

Der går ikke en dag uden dårlige nyheder fra den tyske industri:
Den store tyske lastbilproducent MAN flytter produktionen af sine næste generations modeller fra Tyskland til Polen. Det betyder, at mange af virksomhedens 15.000 arbejdspladser i Tyskland sandsynligvis vil forsvinde.
Onsdag rapporterede Die Welt om virksomhedens interne planer, som indebærer, at man vender ryggen til fabrikkerne i München og Salzgitter, når det gælder investeringer på milliarder af euro i produktionen af fremtidens lastbiler.
I stedet vil fokus være på Polen, primært på virksomhedens eksisterende fabrik i Kraków.
MAN’s ledelse argumenterer for, at omkostningsniveauet i Tyskland ikke længere er konkurrencedygtigt på grund af dyre energiomkostninger (trods annoncerede subsidier), høje sociale omkostninger og massiv bureaukrati. For at undgå at flytte produktionen ville medarbejderne skulle acceptere en lønnedgang på 700-1050 euro om måneden, hvilket ikke er realistisk ifølge virksomheden, der ønsker at “reagere, før det er for sent”.
Flytningen til Polen vil ske gradvist, hvor dele af produktionen forbliver i Tyskland i en periode, hvor de medarbejdere, der forlader virksomheden, ikke vil blive erstattet.
Fagforeningerne i Tyskland er klar over, at der ikke er meget, de kan gøre, og der breder sig en følelse af resignation blandt medarbejderne, rapporterer Wirtschaftswoche.
MAN tjener stadig penge, men mindre end sine konkurrenter, og aktionærerne ønsker ikke lavere afkast end resten af branchen, ifølge den tyske erhvervsavis.
På bare et år er 274.000 arbejdspladser gået tabt i Tyskland alene inden for procesindustrien og metal-, elektro- og stålindustrien, skriver Thomas Schulz, administrerende direktør for det tyske multinationale ingeniørfirma Bilfinger, i Handelsblatt.
Schulz peger på de astronomiske omkostninger ved den “grønne omstilling”:
Tyskland og Europa ser sig selv som pionerer inden for bæredygtighed og klimabeskyttelse. Energipolitikken er en fundamental del af dette. Vi ønsker at fremme nye teknologier, udvide netværk og gøre brintteknologien klar til markedet. (…) Alt dette koster mange penge: Hvis den nuværende energipolitik fortsætter, skal de årlige private investeringer i energi-, industri-, bygge- og transportsektoren mere end fordobles – fra et gennemsnit på omkring 82 mia. euro i årene 2020 til 2024 til mindst 113 til 316 mia. euro i 2035, ifølge en undersøgelse foretaget af det tyske industri- og handelskammer (DIHK).
Det tyske statsbudget for 2025 er på 502 mia. EUR.