Kommentar
Fra Magdeburg til New Orleans – jihad
Nytårsaften i New Orleans skete det samme som på julemarkedet i Magdeburg: En bil pløjer gennem en menneskemængde og efterlader mennesker døde og sårede. Et af øjenvidnerne, Jimmy Cothrane, beskrev, hvad han så:
“Jeg mener…
“Jeg mener, bare vansiringen og kroppene – det er stærkt. Det er noget, man ikke kan glemme. Du kommer aldrig til at glemme det. Lige for vores fødder lå der helt sikkert en mor. Forvredet, tydeligvis død. Vi talte hurtigt omkring otte lig i vores område. En knust mand havde dækspor på ryggen. Da de rullede ham rundt, var der dækspor på hans forside, han var fuldstændig knust. En anden pige, en ung lille pige, dansede, da vi kom op ad gaden, og hun var helt flad i midten, i midten. En anden kvinde blev brutalt kørt over, men det var stadig smertefuldt.
Det var det samme syn i Magdeburg. Myndighederne krymper sig. De vil hellere kigge væk og håbe, at det går over. Men det gør det ikke.</p
Nu er det New Orleans.
Diskussionen går på, om det er en indfødt texaner eller en illegal, der krydsede grænsen for to dage siden. Vi ser, at der er folk på nettet, som ønsker at sprede forvirring. Men at det var et ISIS-angreb, synes klart. Alligevel benægtede FBI det på pressekonferencen, hvor borgmesteren sagde, at det var et terrorangreb.
USA har haft flere terrorangreb, hvor gerningsmanden var en del af de væbnede styrker. Et af de mest opsigtsvækkende var Nidal Hassan på Fort Hood i Texas, som dræbte 13 af sine kolleger og sårede over 30 den 5. november 2009. Det bragte Obama i stor forlegenhed. Han kæmpede for at komme overens med det.
Spørgsmålet om infiltration opstår. Nidal Hassan var psykiater i militæret. Han havde ikke lagt skjul på sine synspunkter, men hans kolleger havde svært ved at acceptere det.
Hvis muslimer, der har gjort karriere, vender sig mod det samfund, der gav dem mulighederne, står vi over for nye udfordringer, som man siger. Hvem kan man stole på? Alene tanken om at sætte spørgsmålstegn ved en muslims troværdighed får alle de politisk korrekte til at stritte imod. Myndighederne har manøvreret sig selv ind i dette dilemma. De har ikke engang ønsket at være åbne om det.
Brug af biler som våben er velegnet til at sprede frygt, præcis som ISIS ønsker det.
Nu har vi haft to angreb på kort tid. Men der har været mange: Nice glemmes ikke så let, heller ikke Breitscheidsplatz i Berlin. Overalt: Panik, død og lemlæstelse.</p
Vi må ikke glemme Ebba Åkerlund, som blev skåret midt over af den bil, som Rakhmat Akilov kørte ned ad Drottninggatan den 7. april 2017.
Vi har været der før. Vi har været der i lang tid. Og de lærer det aldrig.
