Kommentar

www.asgeraamund.dk

I en gammel reklamefilm prædiker Karl Marx med busket hår og skæg, at i det socialistiske samfund deler alle alt med alle. Det gælder dog ikke hans pose med Werthers Echte, som han flår til sig, da en bedende hånd bliver rakt frem. Men ellers passer valgkampen godt med princippet om den ubegrænsede uddeling.

Vi får her i slutspurten præsenteret alle de forkromede velfærdsløsninger, der ikke var råd til før valget. Vi kan i næste valgperiode glæde os over høj løn til alle i offentligt arbejde, ingen ventetider på hospitalerne og en syndflod af sygeplejersker og sosu-assistenter, der sørger for, at de lykkelige gamle på plejehjemmet har adgang til mad og bad døgnet rundt. Vi ved godt, at de gyldne løfter er væk den 2.november, men indtil da har vi jo forventningens glæde, der efter sigende skulle være den største.

Jobcentrenes skæbne har været en af de få reelle uenigheder i valgkampen, som helt har været domineret af sundheds- og omsorgssektoren. Venstre og Nye Borgerlige er fast besluttet på, at jobcentrene skal nedlægges. Det er Dansk Folkeparti og selv Enhedslisten enige i, mens Socialdemokratiet og SF ikke er det. Det kan dog ikke skjules, at jobcentrene er en flåde af dødssejlere, frygtet og forhadt af de ledige.

ANNONSE

I 2021 kunne Berlingske afsløre, at de tre københavnske jobcentre i både 2020 og 2021 ikke en eneste gang havde henvist en ledig til et job. Rengøringsfirmaet De 5 Stjerner henvendte sig i 2021 til Jobcenter København, hvor der på det tidspunkt var 24 000 jobsøgende ledige. Der var hele 450 arbejdspladser at få hos rengøringsfirmaet. Jobcentret kunne ikke anvise en eneste ledig, men sende en liste på 80 navne på mulige kandidater til firmaet. Kun to ønskede ansættelse.

Jobcentrene koster 5 milliarder kroner om året. Sammenholder man dette tal med det antal ledige, der kommer i arbejde enten ved egen hjælp eller gennem centret, er omkostningen ifølge CEPOS 500 000 kroner pr. arbejdsplads. Da jeg for nogle år siden var vært på 14 dokumentar tv-programmer til DR2 om de langtidsledige og de nye danskere, havde jeg min hyppige gang rundt på landets jobcentre med tæt kontakt til en række langtidsledige. En erfaring der blev udbygget af en del år som formand for Center for Boligsocial Udvikling, der bragte mig rundt til de mange almene boligområder med mange migrantfamilier. Jobcentrene bliver af de ledige konsekvent omtalt som kontrolcentre, fordi deres tid går med aktiveringskurser, der skal lære dem at skrive en ansøgning eller etablere en hjemmeside. Der skal udfyldes et hav af indberetninger og cirkulærer. Jobcentrene har lidt eller ingen kontakt til virksomhederne i området og ved således ikke, om der er nye jobs på vej.

Jeg mødte under optagelserne en regnskabsmedarbejder, der havde været ledig i flere år, og som havde indset, at håndværkere hader at lave regnskaber og administration. Nogle er heldige at have en kone, der tager sig af opgaven. Andre må gøre det selv eller hyre en dyr revisor. Regnskabsmanden havde vurderet, at hvis han kunne få måske 10 håndværksfirmaer som kunde, ville han kunne klare regnskab, moms og anden administration til omkring 60 000 kroner om året pr. firma. En fin forretning for håndværkeren og ham selv. Og også for samfundet, som fik flyttet en borger fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse. Jobcentret fik nys om hans planer og truede med at inddrage hans ydelse, da han jo ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet og samtidig fise rundt for at hyre kunder. Der røg den iværksætter. Det samme skete for en yngre kvinde, der efter en længere periode som ledig ønskede at starte en lille virksomhed som konsulent i butiksindretning. Jeg var rundt med hende i et storcenter, hvor hun med kompetence og begejstring fortalte, hvad hun ville gøre i de respektive butikker for at udstille varerne bedre og mere kundevenlige. Hun var klar til at gå i gang med at skaffe sig kunder, da jobcentret slog til og dræbte hendes initiativ med truslen om stop for kontanthjælpen.

Jobcentrenes kontrolvanvid har nu antaget nærmest komiske former, da man nu også truer ledige med økonomiske repressalier, hvis de smutter over grænsen og køber tilbudsvarer i tyske butikker. En kontanthjælpsmodtager har ikke meget at rutte med, og det burde være i alles interesse, at de ledige kan udvise et initiativ, der kan strække kronerne lidt mere. Jobcentrene burde vise samfundsansvar og arbejde fra morgen til aften på at løfte ledige fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse og meget gerne som iværksættere, der jo ansætter flere medarbejdere, hvis der kommer gang i forretningen. Men det sker ikke. Alt handler om kontrol og fastholdelse af de ledige i systemet. Jobcentrene er også upopulære i fagbevægelsen, der via A-kasserne og samarbejde med tillidsfolk i virksomhederne er bedre til jobformidling end jobcentrene, som skal væk, men det kommer de ikke.

Efter valget vil alt være som før. Ingen tør nedlægge jobcentrene, som rummer dejligt mange offentlige arbejdspladser, der kan fastholdes og vokse. Og et finere og ædlere motiv findes ikke i det moderne Danmark.

ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i