Gæsteskribent

Nat i København. Foto: Steen Raaschou

Politik er en finurlig størrelse; et følelsernes emne, og et fænomen der ofte gør os fokuserede på det der sker i dag, i stedet for det der burde ske over de næste tyve eller tredive år. Men det er jo netop på den lange bane at kampen om Danmarks skæbne står. På samme måde er det formentlig med nye metoder at den skal kæmpes. Tillad mig at forklare nærmere:

”Demokratiet” kan ikke stoppe befolkningsudskiftningen

Jeg vil starte dette indlæg med at slå sagens kerne fast; nemlig at udlændingedebatten grundlæggende handler om at danskerne – de etniske danskere – har en ret til vedblive at udgøre majoriteten i deres eget land. Indvandringen som vi kender den, var og er derfor en fejl, og massive udvisninger er formentlig den eneste løsning nu. Personligt ser jeg i hvert fald ingen anden løsning på problemet, og jeg gætter på at de fleste læsere nok er enige.

Vil ”demokratiet” – eller folkestyret som vi kender det – nogensinde stå for sådan en politik? Mit bedste bud er efterhånden et ”nej”: Demokratiet indeholder simpelthen ikke de elementer der skal til for at stoppe befolkningsudskiftningen. Politikerne har efterhånden haft tyve år til at skabe de nødvendige ændringer siden paradigme-skiftet i 2001, og ikke engang familie-sammenføringerne er blevet stoppet endnu. ”Arbejdskraft-indvandringen” fortsætter i øvrigt stadig på fuld kraft.

ANNONSE

I sådan en grad, faktisk, at rumænere nu er den tredje-største mødregruppe her i landet. Og som enhver ved er fertiliteten for etniske danskere på nu halvtredsindstyvende år stadig under genbefolkningsniveauet. At konstatere at ”demokratiet” derfor næppe vil standse befolkningsudskiftningen er derfor næppe en pessimistisk tanke. Formentlig er det et realistisk fremtidsbud.

Et system der ikke virker

Der er mange årsager til at demokratiet ikke vil lykkes med denne opgave: De fleste mennesker stemmer af vane – på partier som de ikke ved hvad står for. Aviserne kan ikke lide den patriotiske højrefløj eller vores narrativer, og gør derfor alt for enten at ignorere eller dæmonisere os. De moderne danske partier kom til verden i en tid hvor indvandringsproblemerne ikke fandtes, og hvor etnisk realisme derfor ikke var nødvendig; hvorfor de fleste mennesker der besætter og rekrutteres til de partier ej står for denne tankegang.

Flere systemiske fejl i demokratiet kunne sikkert påpeges, men konklusionenen er altid den samme: ”Demokratiet”, hvis vi virkelig skal kalde det det; evner simpelthen ikke den her slags løsninger. Bevares, det ville være fantastisk hvis det gjorde. Men de sidste tyve år, og ikke mindst sidste folketingsvalg, har efterhånden demonstreret at det modsatte er tilfældet.

Formentlig er det vel nærmest blevet umuligt for Folketinget at tage de nødvendige konsekvenser nu, da de nødvendige lovændringer vil kræve at de diskriminerer på basis af etnicitet.

Kan du, kære læser, nogensinde forestille dig de forskellige partier i Folketinget diskriminere officielt på basis af etnicitet?  Jeg kan ikke. De har trods alt haft tyve år til det, og familie-sammenførslerne har de ikke engang fået stoppet. Vi er formentlig ”fucked”, for nu at bruge et godt ”nydansk” ord, så længe vi stoler på at karriere-segmentet inde på Christiansborg vil gøre det der skal til.

En løsning der virker

Jeg tror de fleste læsere efterhånden tænker det samme som mig: Nemlig at der skal noget helt andet til hvis situationen skal vendes.  En ny slags idé der ikke er prøvet tidligere.

Det er derfor på tide at vi samler os i en central gruppe, der kan samarbejde strategisk bag linjerne for at få vendt landets situation. Vi læser trods alt om emnet næsten hver dag; mange af os. Det er på tide at vi samler os, og skaber en gruppe som kan være samlingspunkt for alle de andre patriotiske grupper.

Hvor mange er vi mon derude; os der er sorgfulde og vrede på vores lands bekostning?  Omkring en million mennesker har efterhånden stemt på nationale partier, så et godt bud er at vi cirka er en million. Måske flere.

Hvis blot een procent af os patriotiske mennesker samlede sig i en central gruppe kunne vi udgøre 10.000 stærke og strategisk arbejdende mennesker.  To til tre procent svarer til tyve til tredive tusinde. Prøv blot at forestil dig hvad så mange mennesker kunne udrette hvis de alle var fokuserede på det samme mål.

Personligt har jeg en stærk lyst til at danne en sådan gruppe: Jeg har lyst til at møde de gode mennesker der læser denne blog; jeg har lyst til at brainstorme med dem; jeg har lyst at udarbejde strategier til hvordan vi får dette land på den rette kurs.

For der findes mange ting vi kan gøre: Vi kan skabe landets største alternativ-medie, hvor vores budskab kommunikeres. Vi kan afholde landets største demonstrationer. Vi kunne sågar blokere hele Christiansborg Slotsplads hvis vi ville. Måske vigtigst af alt kunne vi danne en central gruppe, som kan lede landet den dag politikerne ikke længere kan.

Folketingsmæssigt vil der ikke ske noget de næste fem, ti eller femten år

Vi har sværmet om emnet længe, og jeg fornemmer at mange derude også har tænkt på netop dette tiltag, eller varianter af det. I næste indlæg vil jeg derfor præsentere ideen foroven, og indbyde dem der er villige til at samarbejde om den.

Så.. en prognose for de næste fem år? Tja, folketingsmæssigt vil der ikke ske noget. Ikke de næste fem, ti eller femten år.. Formentlig vil der ”aldrig” ske noget i det spil – for et spil er det.

Men hvis vi danner en central gruppe, og begynder at arbejde strategisk bag de etablerede linjer, så har vi måske en chance den dag at der ingen tillid findes til systemet længere. For den dag kommer.
Til vi ”ses” næste gang.

Realisten

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske

Det lille jødehad