

www.aamund.dk
Mange mennesker husker klart, hvordan de sad foran tv-skærmen med tilbageholdt åndedræt natten til den 17. januar i 1991, da de amerikanske bomber og missiler haglede ned over Baghdad. For første gang i tv-historien kunne vi med egne øjne i direkte billeder via satellit bevidne en krigs fødsel og første timer. CNN’s reporter Peter Arnett og hans kamerahold sendte direkte billeder af de eksploderende bomber, der i kaskader af lysglimt oplyste den mørke nattehimmel. Det var den unge nyhedskanal CNN’s ’Finest Hour’, som aftvang respekt og skabte beundring over hele verden. For det første, fordi det overhovedet kunne lade sig gøre. Alle andre internationale journalister var udvist af den irakiske regering, men det var lykkedes Peter Arnett og hans hold at vinde Saddam Husseins tillid. De fik som de eneste lov at blive og kunne endda sende deres reportager uden censur fra myndighederne. For det andet fik CNN ry for at sende nyhederne sandfærdigt og usminket. Også de ubehagelige. Således havde Arnett indslag, der viste amerikanske styrkers mishandling af irakiske krigsfanger, et bombeangreb på et stort mejeri i Baghdad og ikke mindst bombningen af et civilt beskyttelsesrum, der kostede 400 mennesker livet.
Så fulgte CNN’s storhedstid, hvor tv-kanalen kunne modtages næsten overalt på kloden med nyheder døgnet rundt og populære programmer med Lou Dobbs om finans og erhverv, fyrig politisk debat med Evans & Novak og talkshow stjernen over dem alle, Larry King Tonight. De seneste seertal fra USA fra juli måned i år viser imidlertid, at blandt nyhedskanalerne er CNN i et frit og vedvarende fald langt bag efter sine konkurrenter. Fox News er den mest populære nyhedskanal med de gamle tv-selskaber NBC, CBS og ABC på de efterfølgende pladser. CNN har i dagtimerne næsten ingen seere og bliver endda slået af Discovery’s HGTV, som står for Home & Garden, altså dem med hus og have.
Seere er loyale mod deres foretrukne kanaler, og der skal meget til, før de ændrer deres vaner foran kukkassen. Gennem de seneste 10 år har CNN imidlertid kastet enhver troværdighed over styr og er blevet en propagandasender for USA’s venstresnoede elite. Kildekritik, objektivitet og journalistisk hæderlighed er smidt på møddingen, og CNN er i dag et ukritisk våben i Demokraternes psykologiske krigsførelse mod det borgerlige USA. CNN’s trofaste seere gennem årtier føler sig ført bag lyset, forført og manipuleret af CNN’s aggressive kampagnejournalistik.
I mere end to år støttede CNN den fabrikerede historie om Trumps sammensværgelse med Putin, der hjalp Trump til at slå Hillary Clinton ved præsidentvalget i 2016. Den falske beretning var udviklet og finansieret af Clintons kampagnestab. Det vidste CNN, men deltog med fynd og klem i attentatet mod den nye præsident.
Under præsident Biden trængte mere end 10 millioner illegale migranter ind over USA’s grænser uden, at de blev kontrolleret for identitet, kriminalitet eller smitsomme sygdomme. CNN mørkelagde alle rapporter om denne katastrofe. Tværtimod benægtede tv-kanalen, at migrantlavinen eksisterede og støttede i stedet ministeren for Indre Sikkerhed, Alejandro Mayorkas erklæring: Grænsen er lukket, grænsen er sikret!”
Efter at serieforbryderen George Floyd døde under en anholdelse, eksploderede en lang række Demokratisk ledede byer i grænseløs vold, røverier, ildspåsættelse og hærværk rettet mod det hvide USA, som aktivister med støtte af de fleste medier fordømte som systemisk racistisk. CNN støttede kampagnen med fuld musik. Seerne glemmer ikke CNN’s reportager fra byen Kenosha, hvor reporteren fortæller os, at protesterne ”stort set det var fredelige”, mens man tydeligt kan se, at bag ham står byen i flammer. CNN opdigtede en løgnehistorie, der skulle tilsværte en ung studerende som racist. Den historie lå jo lige til højrebenet, da den unge mand, Nicholas Sandmann var hvid, katolik og var iført en MAGA-kasket. CNN bragte en række reportager, hvor Sandmann tilsyneladende håner en gammel Indianer, der på gaden opfører sin stammes trommedans. Drengens forældre hyrede en privatdetektiv, der påviste, at unge Sandman have opført sig korrekt og høfligt under hele episoden, og at hele hadkampagnen var frit opfundet af CNN, der måtte betale en klækkelig erstatning til Nicholas og hans familie.
CNN støttede også ukritisk op om den unge, sorte skuespiller Jussie Smollett, der anmeldte et overfald af to hvide bøller, der havde tæsket ham under ledsagelse af racistiske tilråb. Det viste sig, at Smollett i sin trang til lidt opmærksomhed fra medierne havde opfundet historien, som CNN slugte med hud og hår. Da den sorte terrorist Darrell Brooks pløjede sin lastbil ind i en juleparade og dræbte seks mennesker og kvæstede yderligere 62, omtale CNN ikke episoden, da Brooks jo var sort og derfor mere offer end forbryder.
Nu har CNN’s hårdtprøvede seere fået nok og forlader deres tidligere tv-darling til fordel for andre nyhedsformidlere. Først og fremmest Fox News, men også Newsmax og One America News Network er i fremgang. Amerikanske tv-seere har den fordel, at de har andre valgmuligheder, hvis de føler dig dårligt behandlet i nyhedsdækningen. Det har vi ikke i Danmark. Der er ikke tvivl om, at Fox News ligesom CNN meget gerne vil være en del af dansk kabel tv. Der er bare ingen, der beder dem om det. En Voxmeter måling op til præsidentvalget i 2024 viste, at 84 procent af respondenterne ville stemme på den totalt uduelige Kamala Harris, hvilket viser, at politikernes og mediernes folkeopdragelse har sejret. Den borgerlige dansker er historie. Vi er glade for de statsstøttede og statskontrollerede mediers daglige nyheds-rødgrød med klimahysteri, jødehad, grøn omstillingsvoldtægt, shariatilpasning og alle dem, det er synd for. Hvad skal vi så med Fox News? ” Del jer efter Anskuelser!”, opfordrede Viggo Hørup. Hvorfor dog det, når vi nu er enige?
Den 10. august 2025