Nyt

Debattør Eva Gregersen skriver om islamist Sikandar Siddique fra Frie Grønne på sin Facebookprofil:

“Oktober er ved at rinde ud, og det er indeværende valgperiode også, men Gud ville åbenbart, at Sikandar Siddique skulle nå at blive kåret som vinder af Månedens Udenomssnak, for i dag har han gjort sig fortjent til prisen med sin optræden i radioprogrammet Det, Muslimer Taler Om på 24syv.

Tidligere på måneden deltog Siddique i “Mød Partierne” på DR, hvor han blev spurgt ind til, om Muhammedtegninger skal forbydes. Siddiques svar var ukontroversielt i majoritetssamfundet, men blev til gengæld taget ilde op af mange muslimer. I dagens udsendelse satte vært Zainab Nasrati sig for at bore i emnet:

Nasrati: Derfor vil jeg gerne stille et af de spørgsmål, som vi jo har snakket om florerer rigtigt, rigtigt meget i denne her valgkamp. Under en ja/nej-spørgerunde-debat blev du stillet spørgsmålet: “Skal det være forbudt at lave satiretegninger af profeten Muhammed (saw) – ja eller nej?” Hvortil du svarede: “Tegninger og satire er en del af vores oplyste samfund, så derfor kan man ikke forbyde Muhammedtegninger.” Øhm – hvad – hvad er det så – altså det har efterladt det muslimske miljø med følelsen af: “Nå. Hvem gør så noget ved det?” Vil du ikke lige forklare det her med det oplyste samfund?

ANNONSE

Siddique indleder sit svar med “Jo selvfølgelig” og taler derefter længe uden at forklare, hvad han mener med det her med det oplyste samfund:

Siddique: Lad mig lige starte med at sige, at jeg har i femten år taget kraftigt afstand fra tegningerne. Jeg tog afstand fra dem, første gang de blev trykt. Jeg var 17-18 år gammel. Jeg skrev om det i avisen. Da de blev genoptrykt, tog jeg afstand fra Muhammedtegningerne. Denne her valgperiode har man forsøgt at gøre Muhammedtegningerne til en del af pensum. Jeg var den, der sad i forhandlingslokalet og kæmpede indædt imod, at det skal blive en del af vores pensum.

Nasrati bliver utålmodig og spørger igen på en anden måde:

Nasrati: Så hvordan kan det være, at du svarer nej?

Siddique gentager sin afstandtagen til tegningerne og forklarer, at han “desværre” ikke fik den del med i sit svar på tv:

Siddique: Det, jeg svarer på, er: Jeg tager kraftigt afstand fra tegningerne, fordi de kun bliver trykt for at håne muslimer, velvidende at man ikke kan forbyde satire. Man kan ikke forhindre nogen i at tegne. Men jeg tager kraftigt afstand fra tegningerne og vil til hver en tid bekæmpe de tegninger, uanset hvornår de bliver trykt. Jeg bryder mig ikke om, at min profet (saw) bliver tegnet. Men vi lever i et demokrati. Jeg kan jo ikke forbyde nogen at tegne. Men jeg siger: Jeg tager afstand fra de tegninger. Det, der skete med det klip – desværre – var, at sådan plejer jeg altid at tage afstand fra dem og forklare mit synspunkt. Den dag fik jeg ikke sagt den første del. Jeg sagde kun den anden del. Og derfor florerer de her ting. Vi skal også lige huske –

Nasrati afbryder Siddiques talestrøm. Hun mangler stadig en forklaring på, hvorfor han ikke vil forbyde Muhammedtegninger:

Nasrati: Men paradokset er – eller forvirringen opstår – fordi første del og anden del ikke aligner. Altså det føles, som om første del er: Jeg tager afstand. Men nej, det skal ikke være forbudt.

Siddique spreder røgslør ved at gøre spørgsmålet om Muhammedtegningerne til et spørgsmål om satire mere generelt:

Siddique: Jamen, jeg – vi kan jo ikke forbyde satire. Jeg kan jo ikke – altså det kan jo – hvordan skal man – hvordan skal man håndhæve det –

Nasrati fanger den straks:

Nasrati: Men spørgsmålet var ikke at forbyde satire. Spørgsmålet var, når de gik hen og handlede om profeter og religion.

Siddique svarer:

Siddique: Ja, men der har vi jo i Frie Grønne allerede stillet et forslag om at genindføre blasfemiparagraffen.

Her snyder Siddique på vægten. Den blasfemiparagraf, som blev afskaffet i 2017, forhindrede nemlig ikke Muhammedtegningerne i at blive både trykt og genoptrykt. En genindførelse af den paragraf ville ulovliggøre afbrændinger af hellige bøger, men det ville ikke ulovliggøre hån, spot og latterliggørelse af profeter og religion. Og det er Siddique udmærket klar over.

Om Nasrati også er klar over det, er ikke godt at vide. I hvert fald vælger hun ikke at forfølge det. Hun borer videre i samme spor som før:

Siddique: Det har vi jo allerede stillet et forslag om –

Nasrati: Men hvorfor så ikke sige: Spørgsmålet handler ikke om satire; spørgsmålet handler om blasfemi.

Siddique: Men det var ikke det, det gik på. Spørgsmålet gik på, om man må tegne og lave satire. Og så kom eksemplet. Så det, jeg svarer på, er –

Her snyder Siddique igen på vægten. DR-vært Kåre Quists spørgsmål til ham handlede kun om Muhammedtegningerne. Det er ene og alene Siddique, der forsøger at twiste det til et spørgsmål om satire generelt. Det slår Nasrati fast:

Nasrati: Okay, men det er, fordi spørgsmålet er “tegninger, satire af profeten Muhammed” (saw). Så det var ikke satire generelt.

Herefter vender hun tilbage til Siddiques formulering om “et oplyst samfund”, som han stadig ikke har forklaret meningen med. Nasrati tilbyder en definition, som Siddique erklærer sig helhjertet enig i:

Nasrati: Og de beskeder, jeg får, er jo, at jo mere oplyst og mere belæst og berejst man er i et samfund, jo mere empatisk og respektfuld –

Siddique: Absolut. Absolut.

Nasrati: Jo mere situationsfornemmelse har man. Det er i de samfund, at man kender grænserne. Og derfor ikke –

Siddique: Men jeg er helt enig.

Nasrati: Ja.

Siddique: Jeg er fuldstændigt enig. Fuldstændigt enig!

Dermed stiller han åbenbart Nasrati tilfreds. I hvert fald giver hun ham lov til at få det sidste ord.

Og således slap Siddique helskindet igennem interviewet uden nogensinde at forklare, hvorfor man i et oplyst samfund ikke kan forbyde Muhammedtegninger.

Tillykke med prisen, Sikandar! Foruden æren består præmien i en invitation til dialogkaffe. Hvis du har lyst til at mødes med mig og tage en snak om, hvor du står i konflikten mellem islam og det liberale demokrati, giver jeg kaffen.”

ANNONSE

Mest læst

Det er en kold tid vi lever i