

Efter længere tids tøven opfordrer præsident Trump Senatets republikanske flertal til at benytte sig af den såkaldte ”nukleare option”, hvilket indebærer, at de ved et simpelt flertal sløjfer den regel, der indebærer, at der skal 60 senatorer (ud af 100) til, at en lov kan blive vedtaget.
For at nå til 60 skal nogle demokratiske senatorer stemme sammen med republikanerne. Foreløbigt har kun tre stemt for at holde regeringen åben, efter at demokraternes Senatsleder, Chuck Schumer, har besluttet at lukke den ned.
Demokraternes sabotage mod regeringen har nu stået på i en måned. Den medfører bl.a., at offentligt ansatte og medlemmer af militæret ikke kan få løn. Mindst lige så galt er det, at de 42 millioner amerikanere, der er afhængige af at modtage food stamps, som gør det muligt for dem at få en slags statsrabat, når de køber fødevarer, efter i morgen må se i øjnene, at de ikke har penge til at skaffe mad til sig selv og deres familier.
For at afværge disse katastrofer har demokraterne i realiteten forlangt, at republikanerne opgiver hele det økonomiske program, som de blev valgt på. De vil have $1,5 billioner i en situation, hvor den føderale regering i forvejen er gældsat for $37 billioner (på amerikansk trillioner). Ifølge demokraternes plan skal den yderligere gældsætning bl.a. gå til at dække helseomkostningerne for de mange millioner illegale indvandrere, som de selv har åbnet grænserne for.
Der er tale om ren pengeafpresning og et utilsløret forsøg på at sabotere den politik, som et flertal af borgerne stemte for den 5. november sidste år, og det er klart, at intet regeringsparti kan bøje sig for sådanne metoder.
For at få regeringen holdt åben har republikanerne foreslået, at man simpelthen kører videre med det hidtidige budget, men det har de demokratiske senatorer nedstemt 13 gange, og alt tyder på, at Senatets formand, John Thune, har opgivet videre forsøg på at tale sine demokratiske kolleger til fornuft. For det drejer sig ikke længere om, hvad der er godt for USA, men om hvad demokraterne kan gøre for at stikke en kæp i regeringens hjul.
Trump meddeler, at han under flyveturen hjem fra sit besøg i Asien har overvejet, hvad der bør gøres for at forhindre de værste ulykker, og han er altså kommet til det resultat, at der må skrappe midler til. Han har utvivlsomt bemærket demokraternes seneste skridt, nemlig at anklage republikanerne for at ville bruge sult som politisk våben. Sandheden er naturligvis, at det er demokraterne, der prøver at bringe Trump-kabinettet til fald ved at opmuntre til hungermarcher.
USA’s demokratiske parti, der nyder opbakning af alle de danske medier og 90 pct. af befolkningen, fremstår i stigende grad som en ondskabsfuld formation, der ikke har andet på programmet end at bevare magten – uanset om omkostningen bliver landets undergang.
Det skal blive interessant at se, om de republikanske senatorer vil følge Trumps opfordring. Flere af dem har taget afstand fra den ”nukleare option”, der ville bane vej for, at demokraterne permanent kunne ændre samfundet, hvis de skulle få flertal i Senatet. Demokraterne har for længst udtrykt ønske om at udvide Højesteret med så mange ekstra dommere, som der skal til for at sikre et permanent venstreradikalt flertal. De vil også have fire ekstra demokratiske senatorer ved at optage de sikre demokratiske bationer Washington DC og Puerto Rico som USA’s 51. og 52. stater.
Alt det har Trump utvivlsomt taget i betragtning, men han må have resolveret, at risikoen ved fortsat at bøje sig for demokraternes mafiametoder er større.