bekendtskab. Der findes masser af interessante samtaler med Kingsnorth, og artikler om ham.

Lad os konstatere det åbenlyse: Kingsnorth er en radikal kritiker af moderniteten. Som med alle radikale kritikere kan man ikke altid bifalde eller bare følge alle hans analyser, for slet ikke at tale om alle hans forslag. Hvem af os kan forsage det moderne liv, trække os tilbage til en øde gård i det mytologiske Irland, leve af selvforsyning og hjemmeskole vores børn? Ikke mange.

Men som med alle radikale kulturkritikere er også Kingsnorth god at blive klog af.

Hans analyse rækker langt ud over savnet af nationale sange. Kingsnorth mener, vi bevæger os ind i et historisk enestående projekt: Skabelsen af en verdensomspændende civilisation, der bryder forbindelsen til de betingelser, der gennem historien har gjort menneskelige fællesskaber mulige. Og gjort mennesker til det, de er – mennesker.

Fire søjler i maskinens tempel

Kingsnorth identificerer fire principper, som strukturerer det moderne liv:

• Det første er videnskabens monopol på sandheden. Kun det målbare betragtes som virkeligt. Forskningens fortællinger fortrænger myternes og traditionens tydninger af tilværelsen.
• Det andet princip er dyrkelsen af individet. Personlig selvrealisering bliver det ultimative mål, og vi investerer massivt i at optimere og forlænge vores egen eksistens.
• Seksualiteten udgør det tredje princip. Den fungerer både som vores primære adgang til nydelse og som det vigtigste redskab til at definere, hvem vi er.
• Endelig står skærmen som det fjerde princip – det medie hvorigennem vi både flygter fra virkeligheden og gradvist integreres i en posthuman fremtid.

Fornægtelsen af overleveringen

Denne moderne konstellation har fortrængt ældre organiseringsprincipper. Samfund byggede tidligere på fire andre fundamenter:

• Forbindelsen til forfædrenes gerninger og generationernes erfaringer.
• Tilhørsforholdet til et konkret folk med fælles sprog og skæbne.
• Forankringen i et bestemt landskab med dets særegne natur.
• Og endelig orienteringen mod det guddommelige gennem en religiøs praksis, som gav retning og mening til livet.

England og de fleste andre vestlige samfund illustrerer ifølge Kingsnorth konsekvenserne af denne transformation.

Kristendommen, der formede nationen gennem århundreder, er stort set forladt. I hvert fald som andet end kulturkristendom. Urbaniseringen har afbrudt bindingen til jorden. Historisk bevidsthed er blevet erstattet af glemsel eller aktiv fornægtelse af erindringskulturen.

Resultatet bliver et folk uden levende folkekultur, for en sådan kultur forudsætter netop mennesker, der er forankret i sted og fortid med konkrete erfaringer og et særegent perspektiv på tilværelsen.

Naturen som formbart materiale

Kingsnorths mest provokerende påstand angår det 21. århundredes projekt: Menneskets grundlæggende omkalfatring.

Vores biologiske eksistens hviler på nogle uomgængelige kendsgerninger. Vi kommer til verden i kroppe med et af to køn. Vi lever på en planet med begrænsede ressourcer. Vi besidder bevidsthed, der kan tænke og stræbe efter indsigt. Vi dør.

Kingsnorth argumenterer for, at hovedretningen i nutidens videnskab, økonomi, teknologi og kultur sigter mod at ophæve disse grundvilkår:

Milliardærer investerer i forskning, der skal forlænge livet radikalt eller helt eliminere døden. Staten faciliterer aktiv dødshjælp til dem, der lider. Reproduktionsteknologi løsriver forplantningen fra seksuelt samvær og familieliv. Medicinske interventioner gør det muligt at manipulere med menneskers køn. Geoenginering skal omforme planetens klima. Planer om kolonisering af Mars skal muliggøre flugten fra Jorden. Kunstig intelligens skal erstatte menneskelige præstationer.

Isoleret kan hvert af disse fænomener forsvares eller nedtones. Men som mønster peger de mod en civilisation, der behandler menneskets biologiske betingelser som tekniske problemer, der venter på løsninger. Køn, død, miljø – intet skal længere accepteres som givet.

Grænsens nødvendighed

Den kristne tænker G.K. Chesterton påpegede, at livets romantiske karakter og åbenhed for åndelige dimensioner forudsætter tydelige begrænsninger. Når vi tvinges til at møde det, vi ikke ønsker eller forventer, åbner livet sig. Kingsnorth ser disse store, klare grænser forsvinde i nutidens kultur.

Han taler ikke for regression til en formodet ren fortid. Det ville hverken være muligt eller ønskeligt. Han anerkender selv, at hans kritik publiceres gennem de samme digitale platforme, han problematiserer. Men han insisterer på, at vi fortsat kan træffe valg om, hvor meget vi vil lade ”maskinen”, den moderne maskine – dæmonen – trænge ind.

Konservatismens opgave

Kingsnorths budskab handler om at genvinde evnen til at sige nej. Til at afvise den næste innovation, der lover at befri os fra endnu en grundbetingelse for menneskeligt liv.

Hans konklusion lyder: Alt er kompromitteret, intet er rent. Men vi kan bygge alternativer parallelt med mainstream-kulturen. Vi kan trække os tilbage for at bevare og skabe. Vi kan finde andre, der deler vores bekymringer og ambitioner. Vi kan etablere zoner af kulturel modstand, hvad enten det sker i afsides egne eller midt i byen.

Det er stadig muligt at modstå maskinen. Men det forudsætter, at vi genvinder forståelsen for, hvorfor grænser er selve mulighedsbetingelsen for et liv, der fortjener navnet menneskeligt.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter