Nationalkonservatisme bliver diskuteret allevegne, hele tiden. Oftest kritisk og med dubiøse henvisninger. Der er mange groteske sammenligninger i omløb, ofte med noget, der skal skandalisere nationalkonservatisme med udemokratiske bevægelser.

Jo mere betydningsfuldt, et fænomen er, og jo større opbakning, det har, jo flere og jo værre misrepræsentationer. Det er logikken. Også hvad angår det konservative vibe shift.

Så der er brug for afklaring.

Jeg er selv noget skeptisk over for begrebet. Dels fordi man ikke bør bruge et begreb, der er forvansket og miskrediteret af ens modstandere. Dels fordi nationalkonservatisme jo blot er et enkelt perspektiv på konservatismen. Man kan også være kulturelt konservativ. Kristen konservativ. Endda grøn konservativ.

Ligesom man altså kan være nationalt konservativt: Man ønsker at bevare nationen.

Så lad mig prøve som dansker at forklare, hvad der ligger i det ønske.

Sammenhængskraft

Nationen er bevaringsværdig, fordi den er en kilde til det, jeg allerede i en bog fra 2010 kaldte sammenhængskraft.

Når danske politikere taler om sammenhængskraft, som de ofte gør, er det sjældent, de forstår, hvad begrebet egentlig indebærer. Socialdemokrater tror, at omfordeling skaber sammenhold. Liberale forestiller sig, at retsstaten og individuelle rettigheder binder os sammen. Men begge tager fejl. Sammenhængskraft kan hverken købes for skattekroner eller skrives ind i en forfatning.

Min forskning i dansk kultur viser noget andet:

Sammenhængskraft opstår, hvor mennesker deler dybe kulturelle normer og frivilligt samarbejder om fælles mål. Det er derfor, Danmark konsekvent topper internationale målinger af tillid, livskvalitet og social kapital. Ikke trods af, men på grund af vores kulturelle homogenitet.

Tre faktorer skaber sammenhængskraft

International forskning, især World Values Surveys, dokumenterer tre afgørende faktorer bag national sammenhængskraft: høj generaliseret tillid, positiv nationalfølelse og kulturel homogenitet. Disse tre elementer forstærker hinanden.

Tillid betyder ikke blot, at man stoler på familie og venner. Det afgørende er generaliseret tillid – tilliden til fremmede. Her scorer danskerne og de nordiske lande højest i verden: Omkring 75 procent af danskerne stoler på fremmede. Til sammenligning er tallet i fx Mellemøsten meget lavere. Ofte omkring 10 procent.

Denne tillid vokser organisk frem, hvor mennesker gennem generationer har samarbejdet i stabile fællesskaber præget af ærlighed, pålidelighed og gensidighed. Den kristne arv med dens vægt på personligt ansvar, samvittighed og ærligt arbejde har skabt en etik, som selv sekulariseringen ikke har udslettet.

Civilsamfundet er nøglen

Danmarks styrke som en historisk set kulturelt homogen nation ligger i de civile bevægelser, der siden 1800-tallet har bygget landet op nedefra: Andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, friskolebevægelsen, idrætsbevægelsen.

Disse foreninger lærte danskere på tværs af klasser at samarbejde om fælles projekter, bygge institutioner sammen, stole på hinanden.

Ansigt-til-ansigt fællesskaber skaber social kapital. Når mennesker mødes regelmæssigt, kender hinandens omdømme og arbejder mod delte mål, opstår der tillid. Det kan ingen statslig intervention erstatte.

Civilsamfundet er de mellemmenneskelige institutioner mellem individ og stat: familien, naboskabet, den lokale forening, kirkefællesskabet. Det er her, dyder som ansvar, hjælpsomhed og solidaritet indlæres – ikke primært gennem skolefag i demokrati, men gennem deltagelse i meningsfulde fællesskaber.

Alt dette er nationalkonservatisme i en dansk sammenhæng. Men hvad kendetegner en nation? Hvilken type fællesskab er en nation?

Nationen som kulturfællesskab

Nationen er ikke primært en politisk konstruktion. Den er et før-politisk kulturfællesskab defineret ved modersmål, fædreland, fælles historie, tro og traditioner. Disse bånd skaber det “vi”, som gør demokratisk styre, netop folke-styre, muligt.

Før “vi” kan træffe beslutninger sammen, må der findes et “vi”. Dette “vi” er kulturelt konstitueret gennem generationer. Det er ikke politisk konstrueret ved proklamation. Forsøget på at erstatte kulturel identitet med såkaldt “forfatningspatriotisme”, hvor borgere blot skal identificere sig med visse universelle principper, er dømt til at slå fejl.

For abstrakte værdier kan ikke skabe de følelsesmæssige bånd og den loyalitet, der får mennesker til at ydre ofre for fællesskabet.

Danmark fungerer netop, fordi staten er rodfæstet i nationen. Institutionerne opleves som “vores” – de afspejler vores kulturværdier og tjener vores interesser. Det skaber frivillig efterlevelse af love og accept af demokratiske beslutninger, selv når de går imod ens egne interesser.

Truslerne mod sammenhængskraften

Tre hovedtrusler udfordrer den nationale sammenhængskraft i dag.

For det første atomiseringen: Robert Putnams “Bowling Alone” beskriver nedgangen i frivillige foreninger og ansigt-til-ansigt fællesskaber. Sociale medier skaber illusionen om forbindelse, men virkeligheden er isolation. Stigende ensomhed, især blandt unge, er symptomet.

For det andet multikulturalismen: Forskning fra CEPOS viser, at 90 procent af etniske danskere stoler på hinanden, men kun 55 procent stoler på muslimer. Parallelsamfund med uforenelige værdisystemer skaber mistillid og fjendtlighed.

Robert Putnams forskning i tillid https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/j.1467-9477.2007.00176.x  dokumenterer entydigt, at etnisk og kulturel diversitet reducerer tillid, borgerengagement og social kapital. Jo mere forskelligartede mennesker er, desto sværere bliver det at opbygge de uformelle normer, der skaber sammenhængskraft.

For det tredje velfærdsstaten selv:

Paradoksalt nok underminerer den danske velfærdsstat den sammenhængskraft, den hviler på. Staten overtager funktioner, som tidligere blev varetaget af familie og civilsamfund. Borgerne bliver klienter afhængige af systemet, ikke aktive deltagere i frivillige fællesskaber.

Det kommunistiske regime i Polen efter 1948 er et historisk eksempel på de destruktive effekter af for stærk statslig styring. Den bevidste ødelæggelse af de frivillige andelsforeninger viser, hvad der sker, når staten koloniserer civilsamfundet.

EU’s fundamentale problem

Nationalkonservative er ofte skeptiske over for EU. Det er der en god grund til.

EU-projektet eksemplificerer farerne ved at forsøge at bygge politisk fællesskab uden kulturel grund. Ingen fælles sprog, ingen fælles historie, ingen folkelig identifikation. Unionsborgerens “loyalitet” til Bruxelles kan ikke måle sig med nationalfølelsen.

Historien viser, at multinationale stater og imperier, der bygger transnational jurisdiktion (som også EU gør) uundgåeligt fragmenteres: Østrig-Ungarn, Det Osmanniske Rige, Sovjetunionen, Jugoslavien.

Men projekter som EU kommer før eller siden i dyb krise. Hvorfor? Fordi de svømmer mod en historisk strøm. Antallet af nationalstater er fordoblet siden 1945. Det nationale selvbestemmelsesprojekt er stærkere end nogensinde.

Bevar nationen og nationalstaten

Så hvorfor forsvare nationalkonservatismen, eller hvad vi nu end vil kalde en konservatisme, der ønsker at bevare de vestlige nationer og de stater, der er funderet i dem?

Fordi det er den bedste beskyttelse af sammenhængskraft.

Hvis vi vil bevare sammenhængskraften, må vi værne om nationens kulturelle grund. Det betyder krav om kulturel assimilation af indvandrere, ikke forfatningspatriotisme og multikulturalisme. Det betyder drastisk reduceret ikke-vestlig indvandring, særligt fra MENAPT-lande. Det betyder krav om assimilation. Det betyder forsvar for værtslandets kultur uden skam eller undskyldninger.

Det betyder også en genoplivning af civilsamfundet. Mindre statslig styring, flere frivillige initiativer. Støtte til familiedannelse som samfundets fundament. Lokal autonomi frem for centralisering.

Der er ingen skam i at foretrække sit eget land, lige så lidt som der er skam i at elske sine egne børn. Patriotisme er ikke primitiv tribalisme, der skal overvindes, men en værdifuld ressource, der bør forsvares.

Som Roger Scruton betonede: Nationen er vores hjem. Og kærligheden til hjemmet er grundlaget for ethvert levedygtigt politisk fællesskab.

Uden nationens kulturelle sammenhængskraft bliver demokratiet tom proceduralisme. Uden national solidaritet mister velfærdsstaten legitimitet. Uden grænser og identitet bliver folkestyre og selvbestemmelse umuligt.

Valget står klart: Bevar nationalstaten eller accepter fragmentering, konflikt og tab af frihed.

Det bør være budskabet i den aktuelle debat om nationalkonservatismen.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter