Kopierede/fra hoften

Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye er to af bedre socialdemokratiske ministre, men 1. maj-kronikken i Politiken er et virkelighedsfjernt skønmaleri om det multikulturelle samfund, der fortjener en permanent plads i det store arkiv. Kronik i Politiken – S-ministre: Coronakrisen er blevet velfærdsstatens store comeback (kræver login; Via Morten Uhrskov)

“… De bærende søjler i samfundsbygningen forstærkes. Hvem havde troet, at en million danskere ville sidde i sofaen og tysse på ungerne, når en styrelsesdirektør ved navn Brostrøm udlagde dagens tekst? …

Sjældent har opbakningen til vores fælles sundhedsvæsen været større. Det fremstår som uvirkelige diskussioner i en galakse langt, langt væk, at nogle ville afskaffe regionerne eller udvikle et forsikringsbaseret sundhedsvæsen.

Men når vi taler om et opgør med individualiseringen, så handler det ikke kun om statens institutioner. De vigtigste varige ændringer er de styrkede relationer, der er opstået i befolkningen. Nye lokale hjælpegrupper, der sikrer, at Oda på 82 år kan få Billed-Bladet og fyldte chokolader fra Brugsen. Whiskydestillerier, som omstiller maskinerne, så der ligger håndsprit for enden af samlebåndet. En privat udlejer i Esbjerg, der eftergiver trængte butikkers husleje. …

Public service fremstår pludselig som mere og andet og vigtigere end den evindelige diskussion om, hvorvidt 3.000 ansatte i DR er licensmidlerne værd. Hverken YouTube eller Netflix havde evnet eller ønsket at samle befolkningen til både fællessang og pressemøder.

Individualiseringen fra 1968 og 1989 prædiker, at du står alene med æren, når det går godt, og tilsvarende alene med skylden, når det går galt. Velfærdsstaten handler omvendt om, at vi føler os særligt forpligtede over for hinanden inden for nationens grænser.

At Mohammed fra Ishøj med glæde ofrer lidt af sine skattekroner på at betale for en ny hofte til Oda fra Thisted – og omvendt. Selv om de bor i hver sin ende af landet, selv om de ikke deler religion, selv om digitaliseringen har trukket dem ind i hver deres globale landsby, så har de alligevel en oplevelse af at være i samme rød-hvide båd.

Den oplevelse er blevet stærkere de seneste uger. Det er kun godt!”

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa