Som tidligere meddelt, tyder alt på, at Trump har tabt tålmodigheden med Vladimir Putin. Siden han indtrådte i embedet i januar har den amerikanske præsident tålmodigt prøvet at overtale Ukraine-krigens parter til at indstille fjendtlighederne og acceptere en kompromisfred.

Man kan undre sig over Trumps engagement, for krigen er ikke hans, men udbrød, mens de i Europa højst priste demokratiske præsidenter Barack Obama og Joe Biden bestyrede verdens ledende magt. Trump er stærkt forhadt i Europa. Alligevel er det ham, europæerne trygler for at få en ende på krigen. Hvorfor sætter de ikke deres lid til Emmanuel Macron, Keir Starmer eller kansler Merz?

Svaret giver sig selv, for Putin vil ikke have andet end et hånligt grin til overs for dem, hvis han overhovedet gider have besøg af dem i Kreml.

Meningerne er stærkt delte, når det gælder ansvaret for krigens udbrud. Der er både en russisk og en ukrainsk fløj, mens andre mener, at skurken er NATO eller USA. Det vil blive diskuteret i årtier og til ringe praktisk nytte. Derimod kan der ikke herske tvivl om, hvem der bærer skylden for, at den fortsætter. Man behøver bare spørge, hvem der tog til forsoningsmøde i Alaska, mens han dagligt lod raketter regne over den ukrainske civilbefolkning. Det gør ingen, som er indstillet på fred. Man får snarere indtrykket af, at Vladimir Putin er optændt af imperialistisk blodtørst.

Ifølge amerikanske presseforlydender har Trump givet grønt lys for, at Ukraine kan bruge våben, der kan ramme langt inde i Rusland, samtidig med at han presser Indien og Kina til at ophøre med at købe russisk olie. Præsidenten har allerede pålagt Indien en told på 50 pct. for landets russiske olieimport.

Vicepræsident JD Vance sagde søndag, at den amerikanske regering overvejer at forsyne Ukraine med Tomahawk-missiler, der har en rækkevidde på 2.400 kilometer. Det betyder, at Ukraine vil kunne ramme Moskva.

En sådan eventualitet vil givetvis opskræmme visse vestlige iagttagere, men er det frygtligere, end at Rusland på daglig basis lader sine raketter regne over ukrainske beboelseskvarterer?

Hvis Trump beslutter at forsyne Ukraine med effektive våben og tillader landet at ramme dybt inde i Rusland, kommer vi til at høre om en farlig optrapning, Men hvem er det, der optrapper? Er det den part, der nægter at slutte fred, eller den part, der svarer igen på fjendens ugerninger?

Vi kommer også til at høre om faren for en atomkrig. Den fare vil udgå fra Moskva, for ingen har tvunget Kreml til at slagte indbyggere i Ukraine, når Trumps fredstilbud ligger på bordet.

Hvis der igen bliver raslet med kernevåben, står vi i samme situation som under den første kolde krig fra 1947 og til 1989. Ligesom dengang kunne Sovjetunionen udrydde os, men vi kunne gøre det samme med den kommunistiske kolos. I dag kan vi også smadre Rusland, og Stalins lærling, Vladimir Putin, kan gøre det samme med os.

Det er åbenbart den frygt, han spiller på. Han er som en pengeafpresser, der vil tømme din bankkonto, fordi han ellers vil fortælle din kone om, hvad du foretog dig, sidst du var i byen.

Man kan overgive sig eller finde på en måde at neutralisere slynglen på.