Eva Agnete Selsing har sagt det meget klart: Der er ikke noget, Vestens libertære eliter frygter mere end at definere, hvem første person flertal er. Hvem er »vi«? 

Spørgsmålet er ubekvemt, svaret er tabuiseret, og så længe eliterne undgår begge dele, slipper de for at skulle beskytte dette eksistentielle vi – og dermed også at skulle skelne mellem ude og hjemme, nær og fjern, ven og fjende. De kan forblive upolitiske tilhængere af demokrati, åbenhed, empati og menneskerettigheder. De behøver ikke vedstå sig, hvor deres politiske loyalitet ligger – og kan fortsætte med at gøre karriere i den administrative stat, de progressive institutioner, de pædagogiske og terapeutiske erhverv, mainstreammedier, underholdningsindustri og NGO’er på statslig forsørgelse.

De kan, som fx den radikale politiker Zenia Stampe understreger i en kronik i Politiken, i stedet lege med tanken om, at flere og flere kulturer kan integreres ind i lille Danmark. »Nu handler det«, skriver hun, »om at forankre islam i den danske kultur«. 

Held og lykke med det, siger jeg bare, det er ikke lykkedes noget sted på kloden at integrere den islamiske kultur ind i værtslandets. Islam er et nulsumsspil for ikke-muslimer, dvs. et spil, hvor den samlede gevinst er nul, uanset hvilken strategi, der vælges. Hvad islam vinder, taber ikke-islam. Derfor skal islam så vidt muligt holdes ude af Vesten.

Fru Stampes udsagn hjælper os paradoksalt nok til en større forståelse af, hvem vi er i denne tid, hvor åndelig oprustning er blevet noget, selv statsministeren taler om, og det pludselig diskuteres, hvad den enkelte vil gå i krig for. Er det, som Martin Krasnik, Weekendavisens chefredaktør, mener, såre simpelt: frihed. »Frihed til at vælge sit eget liv, frihed fra tvang og undertrykkelse.«

Gid det var så simpelt. Sagen er blot, at frihed skal forankres i noget for at blive håndgribelig og forvandle sig til en egentlig motivation for mennesker af kød og blod. Frihed skal kobles til en praksis og en arv, der betyder noget i hverdagen. Frihed skal oversættes til menneskesprog. 

Hvad vil du forsvare? Du vil forsvare dine kære, dine nærmeste, din soldaterkammerat, hvis du er soldat, dine børn, hvis du er far eller mor, din familie, dine venner, dit kvarter, dit land og – måske – din overleverede tro. Friheden kommer nedefra, ikke oppefra. Frihed er konkret, før den bliver et slagord. Hvis du kun har et slogan, har du ingenting.

Vil du forsvare Martin Krasniks ret til at sidde på sit kontor og skrive abstrakte lederartikler? Næppe. Vil du forsvare muslimske kvinders ret til at gå klædt som spøgelser eller sorte ulykkesfugle, altså i Danmark? Det vil du nok kun, hvis du arbejder i Danmarks Radio eller har en forfængelig trang til at posere med din indbildte godhed, fordi den fremmer din karriere. Vil du gå i krig for børns ret til kønsskifteoperation? Nej. Vil du gå i krig for, at biologiske mænd med overskæg kan gå rundt og mene, at de er skruk og drømmer om at kunne føde børn? Det er mere end tvivlsomt.

Du vil ikke gå i krig for minoriteter, subkulturer, inklusion og trans-altmuligt. Du vil helst ikke gå i krig, men hvis du bliver tvunget til det, skal det være for noget alment, som netop forstås og opleves som partikulært. Dine børn, dit land, din kultur. 

Abstraktioner lyder ualmindelig godt i fredstid og kan copy-pastes ind i alverdens højtidelige øjeblikke. Hvis krigen kommer, bliver metafysikken kondenseret, forvandlet til konkret substans. Krig, ja, selv udsigten til krig, er kemi. Den lærer os om stoffers indre opbygning, deres betingede egenskaber og molekyleforandringer. Den får det, vi troede, var fast, til at ændre form, tryk eller temperatur. Den viser os, at materien, herunder også friheden, er foranderlig – og det er netop hvad de libertære eliter ikke forstår på deres vellønnede kontorer foran deres lysende skærme. Derfor holder de fast i deres formelle forsvar for frihed og en klinisk forfatningspatriotisme. For dem er der ikke noget folk, kun individer og stater og internationale organisationer. Folket er populisme, folket er farligt. Derfor skal det holdes nede og hen i uvidenhed.

Eliterne har siden Platon dækket sig ind under, at deres løgn er nobel, fordi den tjener en højere sag. Det er i løbet af de seneste 50 år blevet stedse vanskeligere at se, mærke og forstå, hvad den mon er.