Den slovakiske premierminister Robert Fico, er ikke interesseret i at ofre sit land for Ukraine.

Derfor betragtes han nu som næsten værre end Ungarns forhadte premierminister, Viktor Orbán.

Fico vil deltage i russernes fejring af Befrielsesdagen, og dette anses for upassende, ifølge en artikel af gæsteskribenterne Miroslav Nemčok og Pål Røren, begge politologer, i Aftenposten.

På en dag hvor Kreml forsøger at vise, at landet ikke er isoleret, og at Vesten er splittet, rejser en premierminister fra et EU-land sig og legitimerer denne fremstilling.

Dette gør Slovakiet, ikke Ungarn, til det svageste led i EU’s udenrigspolitik.

Orbán beskrives som “Putins nærmeste allierede”. Men nu er Fico i centrum.

Ficos rejse vil gøre stor skade på EU’s udenrigspolitik.

Jamen, EU har jo selv fundet ud af det, ikke ? Samtidig er det interessant, at EU-politikere tilsyneladende ikke er særlig interesserede i attentatforsøget på Fico.

Fico stiller op i Moskva den dag, Rusland forsøger at bruge sin sejr i Anden Verdenskrig til, at retfærdiggøre et brutalt angreb på et naboland.

Det er vel forståeligt, at Rusland markerer sin befrielsesdag, uanset angrebet på Ukraine? Norge fejrede sin befrielsesdag i går, uden at involvere bombningen af ​​Libyen.

Det, der dengang hed Sovjetunionen, mistede mindst 20 millioner af sine borgere i krigen. Burde de forbydes at fejre den dag, hvor udryddelsen sluttede?

Til orientering: Den russiske invasion af Tyskland var bestemt ikke særlig human. Dette er godt beskrevet af Anthony Beevor i bogen Berlin: The Downfall 1945. Det er en bog, du ikke bør læse, hvis du er sentimental.

Fico er stadig mindre populær, skriver Aftenposten. Så henviser de til EU-reglerne.

Under hans tidligere regering fra 2012 til 2016, blev misbrug af EU-midler afsløret. Pengene skulle have været investeret i turistbranchen, men endte i stedet med at blive brugt til at bygge private feriehuse. Nye undersøgelser er i gang. Der er derfor mulighed for en konflikt mellem Fico og EU.

Hovedproblemet er imidlertid, at Fico ikke ønsker en krig mod Rusland. Nu bliver han advaret af EU’s udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas.

Deltagelse i paraden den 9. maj vil blive taget alvorligt. Men EU har en lang historie med at advare og undlade at reagere. Hvis det samme sker nu, sender det et farligt signal:

Det er muligt for en statsleder at spille på det forkerte hold. Uden reelle konsekvenser.

Hvem bestemmer hvilket hold man skal spille for?

Centraleuropa er i færd med at ødelægge hele EU-konceptet, hvor lande som Tyskland og Frankrig nærmer sig afgrunden. Med den italienske premierminister Giorgia Meloni som allieret er dette en mulig kommende krise fra Bruxelles.

Hvis svaret er ja, åbner det vejen for ledere som Viktor Orban, Andrej Babis, Giorgia Meloni eller andre EU-kritiske populister til at gøre det samme, hvis de møder kritik på hjemmebane.

Hvis svaret er nej, skal det vises i handlinger. Fico har valgt side. Nu er det op til EU og Europa at vælge deres.

Forfatterne antager således, at EU og Europa er som et ægtepar. Men det opfattes ikke sådan, hverken i Norge, Rumænien, Slovakiet eller Ungarn.

Kjøp «Dumhetens anatomi» av Olavus Norvegicus! Kjøp eboken her.