Trumps fredsplan stiller Ukraine og Europa i et skæbnesvangert dilemma, bemærker avisen på dagens forside, og den fortsætter: ”Trumps forslag til en fredsplan – at Ukraine skal afgive territorium til Rusland – er uspiseligt for både Ukraine og Europa. Men europæiske sikkerhedseksperter forudser, at konsekvensen kan blive, at USA trækker sig helt ud af krigen og dermed udstiller de europæiske lederes i praksis halvhjertede opbakning til Ukraines kamp. Og samtidig fastholdes landet i en langvarig og udsigtsløs krig. Natten til i går ramte nye missilangreb det centrale Kiev.”

Det er en ret præcis beskrivelse af situationen bortset fra en detalje.

Kun en inderkreds i den amerikanske regering ved, hvad Trumps fredsplan nærmere bestemt går ud på. Men almindelig sund fornuft tilsiger, at Ukraine ikke – uanset hvad Trump foretager sig – kan afgive territorium, som landet for længst har mistet og næppe kan tilbageerobre.

Ukraines tab af landområder er sket i to tempi og under to demokratiske præsidenter. Under Barack Hussein Obama, der ikke turde eller ville udfordre den russiske diktator, da han i 2014 annekterede Krim og sendte tropper ind i det østlige Ukraine. Og under Joe Biden, der signalerede, at han var parat til at acceptere en ”begrænset” russisk invasion. Det var sød musik for Putin, som ikke tøvede med at rykke ind.

De i Europa ombejlede demokratiske præsidenter har efterladt Donald Trump med en krig, der ikke er hans, og som han ikke har ønsket. Underligt nok hørte vi ingen anklager mod Obama eller Biden for at have forrådt Ukraine eller for at være russiske agenter. Men medierne hælder en skidtspand ud over Trump, fordi han ikke har raget Obamas og Bidens kastanjer ud af ilden, og uanset hvad han foretager sig, vil det fortsætte.

Hadet mod Trump er så rodfæstet, at alt, hvad ham måtte gribe til, vil blive fordømt. Trump skal i hvert fald ikke forvente ros i Berlingske.

Det et i øvrigt interessant, at den avis, der har betegnet USA som en fjende, nu meddeler, at krigen er ”udsigtsløs”. Mon redaktør Tom Jensen har ringet til den krigsivrige danske statsminister og fortalt hende det?

Alt tyder på, at Trump har mistet tålmodigheden med såvel Zelenskij som Putin, fordi ingen af dem i virkeligheden er indstillet på fred. Krig er nemlig en fidus for stærke mænd, som kan bruge den nationale mobilisering til at styrke deres greb om befolkningen. Det skal heller ikke glemmes, at der er store penge i krig – ikke bare i Ukraine og Rusland, men også for USA’s militær-industrielle kompleks, der står bag meget af hadet mod Trump og de konstante forsøg på at sabotere hans regering. Således har det vakt raseri i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, at Trumps forsvarsminister, Pete Hegseth, har skåret ned på sweethart-aftaler med virksomheder, der ikke har bidraget til USA’s forsvar, men koncentreret sig om at malke amerikanske skatteydere.

Som enhver ved på egen krop, er det svært at komme af med overflødigt fedt. Og hvis der tilmed er penge i fedt, er det stort set umuligt.

Vicepræsident JD Vance erklærede for nogle dage siden, at hvis Ukraine og Rusland ikke viser konkret vilje til fred, vil USA trække sig fra balladen og dermed overlade krigen til de europæiske Trump-hadere.

Det kommer ikke til at ske. Uanset hvor meget Europa hader Trump, vil han ikke kunne overlade Europa til Bruxelles’s stræbsomme verdensmestre. Om Trump vil det eller ej, må USA forsvare sin stilling som stormagt, og kan derfor ikke trække sig fra sit europæiske engagement.

Det må berolige de små drenge og piger i Europa, der puster sig op med muskler, som de ikke har, og som de ikke ville vove at bruge, hvis de havde dem.

Berlingske kan slappe af. Uanset, hvad der sker, kan avisen fortsat skyde skylden på Trump og dermed glæde tusinder af velsituerede abonnenter nord for København.