En anderledes form for NATO-møde

Ukraine er rykket ned på NATO’s dagsorden på mødet i Haag. Ukraine er knap nok nævnt i den sluterklæring, der er blevet udarbejdet. Zelenskyj får ikke lov til at sidde med ved bordet, men er henvist til middagen med kongen tirsdag aften og det særlige NATO-Ukraine-råd. Det kan ikke siges meget tydeligere, at USA har nedprioriteret Ukraine.

På topmødet i Litauen for to år siden blev det sagt, at Ukraines vej til NATO-medlemskab var «irreversibel». Det var så langt, man kunne gå uden at love medlemskab på stedet. Det var det, Zelenskyj pressede på for. Sidste år var det Biden, der under topmødet i Washington lovede, at støtten ville fortsætte, så længe det var nødvendigt. NATO bandt sig til den ukrainske mast.

Men Trump har signaleret, at parterne må udkæmpe krigen, indtil de skifter mening. Han har reageret på Zelenskyjs brug af europæiske lande til at lægge pres på USA, især Frankrig.
Angrebet på Fordow og Isfahan var en magtdemonstration fra USA’s side. Intet europæisk land er i nærheden af at være i stand til at udføre noget lignende. Hvis våbenhvilen holder, har Trump vundet en betydelig sejr. Han har skåret kløerne af den sidste stormagt, der kunne true freden i Mellemøsten.

Det har også vist, at der er mere i verden end Ukraine. Mellemøsten kunne være blevet destabiliseret. Trump har reddet situationen fra at eskalere.

Kan denne opvisning i magt og diplomati overføres til Ukraine? Det vil Trump og hans team nok mene.

Det vil først og fremmest påvirke Ukraine. De har mindst at byde på. Zelenskyjs advarsler om, at Putin forbereder et angreb på Europa, lyder ikke overbevisende. Det, der betyder noget nu, er, hvad der sker på jorden, hvor Ukraine taber terræn dag for dag.

NATO-topmødet bliver historisk, fordi medlemmerne vil forpligte sig til 5 procent oprustning. Det er et formidabelt løft for alle. Trump har dermed opnået noget, som var utænkeligt for bare kort tid siden.

Problemet for europæerne er, at de samtidig vil fortsætte krigen i Ukraine. Alene? Det er deres krig nu.

Zelenskyj var ikke inviteret, så blev det skrevet, at han kom. For et par dage siden sagde NRK’s Bruxelles-korrespondent, Anders Børringbo, at han ikke kom efter pres fra USA. De ville ikke have ham. Zelenskyj har i lang tid været en brik i EU og en fast bestanddel af NATO-møderne. Zelenskyj må nøjes med at spise middag med kongen tirsdag aften. USA ser ud til at have truffet et valg. Zelenskyj spiller for højt spil og har udfordret USA ved flere lejligheder. Europæerne har givet ham opbakning til at gøre det.

Nu har europæerne deres egen krig at udkæmpe og må indsætte deres styrker på en anden måde. Onkel Sam betaler ikke.

Antimissilsystemer er allerede blevet trukket tilbage fra Ukraine og sendt til Israel. Ukraine er blevet nedprioriteret.

Zelenskyj blev forkælet af lande som Danmark, Norge og Tyskland. Hvordan vil han reagere, hvis han ikke længere har sin retmæssige plads ved bordet? Det kan blive en smertefuld proces for både EU-eliten og Kiev.

EU bryder sig ikke om Trumps ensomhed. De ønsker at blive underrettet, deltage og stå for eller være en del af forhandlingerne. -“Vil du også have datoen for angrebet?” spurgte Trump en journalist. Europæerne forsøgte at hægte sig på Iran-forhandlingerne, men Trump skubbede dem væk. De har ingen vægt. De kan ikke sætte magt bag deres krav.

EU er en stor, tung maskine, som har lænet sig i dialogens retning i årtier. De har ingen hær, ingen flyvemaskiner, ingen atomvåben, og det, de har, bruger de ikke engang til at forsvare deres egne grænser. Men andres! Ukraine. Amerikanerne ser dette skuespil, og det lader dem kolde.

Norge har begge ben i denne suppe med Stoltenberg som generalsekretær i ti år.

Under ham er Norge blevet en nation i krig, og Stortinget har travlt med at vedtage den ene kriselov efter den anden.

Samtidig vokser statens pengetank. Det er det, Ukraine føler sig berettiget til.

Den tidligere statsminister Carl Bildt vil have EU til at stå op mod USA og understrege, at angreb på Iran er en overtrædelse af folkeretten.

Men da det kom til stykket, var de store spillere som Tyskland og Storbritannien enige om, at USA var i sin fulde ret. Det samme var Israel.

Det har genoplivet en venstre-højre-akse i politik. Emmanuel Macron træder ind i rollen som den, der sparker USA i skridtet.

Men nu er Europas interne problemer ved at blive så store, at de kommer i spil.

Det gamle neutrale Sverige stikker ganske vist hovedet frem som mere anstændigt end de brutale amerikanere. Men alle ved, at Sverige har store problemer.

Bildt glemmer, at EU står over for en langt mere brutal fjende i øst. Det er, som om moral opvejer fysisk styrke.

Det er den linje, demokraterne har fulgt i USA, og den er ved at miste sin magt.

Det er nu den yderste venstrefløj, der laver optøjer i amerikanske byer, angriber RAF-fly i Storbritannien og vifter med iranske flag. Palæstina-aktivisme og forsvaret af illegale indvandrere vækker ikke genklang i offentligheden.

Situationen har ændret sig med rekordfart. For bare en uge siden var der snak om, at EU’s udenrigsminister måske ville fastfryse handelsaftalen mellem Israel og EU. Da Israel angreb Iran, og USA fulgte op, ændrede situationen sig. Nu blev det politisk umuligt. Man kunne ikke straffe den person, som havde sat ayatollaherne på plads.

“Netanyahu vandt”, proklamerede NRK’s Yama Wolasmal.

Og man kunne tilføje: Europæerne tabte. Inklusive Barth Eide, som måtte indrømme, at USA gør, hvad der passer dem uden for NATO’s territorium.

Da krigen blev afgjort før NATO-topmødet, kan Trump have fået spillerum til at gøre noget lignende i Ukraine. Han kan bede europæerne om at tale sin ven Zelenskyj til fornuft. Krigen er inde i sit fjerde år. Ukrainerne er trætte, ligesom israelerne.

Køb “Fyrsten” af Machiavelli fra Document her!