Kommentar

WWW.ASGERAAMUND.DK

Under den kinesiske kulturrevolution boede og arbejdede jeg fire år i Hong Kong, hvor jeg havde til opgave som Trade Officer (Eksportstipendiat) at bistå danske virksomheder med deres forretninger i både Hong Kong og Kina. Kulturrevolutionen var en amokløbende heksejagt, hvor revolutionære masser myrdede og lynchede millioner af mennesker, der var stemplede som klassefjender og forrædere mod socialismen.

I disse rædselsår havde udlændinge kun en meget begrænset adgang til Folkerepublikken, men der var dog en halvårlig handelsmesse i den sydkinesiske by, Canton (nu Guangzhou). Jeg var nødt til at opholde mig på disse messer 2-3 uger ad gangen, og for egen regning inviterede jeg min daværende ægtefælle og mine to små børn på 4 og 6 år på et par dages ophold, så de selv kunne opleve livet i det socialistiske arbejderparadis. Jeg var af den danske stat udstyret med et blåt embedsmandspas, som kineserne anså for næsten lige så fint som et diplomatpas, så jeg havde VIP-status med egen tolk, der hjalp med mangt og meget. Han fik også arrangeret et besøg i en kinesisk børnehave, som var smukt pyntet med guirlander og bannere, da vi ankom.

Vi blev spurgt, om et af vores børn måske ville synge en sang, inden vi skulle høre en kinesisk børnesang? Min generte søn turde ikke, men Malou på fire år stillede sig op foran alle børnene og sang med klar røst:” Bah-bah black sheep! Have you any wool?”, som hun lige havde lært hjemme i børnehaven i Hong Kong. Herefter stillede en lille kinesisk dreng sig op i krigerisk position, og skrålede en ophidset sang, mens han svingede med et kinesisk flag. Jeg spurgte tolken, hvad titlen mon kunne være, og han svarede, at det var den mest populære kinesiske børnesang: ” Vi vil befri Taiwan!”.

ANNONSE

Det var i 1972, men drømmen og planen om at indlemme Taiwan i det kommunistiske Kina begyndte allerede i 1949, hvor den tabende nationalisthær måtte flygte til Taiwan, og den triumferende Mao Tse-tung kunne etablere Den Kinesiske Folkerepublik. I de mere end 70 år, der er gået, har skiftende kinesiske regeringer ikke så meget som et sekund tabt målet af sigte, men kineserne er et tålmodigt folk, der har tid til at vente. Bare det går den rigtige vej. Og det gør det jo.

Planerne for en invasion og overtagelse af Taiwan ligger klar, men Xi Jinping har brug for en vellykket generalprøve, som Putin leverede med overfaldet på Ukraine. Taiwan er ikke medlem af NATO og kan ikke forvente, at USA engagerer sig i kampen. Der vil komme støtteerklæringer, fordømmelser og nok også en byge sanktioner ligesom med Ukraine. Men en hjælpeløs og rådvild amerikansk præsident kombineret med USA’s ydmygelse i Afghanistan og knæfald for korandiktaturet i Iran er godt nyt for kineserne. Og Hunter Biden kunne som det eneste nulevende menneske stige ud af sin fars vicepræsidentielle Air Force 2 i Beijing og dagen efter flyve hjem med et milliardbeløb til sit anløbne investeringsfirma med venlig hilsen fra Xi Jinping. For kineserne en guldrandet investering i fremtidig good will fra USA’s præsident, som nok ikke får lov at glemme, hvem der forgyldte hans søn.

Krigen mod Ukraine har ikke anbragt Putin på sejrspodiet, men i lommen på Xi Jinping, der nu har den overordnede kontrol med den russiske økonomi. Den lammede russiske finanssektor og erhvervsstruktur har reelt nu kun Kina som partner og marked. Det betyder, at Kina kommer til at finansiere det russiske bankvæsen med lån til tårnhøje renter samtidig med, at Rusland bliver presset til at levere kul, stål, olie og gas til priser langt under verdensmarkedsprisen. Rusland er således blevet et tag-selv-bord og en guldgrube for Xi Jinping. Endda i mange år frem i tiden. Selv om der skulle komme en snarlig fredsaftale i stand, lempes Vestens sanktioner ikke, så længe Putin er præsident.

I Washington sidder Joe Biden og prøver at huske, hvordan man vrider sine hænder. I Beijing sidder Xi Jinping og glæder sig. Tålmodighed belønnes. Kina er på vinderkurs. Gyldne tider ligger forude.

ANNONSE

Læs også

Mest læst

Tjekkerne kaster handsken

Vildledelse som metode 

Læs også