Birgithe Kosovic, en dansk skønlitterær forfatter med serbisk baggrund, påpeger en meget ubehagelig kendsgerning: Velfærdsuddannelserne er fyldt op af folk fra ikke-europæiske lande. Det betyder, at den offentlige sektor i stigende grad bemandes med folk fra eksotiske lande. Det har nogle rigtig store konsekvenser.

“Det ved den elitære venstrefløj og de liberale blå ikke,” skriver hun. “Fordi deres børn ikke tager den form for uddannelse, tier skolelederne af frygt for dårlig opmærksomhed og vidensudviklere i bred forstand, beskæftiger sig ikke med det.”

Hvis man tør være ærlig, hvad få politikere og journalister er, kan man allerede nu se en stor konflikt mellem det gamle og det nye Danmark:

”Hvad vil der ske, hvis ikke-vestlige trækker deres lavere faglighed og højere kriminalitet med sig ind i den offentlige sektor? Og vil den ene betale skat for offentlige ydelser, som leveres af de andre, når de to mennesker ikke vil dele så meget som et klasseværelse med hinanden? Hvis svaret er nej, vil Socialdemokratiets samfundsprojekt blive sprængt indefra i selve fundamentet.«

De konflikter, der er indbygget i vores levevis, er noget, vi nægter at blive konfronteret med direkte. I stedet trækker folk sig tilbage. I længden går det ikke. Mellemøsten vinker forude, og de unge kan allerede se fremtiden: Den er sort.

»Den adskillelse, der er fulgt med indvandringen af ​​arbejdskraft, er et udtryk for, at vores levevis er i konflikt med hinanden, og at når vi trækker os fra hinanden, er det fordi, vi helst vil undgå at gå ind i den konflikt. «

Folk trækker sig, fordi de fleste af dem ikke kan gøre noget. De oplever magtesløshed. Men det er et puslespil: Hvorfor stemmer de på partier, der har vist, at de heller ikke vil gøre noget? Tværtimod har de signaleret, at de har accepteret, at Danmark bliver mellemøstlig som et uigenkaldeligt faktum. Derfor den udbredte depression i befolkningen.

Mikael Jalving konkluderer:

Det er svært at se, hvor løsningerne skal komme fra, hvis ikke Socialdemokratiet snart vågner op for alvor, presset af en vred og bekymret del af befolkningen og en højrefløj med arbejdshandskerne på.

Alene den demografiske udvikling betyder, at vores børn begynder at skimte Mellemøsten forude. Hvordan tror du det går?

Under det seneste valg i Frankrig var et flertal enige med Marine Le Pen. De turde bare ikke stemme på hende. De ser borgerkrigen i øjnene, men tror, ​​de kan undgå den ved at stemme på Macron.

Det er nogenlunde samme holdning som danskerne, svenskerne og nordmændene: De orker ikke tage kampen.

Men når det er Mellemøsten, de møder på et offentligt kontor? Måske.