Kopierede/fra hoften

Rami Zoulou præsenterer ‘Protokollens tjenere’, Wadskjærs Forlag, 2021; Foto: Twitter)

Befriende læserbrev af bogaktuelle Rami Zouzou, der har en cand. mag i historie og mellemøststudier. Set på JP.dk – Forskning er blevet til en følesport i stedet for videnskab: Gå dog kritisk til integrationseksperterne.

“… i den danske integrationsdebat mangler vi en grundlæggende diskussion af, hvad vi forstår ved succesfuld integration. Så længe der ikke er konsensus herom, spiller vi den integrationspolitiske magt i hænderne i selvbestaltede eksperter og selverklærede videnscentre med kufferten fyldt af personlige beretninger og forståelser frem for videnskab og fakta. De såkaldte eksperter har nærmest fri leg, når de skal udtale sig om integrationens tilstand. Her bør pressen være sig sit ansvar bevidst.

Når det drejer sig om integration, savner jeg virkelig en presse, der udviser samme kildekritiske sans, som hvis de skulle endevende minkskandaler eller adskillelse af asylpar.En presse, der går eksperternes fortællinger efter i sømmene frem for blot at agere mikrofonholdere, når sociologer, dialogkaffedrikkere, kvinder, der har været på genopdragelse, eller videnscentre udtaler sig om integration, som ingen rigtig kan blive enige om, hvad dækker over. Det virker efterhånden, som om vejen til ekspert ikke går gennem videnskab og forskning, men mere drejer sig om, hvem der kan formidle den mest tragiske lidelsesfortælling fra de udsatte boligområder.

… Måske pressen skulle kigge på lidt historik i de mange fortællinger om integration. For det er da en smule komisk, at man i alle de år, man har diskuteret integration, stadig hører på de samme forklaringsmodeller, når såkaldte eksperter af anden etnisk herkomst skal forklare udfordringerne i udsatte boligområder. Socioøkonomiske faktorer og følelsen af at stå udenfor, lyder forklaringer fra disse integrationsorakler, uden at de dog kan fortælle os, hvordan vi så kommer i mål med integrationen.

Hvorfor er der f. eks. ingen kritiske journalister, der spørger sociologer eller socialrådgivere om, hvorfor mange med rødder i Iran, Kina eller Vietnam kan overkomme de store forhindringer, som det danske samfund åbenbart sætter op, når det åbenbart har været lidt af en bjergbestigning for marokkaneren, syreren eller palæstinenseren at komme gennem livets vej?

ANNONSE