
Den organiserede kriminalitet i Sverige har nået et niveau, der truer hele samfundet. I en undersøgelse siger 20 procent af de adspurgte svenske virksomheder, at de er blevet påvirket af bandekriminalitet. Næsten alle er bekymrede over udviklingen. Det skriver SVT.
»Mange virksomhedsejere har længe følt sig presset af kriminalitet«, siger Caroline Szyber fra Småföretagarnas Riksförbund.
Politiet forbinder en stor del af de mere end 30 eksplosioner i januar i år med afpresning af virksomheder.
»Det er trusler og afpresning, og for at stoppe volden vil de tvinge dig til at betale penge,« siger Hampus Nygård, vicechef for politiets nationale operationsafdeling.
Virksomhederne er blevet spurgt anonymt, om de har været berørt af bandekriminalitet. Selv om mange er ofre, er det kun få, der har søgt støtte hos Småföretagarnas Riksförbund. De har en mistanke om, at mange ikke anmelder forbrydelserne.
Fredrik Erfelt, direktør for Stockholm Handelskammare, mener, at mange er bange for, at deres forretning skal blive påvirket.
»Virksomhederne er tilbageholdende med at indrømme, at de er blevet ramt, fordi de er bange for, at det vil påvirke deres forretning eller brand«, siger han.
Flere og flere virksomheder rapporterer om problemer med kriminel infiltration eller trusler. Men mange lovovertrædelser bliver aldrig anmeldt.
»Mørketallene er det store problem«, siger Sara Persson, specialist i kriminalitetsforebyggelse hos Ekobrottsmyndigheten i SVT’s Aktuellt.
Justitsminister Gunnar Strömmer indrømmer, at bølgen af bomber er et udtryk for en kriminalitet, som har fået lov til at vokse i Sverige i lang tid.
Politiet har vurderet, at den kriminelle økonomi har en årlig omsætning på 100-150 milliarder svenske kroner, og at omkring 62.000 mennesker på en eller anden måde er aktive i eller knyttet til et kriminelt netværk i landet. Kriminelle fra mindst 57 forskellige lande iscenesætter skyderier og eksplosioner på gader og pladser i Sverige.