Arnold Böcklin Night (1895)

Da Elon Musk afslørede, hvordan Twitter systematisk undertrykte konservative stemmer, og da det blev klart, at EU’s Digital Services Act fungerer som et redskab til at forme den offentlige debat bag om ryggen på europæiske borgere, var det svært ikke at tænke på en bestemt sætning fra 1993: “Massedemokratiet er ikke selverfaring, men derimod en erfaring af en indre, kraftfuld skjulthed.”

Forleden deltog jeg i en læsekreds, hvor jeg fik mulighed for at genlæse den tyske digter Botho Strauss’ essay “Tiltagende bukkesang”  fra 1993, hvorfra citatet stammer. Jeg spurgte mig selv: Hvem skriver i dag vores tids epokegørende kulturkritik? Hvem formår at gennemskue og formulere de dybe strømninger, der styrer vores civilisation?

“Tiltagende bukkesang” er efter min mening det vigtigste kulturkritiske værk siden Murens fald.

Essayet spiller dygtigt på kombinationen af politisk radikalisme og poetisk underbestemthed, som Søren Ulrik Thomsen træffende har karakteriseret essayets stil. Skrevet på det tidspunkt, hvor det kommunistiske kollaps tvang Vesten til at reflektere over sin egen fremtid, var essayet profetisk på en måde, der først nu bliver fuldt synlig.

Lad os se nærmere på essayets bærende temaer og overveje dets aktualitet.

Demokratiets skjulte magter

Strauss så med uhyggelig klarhed, hvordan de reelle magtkræfter opererer skjult bag demokratiets facade. Han beskrev massedemokratiet som “ikke selverfaring, men derimod en erfaring af en indre, kraftfuld skjulthed” og tilføjede: “Ingen steder er de styrende, tiltrækkende kræfters centrum mere sikkert, ingen steder næres de få bedre. Ingen steder får de på grund af alles manglende anelse en større indflydelse på alle.”

I dag ser vi præcis det, Strauss forudså. Indvandringen fortsætter år efter år trods massiv modvilje i befolkningen. Lobbyvirksomheder, efterretningstjenester og EU-bureaukratiet former politiske beslutninger bag kulisserne, mens borgerne får lov at debattere ligegyldige symbolspørgsmål. Den politiske elite repræsenterer ikke befolkningerne; folket får ikke sin vilje igennem systemet. Algoritmiske systemer påvirker vores information og adfærd uden nogen form for demokratisk kontrol. Navnløse ingeniører og teknokrater styrer i dag vores skæbne.

Samfundets fragmentering

Med kølig præcision diagnosticerede Strauss det moderne samfunds grundlæggende ustabilitet: “Man kan gøre, hvad man vil: myrde eller bede, lave revolution eller vælge frie parlamenter − før eller siden falder enhver form fra hinanden, krukkerne går i stykker, og tiden rinder ud. Bagefter vil man opklare alt og i bagklogskabens lys blotlægge den bedrageriske forudseelighed og konstruere de bedrageriske lovmæssigheder.”

Tredive år senere diskuterer seriøse analytikere åbent risikoen for borgerkrig i vestlige demokratier. Institutioner, der gennem generationer skabte sammenhæng – fra folkestyret over familiestrukturer til nationale fællesskaber – oplever en tillidskrise så dyb, at systemets legitimitet vakler. Polariseringen er så ekstrem, at borgere i samme land ikke længere deler grundlæggende opfattelser af virkeligheden.

Erindringens kamp mod nutidstyranniet

Strauss’ definition af den autentisk konservative position var også original. At være højreorienteret, skrev han, er “at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren”, og “som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv.” Det er “en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

Det er enigmatisk. Hvad skal der forstås med det? Netop fordi, det ikke er fuldt forståeligt, mimer det både pointen, men sætter også masser af associationer i gang.

Cancel culture kunne være den “udradering af uoplyst fortid,” Strauss advarede imod. Historiske figurer og kulturarv udslettes systematisk. Klassiske værker kræves konstant “opdateret” for at passe til nutidens normer. Digitalt hukommelsestab gør fortiden utilgængelig for nye generationer, mens hypermoralismen tilbageprojicerer nutidsmoralen og får al fortid til at fremstå som vanvittig. Samtidig er der ikke mange læsere tilbage til bøger, især ikke trykte bøger og slet ikke avanceret litteratur – den dybereliggende kultur, der bærer erindringen, forsvinder.

”Uoplyst fortid” kunne også være folkefortællinger, sagn og myter, hierarkier og respekt for ældres visdom, aristokratiske idealer, soldaterdyder, lokale skikke og stedets ånd, ærefrygt for det hellige og mysteriet samt et tragisk livssyn frem for optimistisk fremskridtstro.

Det telekratiske regime

En af Strauss’ skarpeste profetier gjaldt mediernes totale magt. Han så medierne som et “elektroniskshow, der præsenterer verden for sit publikum i den mest ekstreme form for illusionisme” og konkluderede: “Det telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender ingen undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

I dag ser vi censur og undertrykkelse, særligt i Storbritannien, hvor tusindvis af borgere hvert år arresteres for indlæg på sociale medier. ”Faktatjek” fungerer som et nyt sandhedsmonopol, hvor udvalgte institutioner afgør, hvad der må betragtes som sandt. Den konstante 24/7 nyhedsstrøm forvandler alting til øjeblikkelig underholdning og gør dybere refleksion meget vanskelig. Nærmest alt bliver til spektakel i det, Strauss kaldte “det forbigåendes regimente, som ingen jordisk instans længere kan rejse sig imod.”

Udfordringen

Så hvem skriver i dag den kulturkritik, vores tid har brug for? Hvor er de stemmer, der med Strauss’ intellektuelle mod og stilistiske kraft tør stille de grundlæggende spørgsmål om Vestens retning?

Det er svært at svare på. Det kræver intellektuelle, der tør træde udenfor ”mainstreamkulturen”, som Strauss kaldte den, og som har modet til at konfrontere “nutidens totale overherredømme.” For som Strauss advarede: “Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb.”

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter