Kommentar

Dansk Folkeparti står til en stærk fremgang til 12 procent af stemmerne. Ved valget i 2022 fik partiet 2,6 procent af stemmerne. Nogen forstår det ikke. Andre, som Søren Pind, finder forklaringen i vælgernes leflen for en art fascisme.

Men fremgangen kan forklares meget nemt. Vi behøver kun at se på en aktuel sag.  Den er ikke enestående, og den er netop derved anskuelsesundervisning i den brutalisering af vores samfund, som flere og flere vælgere reagerer på.

Den modbydelige sag er denne:

To unge mænd ser en gruppe kvinder blive seksuelt krænket midt på gaden i København. De griber ind. De beder gerningsmændene stoppe og sige undskyld.

Derefter bliver de stukket med kniv. Den ene mand rammes mellem fem og seks gange. To liv er sandsynligvis ændret for altid. Det kunne have været dødeligt.

Myndighederne har ikke villet oplyse om etniciteten, men vi kender mønsteret. Statistik fra Justitsministeriet viser, at mandlige efterkommere fra MENAPT-landene har et kriminalitetsindeks for grov vold på 467 – næsten fem gange højere end danske mænd. Ved kvindedrab udgør personer med ikke-vestlig baggrund cirka 30 procent af gerningsmændene, selvom de kun udgør 9-10 procent af befolkningen.

De tal viser den rå virkelighed.

Det Danmark vi er ved at miste

Konsekvenserne af sagen på Nytorv rækker langt ud over de to sårede mænd. Hver gang en ung mand knivstikkes for at forsvare fremmede kvinder, sender det et signal: Det er farligt at gøre det rigtige. Det er risikabelt at gribe ind. Måske er det bedre at se den anden vej.

Det er en katastrofe for et civiliseret samfund.

Under Mette Frederiksens ledelse er antallet af indvandrere fra MENAPT-landene steget med 84 procent. Samtidig oplever danskere, at trygheden i det offentlige rum svinder. At kvinder ikke kan gå hjem fra byen uden at blive forulempet. At de, der forsøger at hjælpe, risikerer deres liv. At forældre må køre deres børn, så de undgår gaderne og S-togsstationerne.

Hver dag mister vi mere af det Danmark, hvor man trygt kunne bevæge sig i gaderummet. Hvor man kunne forvente, at andre greb ind. Hvor anstændighed ikke blev straffet med vold.

Derfor vinder Dansk Folkeparti frem

Det er derfor, Dansk Folkeparti stormer frem. For mange i det politiske establishment er det uforståeligt. Søren Pind taler om fascisme og brunskjorter.

Men danskerne vil ikke acceptere, at mænd risikerer livet at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb. De vil ikke finde sig i, at statistikkerne år efter år viser den samme overrepræsentation af grov kriminalitet blandt udlændinge. De ønsker en strammere retspolitik og udlændingepolitik.

Det er basale krav til et fungerende samfund: Sikkerhed i det offentlige rum. Hjemsendelser i stor stil. Udvisning af kriminelle udlændinge. Assimilering af dem, der bliver. Revision af statsborgerskaber. På porten med Lars Løkke og Søren Pind.

Ikke flere dialogmøder. Ikke flere integrationsplaner.

Kun sådan kan vi – hvis der endnu er tid – genoprette det samfund, hvor anstændighed ikke bliver straffet med kniv. Hvor kvinder kan gå trygt. Hvor man kan hjælpe andre uden at frygte for sit liv.

Flere og flere danskerne vil have deres land tilbage. Spørgsmålet er, om politikerne vil lytte. Og om tilstrækkelig mange danskere sætter deres kryds det rigtige sted næste gang. For det er ved at være sidste udkald.

 

Af Kasper Støvring