Charlie Kirk blev dræbt under sit “Prove Me Wrong”-telt på Utah Valley University. Hans mission var enkel: at bringe frimodig debat til amerikanske universiteter ved at indbyde studerende til åben samtale. Det var demokratisk debat i sin reneste form.

Men reaktionerne på hans mord afslører noget dybt foruroligende ved store dele af den progressive tankeform. Hvad hvis tolerancens forkæmpere bærer en skjult brutal kerne?

Dialog som voldsprovokation

Den socialdemokratiske politiker Magnus Barsøe er kendt for at lave jokes om at myrde Trump-støtter ved et telt. De skal “ud bag ved teltet og skydes.” Kirk blev myrdet i sit telt.

På det amerikanske medie MSNBC lød anklagen kort efter mordet: “Du kan ikke blive ved med at have disse frygtelige tanker og sige disse frygtelige ord uden at forvente frygtelige handlinger.” Offeret får skylden for sin egen død.

Bluesky er det progressive medie, som alle de gode valfartede til, da X blev for ondt, dvs. da Musk fjernede det meste censur og skabte et forum for pluralisme. Her diskuterer de gode, hvem der bør myrdes næste gang. J.K. Rowling, Ben Shapiro, Elon Musk og andre konservative er på dødslisten.

På sociale medier fejrede venstreorienterede miljøer Kirks død som en sejr. Fællesskabet skabt gennem et fælles fjendebillede kulminerer i kollektiv sadisme ved synet af drabet på fjenden.

Det drejer sig ikke blot om, at erklærede antifascister bruger fascistiske metoder. Nej, realiteten er endnu mere pervers: Antifascismens mest fascistiske træk er forvandlingen af politisk mord til folkefest.

Der er også andre reaktioner, der er mildere i formuleringerne. Men også her mærker man hensigt og bliver forstemt.

Som da en af Fri Debats grundlæggere, journalisten Niels Ivar Larsen, lakonisk skrev, at Kirk gik ind for retten til at bære våben, for så at konkludere: Den ”diskussion tabte Kirk spektakulært”. Chefredaktør Niels Jespersen havde også meget svært ved at komme til sagen – mordet på en mand, der brugte ordet i sin kamp – for i stedet at skrive om alt det forfærdelige, Kirk angiveligt stod for.

Den perverse logik

Hvordan skal vi forstå den dybere betydning af reaktionerne? Lad os forsøge os med en ideologikritisk analyse, der afdækker de skjulte og ofte ubevidste motiver til menneskers handlinger.

Progressive siger normalt, at åbenhed fremmer forståelse og forsoning. Men sandheden er ofte den stik modsatte, nemlig at åben debat i det store dele af det progressive univers bliver klassificeret som en form for vold, der legitimerer reel brug af vold og mord.

Kirks såkaldt frygtelige ord bestod i at spørge: “Bevis, at jeg tager fejl.” Og hans såkaldt frygtelige synspunkter indebar konservative holdninger til køn, abort, våben og indvandring. Derfor blev han myrdet, og ikke så få kalder mordet en naturlig konsekvens af det, de opfatter som Kirks ekstreme holdninger.

Sandheden er ikke kun, at dialog betragtes som en aggression i progressive kredse. Nej, det er langt mere radikalt: Selve invitationen til dialog bliver det ultimative tegn på fascisme, der kræver voldelig respons. Den perverse logik har overtaget: Først dræber man budbringeren; derefter giver man ham skylden for volden.

Lad mig se nærmere på to aktuelle eksempler fra to forskellige verdener. En fra universitetet og en fra folkekirken.

Den akademiske intellektualismes skjulte had

Lektor på Aarhus Universitet Andreas Bech Holm skrev på Facebook, at Kirks virke ikke handlede om ”demokratisk samtale og lødige argumenter”. Bech Holm sluttede af: “Jeg har ingen skrupler ved at hævde, at verden er et bedre sted uden ham.” En mærkelig udtalelse af en universitetslærer efter mordet på en person, der netop opsøgte universitetet for at debattere.

Det hævdes, at akademisk frihed handler om åben udveksling af ideer, men også her forholder det sig ofte omvendt: Akademisk frihed betyder frihed fra at få sin progressive ideologi udfordret.

Universitetet, der engang var et fristed for frimodig udveksling, er i stigende grad blevet til et rum, hvor man udpeger ”fascister”, dvs. anderledestænkende, højreorienterede. Undersøgelser viser, at en tredjedel af amerikanske studerende mener, at det er acceptabelt at bruge fysisk vold mod sine modstandere. “Kritisk tænkning” betyder nu kritik af alle, der tænker anderledes end de progressive.

Problemet er ikke kun, at akademikere som Bech Holm foragter dem, der udfordrer deres verdensanskuelse. Nej, det er endnu værre: Deres progressive identitet kræver aktivt had til dem, der praktiserer ægte intellektuel debat.

Omvendingen af den kristne næstekærlighed

Så til folkekirken.

Præsten Johannes Christian Bollmann skrev: ”Charlie Kirk var en ond mand, med en ondskabsfuld mission. Og på en dag, hvor jeg har prædiket om nødvendigheden om at turde sige uretten imod”, vil Bollmann ikke forsvare Kirk, tværtimod: “Verden er et bedre sted uden ham, og ingen får mig til at sige andet. Jeg ville også græde tørre tårer hvis Trump blev nakket.”

En kristen præst – repræsentant for næstekærlighed og tilgivelse – udtrykker altså åben glæde over mordet på en familiefar og billiger implicit den amerikanske præsidents død.

Kristne værdier handler om kærlighed til næsten, men virkeligheden er det diametralt modsatte i munden på denne type præster, nemlig at kristen kærlighed bliver til legitimering af had mod dem med de forkerte holdninger.

Det skjulte supplement

Inden for ideologikritikken taler man om det skjulte supplement. Det er de ”urene” impulser i en persons tanker og handlinger, som ideologien må skjule, for at man kan opretholde sit rene selvbillede.

Det skjulte supplement til denne variant af progressiv kristendom er en særlig form for nydelse ved den politiske fjendes død. Kærligheden til abstrakte værdier som tolerance, mangfoldighed og ”at sige uretten imod”, ledsages af konkret had til mennesker, der ikke deler det progressive værdisæt.

Realiteten er ikke blot, at progressive kristne foragter konservative. Nej, det er langt mere brutalt: Deres kristne identitet kræver dehumanisering af dem, der repræsenterer traditionelle kristne værdier om familie, seksualitet og abort.

Afsløringen af venstreradikalismens ideologiske kerne

Jeg har peget på nogle symptomer hos progressive. Symptomer er de punkter, hvor ideologien modsiger sig selv og utilsigtet afslører sin sande natur. Som når “demokratiets forsvarere” undskylder eller ligefrem fejrer mordet på et menneske, der praktiserede demokratisk dialog.

Alle disse symptomer konvergerer omkring samme skjulte kerne: Det progressive systems voldelige essens. Det, systemet for alt i verden må fortrænge, er erkendelsen af sin egen totalitære natur.

Charlie Kirk blev det perfekte offer, fordi han legemliggjorde alt det, systemet påstår at forsvare, men ikke kan tolerere: åben dialog, respekt for kampen på ord, demokratisk mobilisering af almindelige borgere, og ikke mindst en normal familiefar, der troede på samtalen.

Dette er godhedens brutale kerne, nu fuldt afsløret.

Af Kasper Støvring